De 15 bedste serier på Netflix lige nu (drama) – rangeret

Jon Hamm i det geniale særafsnit af 'Black Mirror', 'White Christmas' (ligger under sæson 2 på Netflix).
Netflix har efterhånden et så ærefrygtindgydende udvalg af serier – mange af dem egenproducerede – at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Så til inspiration (og oplæg til diskussion) er her de DRAMASERIER på streamingtjenesten, vores filmredaktør er mest begejstret for.

Listen er blevet opdateret den 9. november 2017.

15. ’Hannibal’

Til trods for Mads Mikkelsens hovedrolle er ’Hannibal’ bemærkelsesværdigt underkendt i Danmark. Heller ikke i USA blev serien et stort seerhit, men anmelderne jublede – og ærgrede sig, da NBC aflyste den efter tredje sæson.

Når Bryan Fullers serie ikke blev et bredt appellerende hit, skyldes det utvivlsomt, at det er en af de mest grafiske serier, der nogensinde er lavet. På kontroversiel vis orkestrerer den de mest makabre mord med en kunstmalers finesse, der gør serien til en af de æstetisk mest interessante, vi har set i den aktuelle guldalder.

Og så er Mads Mikkelsen – når man lige har vænnet sig til ham – en fornøjelse som den berygtede kannibal, der leger intelligent kispus med FBI og får sig en værdig ven/modstander i den hypersensible Will Graham (Hugh Dancy).

Det er en serie, der går hele vejen, og det er lidt af et under, at den kom til verden på en ellers så pæn network-kanal som NBC. Folkene bag arbejder på en genoplivning. Vi krydser fingre.

14. ’Les Revenants’

Nogle serier brager igennem med en præmis, der er så skarp, at den næsten kun kan blegne, hvis den bliver strukket for længe ud.

Sådan er det med den dystre franske hitserie ’Les Revenants’, der sættes i gang, da en lille gruppe afdøde mennesker vender tilbage til deres liv i en lille bjergby, som om intet var hændt. Det er et besnærende udgangspunkt, især fordi serien udfolder det med en realisme og mørk kompromisløshed, som sjældent er set på tv, og som flot kontrasterer det magisk-realistiske udgangspunkt.

Der er troværdig psykologisk naturalisme, når eksempelvis præteenageren Camille vender tilbage til sit hjem og pludselig finder fraskilte forældre og en tvillingesøster, der nu er fire år ældre end hende selv. Eller når den ensomme Julie tager en mystisk, umælende dreng til sig og finder et rørende sjælefællesskab.

Den manende billedside hører til blandt de flotteste, man har set på tv, og Mogwais score skaber en ildevarslende atmosfære af underspillet horror.

Var den dystre franske ’Les Revenants’ kun udkommet med én sæson, ville den nok ligge højere på listen. Men allerede afslutningen på sæson 1 vakte bange anelser, og med sæson 2 falmede nyhedens interesse.

13. ’Sherlock’

Guy Ritchie, Robert Downey Jr. og Jude Law har græmmeligt vist, hvor svært det er at opdatere mesterdetektiv Holmes i et moderne filmsprog, uden at det bliver overgearet og plat.

Men på mirakuløs vis er BBC’s ’Sherlock’ troværdigt moderne med fin brug af sms’er og højteknologi og samtidig imponerende loyal over for charmen, mysteriernes grundessens og pirringen af publikums gættetrang i Arthur Conan Doyles historier. Benedict Cumberbatch er perfekt som den hyperintelligente Sherlock, og serien er i sit es, når den lader ham afklæde situationerne omkring ham, før nogen andre overhovedet har opdaget, at der er en situation.

Martin Freeman er hyggelig som sidekicket Watson, deres kemi slår gnister (trods en plat gennemgående antydningsjoke om deres homoerotiske forhold), og birollerne stjæler flere gange billedet, ikke mindst Mark Gattis som Sherlocks mindst lige så intelligente bror og Andrew Scott som en frenetisk-psykopatisk Moriarty.

Trods visse udsving fra afsnit til afsnit er man med andre ord i sjældent godt selskab med ’Sherlock’.

