»Hvor stor en betydning kan en tv-serie få, hvis ingen ser den?«
Det spørgsmål stillede Indiewires Ben Travers sig selv i forbindelse med tredje sæson af ’Twin Peaks’. En ny sæson, som fik megen omtale, og som tv-kritikeren Matt Zoller Seitz hurtigt udnævnte til den »bedste serie i tv«, men som har fået middelmådige seertal på flow-tv og ikke overvældende streamingtal.
Kan ’Twin Peaks: The Return’ betegnes som en succes, og hvordan definerer vi overhovedet succes i et moderne medielandskab, hvor massepublikummet er blevet til en fragmenteret gruppe af forskellige nicher?
Hvad tænker Showtime selv, og har Showtime, David Lynch og Mark Frost forskellige succeskriterier og oplevelser af ’Twin Peaks’? Hvordan kunne en så abstrakt og utraditionel størrelse som ’The Return’ overhovedet blive til i et serielandskab, hvor et væld af nye originale serier fra forskellige udbydere og platforme bejler til det samme publikum? Og hvordan kunne et så krævende og langmodigt værk overhovedet få premiere i en tid, hvor vi binger serier på Netflix, og hvor vi ofte hopper videre, hvis vi ikke får øjeblikkelig tilfredsstillelse?
En følelsesmæssig oplevelse
De spørgsmål stillede jeg produceren Sabrina Sutherland, da vi mødtes ved årets ’Twin Peaks’-festival i London i begyndelsen af oktober.
Sabrina Sutherland er en integreret del af Lynch-familien og har også arbejdet som producer og production coordinator på anden sæson af ’Twin Peaks’, Lynchs sitcom ’On the Air’ og miniserie ’Hotel Room’ og filmene ’Lost Highway’ og ’Inland Empire.
Sutherland mener – måske ikke så overraskende – at ’Twin Peaks’ skal ses som en succes, og hun er træt af det store fokus på seertal.
»At gøre succes op i ratings er en gammeldags måde at tænke på, og jeg tror, at tv-landskabet er ved at forandre sig, hvorfor vi også må ændre vores forståelse af ordet succes. Husk på, at fjernsynet er et forældet medie, og selv filmindustrien er desværre i krise. Vi ser en generel bevægelse væk fra biografen og fjernsynet og over mod internettet og nye måder at lave og distribuere ting på. På sin vis kan det også være en fordel. Det kan i al fald give anledning til, at vi ændrer vores tænkning: Måske behøver ting ikke være på en traditionel måde længere«, siger hun.
»Showtime ville gerne have en streamingplatform, hvilket var nyt, og her tjente ’Twin Peaks’ også et klart formål. Måske var der ikke mange, der så den på Showtimes fjernsynskanal, men der var mange, som så den via Showtimes streamingplatforme – og de så den flere gange.
Fordi Twin Peaks er så lang, og fordi der er tale om en film, ikke en traditionel tv-serie, så krævede den i en vis forstand gensyn. Ikke mindst fordi David ikke ville have resuméer i begyndelsen af hvert afsnit. Han ønskede, at alle skulle blive overrasket, og det er også derfor, at der var så meget hemmelighedskræmmeri omkring ’Twin Peaks’, både hvad angår teaserne, som Showtime sendte ud, manuskripterne og vores non-disclosure-aftaler.
David ønsker, at seerne kan gå ind i hver deres mørke rum og nyde de flotte billeder og den gode lyd, og så kan de opleve og forstå serien på hver deres måde. Det er ikke sikkert, at du umiddelbart forstår det, du ser, men forhåbentlig så skaber værket en følelsesmæssig oplevelse hos dig, og det er vel netop det, kunst gør«.
Føltes ikke surrealistisk
’Twin Peaks: The Return’ fik også en del seere via HBO Nordic (de præcise tal afslører de dog ikke), og den har fået et stort antal seere til at abonnere på Showtime On Demand og Showtime Anytime.
I den forstand rammer den dygtigt ned i sin niche og ind i sin tid, hvor det handler mindre om at få mange seere end om at slå mønt på de rigtige seere. I den forstand har den nye ’Twin Peaks’ været både god og effektiv, og Showtime har forstået at frame den som et eksklusivt og banebrydende værk. En potentiel game-changer rettet mod en lille, men inkarneret gruppe af seere, der er villige til at gå gennem ild og vand for netop deres serie. Men vidste de selv, at der ville være tale om et så alternativt og potentielt avantgardistisk værk?