12. ’Orange Is the New Black’

Netflix’ vel nok mest overraskende succes har så afgjort oplevet udfald i kvaliteten, men det er alligevel en så befriende anderledes serie, at den fortjener en plads på listen. Dels udnytter den dramedy-formatet med stort held og adskiller sig fra de mange mørke antiheltserier, der ellers har sat dagsordenen, dels udfolder den et på alle planer mangfoldigt cast, der udvider amerikansk tv’s konventionelle perspektiv.

De mange fængselsindsatte kvinders baghistorier er ikke alle lige interessante, men omvendt er det uhyre sjældent, at en serie formår at skabe otte-ti fremragende karakterer, som det er umuligt ikke at holde af: Fra Nicky til Suzanne, Taystee og Poussey til Red og Big Boo.

Elegant brugte hovedforfatter Jenji Kohan i første sæson den hvide middelklassekvinde Piper som indgang til at udfolde et større karaktergalleri, og i de senere sæsoner er Piper ikke mere hovedperson end så mange andre. Det har udviklet sig til en overvejende sprudlende ensembleserie.

11. ’Homeland’

’Homeland’ er lykkedes med noget, som meget få serier formår: At genopfinde sig selv. Fra at have haft den komplekse relation mellem CIA-agenten Carrie Mathison og POW-soldaten Nicholas Brody som altoverskyggende centrum har den udviklet sig til en usædvanligt velsmurt, mere rendyrket thrillerserie.

Alex Gansa og Howard Gordon har måske nok mistet noget af den psykologiske dybde, der kendetegnede de første to, fremragende sæsoner, men omvendt var serien kørt fast i Brody-sporet, og hvad de har fået til gengæld er en langt mere fængslende plotfremdrift.

Med Carrie på rundfart til Mellemøsten, Tyskland og det private erhvervsliv sætter serien tænderne ned i de meget aktuelle debatter som droner og overvågning. Og selvom historien sommetider balancerer på kanten af det troværdige (er verdens sikkerhed så afhængig af én, temmelig ubalanceret kvinde, er vi ilde stedt), er der ingen tvivl om, at ’Homeland’ er den mest fundamentalt neglebidende tv-oplevelse i nyere tid.

10. ’House of Cards’

Frank og Claire Underwood blev på rekordtid et ikonisk makkerpar: Fascinerende udtryk på seriernes dyrkelse af antihelte og skræmmende billeder på politikernes karrierefremmende kynisme i den vestlige verden i det nye årtusind. Når man engang skal se tilbage på vores aktuelle epokes uhørte politikerlede, vil ’House of Cards’ stå som det ultimative symbol – det er ikke, som nogen har påstået, ’House of Cards’ der har skabt politikerleden, men politikerleden, der har skabt ’House of Cards’.

Dyrkelsen af ikonografien – og seriens blændende overflade samt verdensklassegode skuespil – har af og til overskygget, at serien har været mere underholdende end egentlig interessant. Der var høj bølgegang i både anden og tredje sæson, og fjerde sæson startede tungt, før den excellerede i sidste halvdel. ’House of Cards’ er bedst, når Frank Underwood viser sine overlegne taktiske skills, samtidig med at man fornemmer, han får reel modstand – og værst, når den kører rundt i ligegyldige sideplots.

Seriens eftermæle vil unægteligt blive tilsværtet af skandalerne omkring Kevin Spacey, men uanset hvad skuespilleren har gjort og ikke gjort, må man adskille værket fra manden. Og når ‘House of Cards’ er bedst, er den svær at overgå: Sublimt velskrevet, djævelsk pirrende og fuld af komplekse lag i skildringen af hybris og magtbegær.

Annonce

9. ’Mindhunter’

Når manden bag ’Seven’ og ’Zodiac’ vender tilbage til seriemorderterritoriet, er det bare om at spærre øjnene op. David Fincher er en af hovedkræfterne bag ’Mindhunter’ om de to FBI-agenter, der var pionerer i den psykologiske profilering af seriemordere i 70’erne.

I tråd med mesterværket ’Zodiac’ er ’Mindhunter’ tålmodigt fortalt med fokus på snigende creepiness og omhyggelig miljøskildring. De første afsnit er overraskende fængende taget i betragtning af, at de handler om krydsfeltet mellem akademisk forskning og bureauets efterforskning, og efterhånden disker serien op med den ene uhyggeligt fascinerende seriemorder efter den anden, med den kolossale psykopat Ed Kemper som den store attraktionsværdi.

Forholdet mellem Jonathan Groffs hovedperson, den bløde Holden Ford, og hans fling/kæreste er lettere anstrengende eksposition, men alt, hvad der vedrører FBI-arbejdet, er umanerligt spændende. En meget binge-egnet sag.

8. ’The People v. O.J. Simpson: American Crime Story’

På overfladen flirter antologiserien om den verdensberømte retssag mod den mordanklagede O.J. Simpson med kitsch. Det eklektiske cast med folk som David Schwimmer, Cuba Gooding Jr. og John Travolta spyer forsvarstalerne ud med stor kraft og parykken skruet godt ned over hovedet, og ved første øjekast er det bare too much.

Men lige under den melodramatiske (og svært underholdende) fernis lykkes serien faktisk med at stikke fingeren direkte ind i det race- og kønsmæssige hvepsebo. Den tidligere football-kæmpestjerne O.J. var anklaget for at have slået sin ekskæreste og en anden person ihjel, og selvom alle indicier pegede på ham, lykkedes hans forsvar med at sprede tvivl og samfundsmæssig opstandelse.

Såvel skildringen af forsvarets kyniske udnyttelse af O.J. Simpsons racebaggrund som mediernes karaktermord på den kvindelige anklager Marcia Clark er overvældende skarpt skåret. Og så er det i sig selv en bedrift, at man sidder naglet til lænestolen gennem 10 afsnit med en sag, som man godt ved, hvor ender.

7. ’Stranger Things’

De fleste kender nok til Netflix’ ekstremt succesrige hyldest til 80’ernes amerikanske film med fantastiske under- og overtoner. Men det skal ikke forhindre den i en flot placering på denne liste, for selvom onde tunger vil mene, at den har tyvstjålet alle sine ideer fra forlæggene uden at lægge noget til, formår den faktisk at stå på egne ben med levende karakterer, varme følelser og en elementært spændende historie.

Den første, sensationelle sæson 1 står stærkest, alene fordi vi så sublimt fik optegnet dynamikken mellem de nørdede drenge og den mystiske nytilkommer Eleven. Men sæson 2 formåede absolut at holde kadencen trods visse svipsere, og de planlagte fire sæsoner virker som en fin ramme til at udfolde fortællingen uden at udvande den.

6. ’The Americans’

Joseph Weisbergs spionserie har ikke fået den brede anerkendelse, den fortjener. Og det til trods for en præmis, der øjeblikkeligt fanger interessen: Ægteparret Elizabeth og Philip er på overfladen bedsteborgere i en pæn forstad til Washington D.C. Men bag facaden er de russiske spioner, der driver undergravende virksomhed mod USA.

Dette high concept-udgangspunkt vrider serien til et uhyre komplekst karakterdrama om to mennesker, der er splittet mellem USA’s easy living og kærligheden til Moderlandet, og som i hemmelighedernes navn opdrager deres børn til at være alt det, de hader: Helt normale amerikanere. Det er også en serie om forvirret identitet, for Philip og Elizabeth går deep undercover for at trænge ind i den amerikanske magtelites lukkede rum.

Matthew Rhys og Keri Russell (engang kendt for ’Felicity’) fanger alle nuancerne i figurernes komplekse tilværelser, og serien docerer flot de psykologiske vinkler med veritabel spionspænding, der får én til at holde vejret.

5. ‘Black Mirror’

Den mest skræmmende serie på Netflix er ikke en gyserserie. Det er Charlie Brookers dystopiske antologiserie om, hvordan de teknologiske fremskridt ender med at overtage vores tilværelser. Hvad gør det ved vores liv, hvis vores øjne optager alt, vi ser, på en indre harddisk? Hvad hvis vi skal rate alle mennesker, vi møder, på en skala fra 1 til 5 – og vores plads i den sociale rangorden afhænger af vores score? Og hvad hvis en livagtig robot kan træde ind i stedet for dem, vi har mistet?

Brookers præmisser er knivskarpe, udførslen spækket med underholdende twists og budskaberne skiftevis foruroligende og eksistentielle. Og så er der faktisk et horrorafsnit, der kryber ind på dig, når du mindst venter det.