»Nej, egentlig ikke. David havde allerede fortalt mig historien, så jeg kendte godt hans idé og kunne derfor godt se alting for mig, da jeg læste manuskriptet. Da det kom til optagefasen, var den nærmest blevet en del af mig, så, nej, jeg følte ikke, at den var banebrydende eller alternativ«, siger Sabrina Sutherland.
»Jeg havde ingen konkrete forventninger til den, og den føltes aldrig surrealistisk for mig. Den føltes bare rigtig. Jeg forstod godt, hvor David ville hen med den, og på den måde føltes den også som en del af mig, selvom jeg ikke var med til at skrive den. Det føltes ikke så usædvanligt i mit hoved. Jeg følte, at jeg forstod det hele. Måske ikke på et intellektuelt plan, men på et emotionelt plan.
David ville aldrig forklare mig sine bagvedliggende idéer, men han fortæller mig nøjagtig, hvad han ønsker at se og høre. Så jeg prøver at få de forskellige fagfolk til at hjælpe med at eksekvere hans vision, og samtidig skal jeg overveje, hvad der kan lade sig gøre økonomisk. Du kan se på mig som en slags tolk. Jeg kigger ikke på det store billede, altså hvad han vil fortælle, men på de konkrete billeder og lydbilleder, som han vil skabe. Det er min rolle at få den vision op på lærredet«.
Planlagt i flere år
Det kan godt være, at det langsomme tempo og den ikke-kausale, alternative fortælleform synes ude af trit med tiden, men måske kan man tale om en ny retning inden for tv-landskabet, der kunne modsvare tidens tendenser til slow cinema og slow food.
Nogle har kaldt det savor-watching, og David Lynch var selv ude med en generel advarsel i forbindelse med lanceringen af den nye ’Twin Peaks’: Det ville ikke være sikkert eller sundt at bingewatche ’Twin Peaks’.
Og hvis man spørger Sabrina Sutherland, så er der ingen tvivl. Den nye ’Twin Peaks’ er en David Lynch-produktion fra start til slut. Mark Frost og Lynch var sammen om at udarbejde idéen og manuskriptet – et samarbejde som i vid udstrækning foregik via Skype – men efter manuskriptarbejdet forlod Frost serien for at skrive sin bog, ’The Secret History of Twin Peaks’, og overlod resten af produktionen til sin makker.
Under optageprocessen, der også fungerede som en slags rewrite-fase, tilføjede Lynch nogle nye scener, skrev andre scener ud og reviderede replikker og scener efter forgodtbefindende. Og gennem hele klippefasen var han med som den altoverskyggende auteur.
I tidens medielandskab er der ikke mange, der passer til betegnelsen auteur i samme grad som David Lynch. En instruktør, der også er med til at udarbejde idéen, manuskriptet og lyddesignet på sine film. Som selv tager kameraet i hånden, og som bliver siddende i klipperummet og ved mixerpulten, længe efter filmholdet har fået fyraften.
Det var eksempelvis Lynch, der udvalgte alle de indstillinger og scener fra den oprindelige serie, som skulle samples og remixes i den nye sæson.
»Jeg tror, at David havde det hele i sit hoved, mens han skrev, og jeg kan huske – nu er vi tilbage i den periode, hvor han lavede ekstramaterialet til bluray-boxen – at vi kiggede det hele igennem. Vi så på de slettede scener, den originale serie og ’Fire Walk with Me’, så han havde alle de scener i frisk erindring, da han senere mødtes med Mark for at skrive«, siger Sabrina Sutherland.
»Jeg tror derfor, at han har fået nogle idéer allerede dengang til, hvilke optagelser han kunne bruge igen, og hvordan han kunne flette dem ind i en ny kontekst. Det var i al fald ikke en eftertanke. Han genbrugte ikke optagelser for ingenting. Han sagde nøjagtig, hvad han ville have. Vi vidste allerede to år før udgivelsen af den nye ’Twin Peaks’, hvad vi skulle finde. Vi begyndte inden den officielle præproduktionsfase, og vi brugte to år på det.