Sæsonerne er lavet med stor spredning (først ved sæson 3 blev det en Netflix-produktion), men afsnittene kan ses i hvilken som helst rækkefølge, for der er ingen plot- eller karaktermæssig forbindelse mellem dem. Men start alligevel fra sæson 1 og følg udviklingen i Brookers frydefuldt pessimistiske sind.

4. ’Better Call Saul’

Hvad man troede var tænkt som en fnuglet og humoristisk spinoff på den populære figur fra ’Breaking Bad’, har vist sig som en ypperlig dramaserie i egen ret.

Faktisk gik Slates chefredaktør Julia Turner så langt som at kalde ’Better Call Saul’ bedre end ’Breaking Bad’, hvilket er en tilsnigelse. Men Turner har da fuldkommen ret i, at det er særdeles velkomment at se ’Breaking Bad’-skaberne Vince Gilligan og Peter Gould folde sig ud på en mindre skala end i forgængeren. Det er nemlig i højere grad hverdagsproblemerne, der er i fokus for serien om småsvindleren og advokaten Jimmy McGills langsomme forvandling til den slibrige Saul Goodman: Jimmys forhold til sin bror, hans godhjertede forsøg på at blive en rigtig advokat og hans forhold til den søde advokatkollega Kim.

Narkodelen fra ’Breaking Bad’ snuser vi til gennem alt for cool Mike Ehrmantraut, hvis kamp mod Salamanca-gangsterne i anden sæson og møde med Gus Fringe i tredje har været fuld af suspense og skæve gangstervinkler.

Men først og fremmest er ’Better Call Saul’ – ligesom ’Breaking Bad’ – en opvisning i cineastisk fortællekunst: Spækket med originale indfaldsveje til scenerne og små, sigende detaljer, som fravrister serien fra enhver kliché.

Det siger meget om Gilligan og Goulds evner, at man sidder fængslet til en adstadig fortælling om en mand, hvis fremtid man allerede kender.

3. ’Mad Men’

Netflix huser alle syv sæsoner af Matthew Weiners i dag ikoniske serie om reklamefolk på Manhattan i 60’erne, og har man aldrig sat tænderne i den geniale, men også psykisk plagede Don Drapers skærsildsspiral af deroute og opstandelse, er det bare med at komme i gang.

’Mad Men’ blev et af den slags fænomener, som bliver vokser sig større end serien selv – alle virksomheder holdt en ’Mad Men’-temafest der i slutningen af 00’erne – men i dag kan man se den i et klarere lys. Og der krystalliserer sig en i det store billede mesterlig periodeskildring af 60’ernes overgang fra reaktionært patriarkat til frigørelsesfokuseret kultur.

Det er ikke alle sæsoner, der er lige stærke, og indimellem kunne man blive træt af den cirkulære struktur i Don Drapers utroskabs- og drukture, men reklameverdenen er et suverænt udgangspunkt for en serie om en kulturs udvikling, og der er både spræl, humor og visuel prægnans i fortællingen.

2. ’Rectify’

Alt for få mennesker har set Sundance TV’s mesterlige serie om Daniel Holden, der efter 18 år på dødsgangen bliver løsladt og skal forsøge at finde sin plads blandt lillebymennesker, hvoraf mange stadig tror, at han er skyldig i voldtægten og mordet på sin daværende kæreste.

’Rectify’ er den måske mest poetiske serie på tv lige nu, den serie, der er mest nysgerrig på menneskets kryptiske sind, og som formår at formidle det mest underfundigt, uden svulmende retorik og letkøbte paroler.

Lyder det kedeligt eller på anden måde afskrækkende, skal det understreges, at serien langt fra er associativ Terrence Malick-leg – den har et meget velfungerende spændingslag (er Daniel virkelig uskyldig, og hvor længe varer hans frihed?), som holder plottet kørende. Men det egentlige scoop er portrættet af en mand, der i én forstand stadig er en teenager fanget i en voksen mands krop, men samtidig er den mest livsforstandige af dem alle.

Han fremstår som en fjern slægtning til Dostojevkijs Fyrst Mysjkin i ’Idioten’, en mand, der er for god til denne verden. Og Aden Young leverer en dybt underkendt præstation i hovedrollen, en præstation, der er i samme tv-liga som James Gandolfini og Bryan Cranston.

1. ’Breaking Bad’

En begrundelse er nærmest overflødig. Men ’Breaking Bad’ var en serie, som i starten gik under radaren, da første sæson fik premiere i 2008, men som til gengæld ser ud til siden at have sikret sig en plads i tv-seriernes panteon, og fuldt fortjent: Vince Gilligans serie om kemilæreren, der bliver narkokonge, er et indiskutabelt mesterværk.

Hvad vil ’Breaking Bad’ først og fremmest blive husket for, når tv-historiebøgerne skal skrives, og irritationsmomenter som Skyler og de af og til lovlig mange omveje er glemt? Selvfølgelig Walter White, sammen med Don Draper og Tony Soprano antihelten over dem alle. Og derudover den knusende originale visuelle stil, der burde fungere som en påmindelse for alle serieskabere, der skal til at lave endnu en grå-gritty dramaserie.

Med udgangspunkt i New Mexicos ørken er der fuld knald på farverne, og hver enkelt scene skal ikke bare få handlingen til at flyde. Den påkalder sig opmærksomhed med en skæv framing eller fokus på en overraskende detalje, der får én til at spærre øjnene op og gå på opdagelse i billedsiden.

’Breaking Bad’ er fortællekunst på højeste niveau, fra Walter Whites omhyggelige, Olsen Banden-lignende schemes over øjenåbnende enkeltafsnit som ’Fly’ og ’Ozymandias’ til formidable bifigurer som Saul Goodman, Hank og Gus Fringe og en af de bedste slutsæsoner i historien. Den fortjener et gensyn.

Special mentions:
Flere serier har tidligere figureret på denne liste, før de blev bortvist, da endnu bedre kom til: Sci-fi-serien ‘Orphan Black’ om en kvinde, som opdager, at der findes adskillige kloner af hende, og som især er medrivende de første par sæsoner. ‘Dexter’, en meget tilfredsstillende, men også meget ujævn, serie om en politi-analytiker, der er seriemorder. Samt en perlerække af virkelig gode britiske krimi-/thrillerserier: ‘The Fall’, ‘Broadchurch’, ‘Luther’ og ‘Happy Valley’.

Der er også den veleksekverede, historiske gangsterserie ‘Peaky Blinders’, som dog er mere opdateret hos C More. Og flere gangstere i italienske ‘Suburra‘. Skal det være britisk periodedrama af den mere royale slags, er ‘The Crown’ selvfølgelig et must. Og skal det være endnu mere feministisk skarptegnet, er Margaret Atwood-filmatiseringen ‘Alias Grace’ et godt bud . Skal der lidt mere knald på, så se narkodramaet ‘Narcos’, der virkelig har oppet sig undervejs og meget vel kan blive en seriøs bejler til top 15, hvis den fortsætter sin kurve.

Er man til gys og gotik, er både antologiserien ‘American Horror Story’ og den æstetisk labre ‘Penny Dreadful’ gode bud. Kan det ikke blive mystisk nok, er ‘The OA’ måske et fængende bekendskab for nogle. Og så blev teenageserien ’13 Reasons Why’ et fænomen, om end også et kontroversiel et af slagsen.

Shonda Rimes-serien ’How to Get Away with Murder’ om en juraprofessor og hendes entourage af forbrydelsesopklarende studerende er over the top og ganske underholdende og bør ikke mindst ses for Viola Davis herlige præstation. Kombinationen af jura og skamløs underholdning finder man også i ‘Suits’.

’Sons of Anarchy’ er seværdig, men har nok større fans end mig. Og så er ‘The Good Wife’ en af den slags serier, som har fået et hav af Emmy-nomineringer, men aldrig har fået et gennembrud herhjemme, fordi den er kommet til landet med stor forsinkelse.

Endelig spytter Netflix som bekendt den ene Marvel-serie ud efter den anden – med varierende held. ‘Jessica Jones’ og ‘Daredevil’ har umiddelbart mest at byde på.

Netflix’ serieproduktion kører i højere og højere tempo, og allerede få uger efter seneste opdatering af denne artikel, vil nye kandidater bringe sig i spil. Der skal dog leveres højt niveau, hvis man skal slå nogle af de 15 topplaceringer af pinden.

Læs også: De 20 bedste HBO-dramaserier nogensinde

Læs også: De bedste komedieserier på Netflix lige nu

Mest læste