David beskrev nøjagtigt, hvad han havde i sit hoved, og vi måtte gøre vores bedste for at eksekvere hans vision. Og dette gjaldt faktisk hele processen. Hvad angår klipning var der også eksempler på, at Duwayne Dunham og nogle af de andre redigeringsfolk havde sat scener sammen på en bestemt måde, og så kiggede David det hele igennem og fik dem til at lave justeringer, og han blev også i klipperummet alene, efter alle andre var gået. Han fortsatte faktisk med at redigere i seks måneder, efter alle andre havde forladt produktionen. Han gennemgik og justerede det hele, hver eneste billede! Hver en indstilling, hver en lyd og hver en visuel effekt – han gennemtjekkede alt«.
Kompromisløs auteur
Man kunne rose Lynch og Frost for deres mod til at skabe en så alternativ serie på et tidspunkt, hvor konkurrencen er større end nogensinde før. En serie, der glimrer med berusende billeder og ekspressive lyduniverser, men som også er svær at forstå og synke ned i – og som ligefrem er blevet kaldt et »onaniprojekt«.
Det er måske ikke så underligt, at Lynch og Frost har haft det mod, men hvad med Showtime?
»Jeg tror, at det hele handler om at give kreativ kontrol til skaberen, og da Showtime forstod, at dette ikke var en traditionel tv-serie, men en film – og at vi ikke vidste, hvor lang den ville blive, men at det var en rejse, og at det var Davids vision – så accepterede de præmisserne og bakkede 100 procent op om projektet«, fortæller Sabrina Sutherland.
»Da Duwayne lavede de første råklip af forskellige scener, havde han klippet unødig tid ud, hvor folk ankommer, forlader et rum e.l. Noget af det, man traditionelt vil klippe ud. Men David vil gerne have den slags med og måtte derfor klippe dele af det om. Han foretrækker det langsomme tempo, og det er en del af hans vision. Han ønsker at udforske og eksperimentere, og da han først havde besluttet sig for et vist tempo, så skulle det være sådan. ’I can do what I want to do. I’m happy with it, and that’s the aim’, sagde han. Så må det gå som det vil. Det vigtigste er, at han er tilfreds, og at han ikke føler, han er gået på kompromis med sin vision.
Han vil ikke have begrænsninger eller kompromisser. Mit job er at arbejde inden for de rammer, Showtime har sat op for økonomi og andre ting – og så at få Davids vision igennem inden for de rammer. Showtime ville have, at hvert afsnit var imellem 52 og 58,30 minutter, og det var mit job at få hver del til at passe inden for den ramme. Det var uproblematisk for de fleste afsnits vedkommende, men der var et par stykker, som vi måtte kondensere lidt«.
Lynch-stemplet på hele værket
Det er efterhånden velkendt, at David Lynch forlod det oprindelige ’Twin Peaks’ i løbet af anden sæson. I maj 1990, mens første sæson af serien løb over skærmen, havde ’Wild at Heart’ premiere i Cannes, men Lynch og Frost fungerede som en slags fælles showrunnere på seriens første sæson.
Anden sæson var en lang og mere broget sag, og netværket ville have et svar på mordgåden, mens forskellige afsnitsforfattere og -instruktører kom ind og forsøgte at ramme den rigtige stil. Ifølge Sabrina Sutherland og lydmanden Dean Hurley var det også grunden til den væg til væg-musik, som dominerede den oprindelige serie. Musikken blev en genvej for de andre instruktører, når de ønskede at gøre en scene lynchsk.
Sutherland blev en del af seriens anden sæson, hvor de afsnit, Lynch trods alt skabte, bemærkelsesværdigt nok blev mere radikale og lynchske end de mere ’konventionelle’ afsnit fra første sæson. Fra det etablerende pilotafsnit og det forrygende tredje afsnit med den ikoniske drømmesekvens til den surreale åbning og afslutning på anden sæson kan man se en gradvist mere radikal signaturstil. Graden af surrealisme bliver større, graden af improvisation bliver mere udtalt, kameravinklerne bliver mere ekstreme, tempoet langsommere og lyssætningen mørkere. Var det mon Lynch, der ville sætte sit eftertrykkelige stempel på en serie, som han var ved at miste taget over?
»Lige netop! Da han ikke var der, var der nogle instruktører, som forsøgte at imitere, hvad han havde gjort med ’Twin Peaks’, og der var afsnit, som mere fulgte de idéer, som Mark Frost, Harley (Peyton) og Bob (Engels) havde med serien. Men når David så kom tilbage og instruerede sine afsnit, så forsøgte han at bringe den ’Twin Peaks’, som han havde i sit hoved, tilbage på skærmen«, forklarer Sabrina Sutherland.
»Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men jeg tror, at en del af de folk, som arbejdede på anden sæson, ikke var helt på bølgelængde med Davids stil, så man kan se, at der er afsnit fra anden sæson, som afspejler, hvordan David så ’Twin Peaks’, og hvordan andre folk så ’Twin Peaks’. Det er netop derfor, den nye ’Twin Peaks’ er så interessant, fordi han instruerede alle delene og havde mulighed for at sætte sit stempel på hele værket«.
Mere ’Twin Peaks’?
Den nye ’Twin Peaks’ er blevet kaldt mange ting, og man kan undre sig over, at den kommende dvd- og bluray-boks, der angiveligt vil komme til at indeholde over fire timers ekstramateriale, ikke går under titlen ’Twin Peaks: The Return’, men at den slet og ret hedder sæson 3. Oprindelig blev flere kritikere bedt om ikke at kalde den en serie og ikke at bruge ord som »episoder« og »sæsoner« i forbindelse med Showtimes fortsættelse, angiveligt fordi det var Lynchs ønske. Sådan forholder det sig dog ikke, hvis man spørger produceren:
»Titlen er ‘Twin Peaks’, ikke ‘The Return’. ‘The Return’ har intet at gøre med noget som helst. Den eneste grund til den titel var, at Showtime ønskede at differentiere den nye ’Twin Peaks’ fra den gamle, og det skulle være tydeligt i TV Guide, at dette var noget andet. ’Twin Peaks: The Return ’er noget, som folk måske vil kalde den, men det er ikke dens officielle titel. Det svarer til at kalde den kommende ’Westworld’ for ’Westworld: Part 2’ eller ’Westworld: The Return’, skønt den blot hedder ’Westworld’. Det er bare ’Twin Peaks’. Der er ingen Return«.
Alligevel kan man sige, at det nye ’Twin Peaks’ leger med forholdet mellem tilbagevenden og transformation. Uanset om det er Showtimes titel, så er den rammende for det værk, som Lynch, Frost og Showtime har skabt.
Jeg selv har beskrevet serien som David Lynchs magnum opus, ikke som en kvalitetsmarkør, men som et udtryk for, at den går i dialog med og samler tråde fra mange af hans øvrige værker. Andre har dog ligefrem kaldt dette en potentiel ’svanesang’. Er det mon hans sidste værk, hans eftertrykkelige opsummering af hele sit livsværk?
Det afkræfter Sabrina Sutherland.
»Det er ikke sikkert, at han instruerer mere ’Twin Peaks’, men David Lynch er ikke færdig med at instruere. Det er ikke hans svanesang«, siger hun.
Hvilket kun efterlader det helt store spørgsmål, her halvanden måned efter finalen løb over skærmen. Kommer der en fjerde sæson?
»De eneste folk, jeg har hørt tale om en fjerde sæson, er fans. Vi diskuterer det ikke, og Showtime er heller ikke i gang med at debattere det. Helt oprigtigt: Vi er stadigvæk i gang med at arbejde med tredje sæson, fordi jeg blandt andet forsøger at få styr på det hele til den blu-ray- og dvd-udgivelse, som kommer senere på året.
Der er stadig en masse arbejde, der skal gøres til tredje sæson, og det er jeg i gang med, alt imens David maler. Han vil gerne slappe af. Denne nye del af ’Twin Peaks’ har været en del af hans liv i fire år, så han vil gerne lidt væk fra Twin Peaks, og jeg tror, at alle ønsker at ånde lidt, inden nogen begynder at tale om en potentiel fortsættelse«.
Læs også: ‘Twin Peaks: The Return’ – hele serien: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme