‘Den røde skildpadde’: Oscar-nomineret Ghibli-film er smuk og medrivende

Animationsstudiet Ghibli er nærmest synonym med animé-mesteren Hayao Miyazaki, men har nogle få gange lavet film af andre instruktører – for eksempel ’Only Yesterday’, ’Whisper Of the Heart’ og ’The Cat Returns’. Nu har studiet i et internationalt samarbejde med den Oscar-vindende hollandske instruktør og animator Michaël Dudok de Wit lavet filmen ’Den røde skildpadde’, som også var nomineret til en Oscar og var med på programmet i Cannes 2016 i underserien Un Certain Regard.

Filmen handler om en skibbruden mand, der i en storm skylder i land på en øde ø. En tropisk ø med en høj klippe, hvide strande, en bambusskov og en ferskvandssø. På øen er der et hold nuttede små krabber, der nøje følger mandens bestræbelser filmen igennem. Når natten falder på, bliver alting gråt i månens hvide lys. En sådan nat ser manden et kuld babyskildpadder klække i sandet og ile mod havets beskyttende omfavnelse. Senere, da han forsøger at undslippe øen i en bambustømmerflåde, angriber titlens mystiske røde skildpadde tømmerflåden og sænker den, hver gang han prøver.

Skildpaddens modstand over for hovedpersonen er et mysterium, og efter en konfrontation mellem de to udvikler filmen sig i en mere magisk-realistisk drejning, der måske eller måske ikke er en feberdrøm eller hallucination.

Filmen er fuldstændig ordløs, foruden ordet »Hey!«, der får én til at tænke på Robert Redford i ’All is Lost’, der kæmper mod elementerne kun ytrende ordet »fuck!«. Men ellers er det selvfølgelig sammenligningen med Robinson Crusoe, der ligger lige for: Manden virker da også til at være sådan cirka fra samme tid som Crusoe. Man mærker tydeligt Ghiblis hånd i animationerne, som er så livagtige og flydende, som man kan forvente, næsten udelukkende i 2D. Man lever sig i den grad ind i mandens kamp for overlevelse, som da han pludselig sidder fast i en trang klippetunnel under vandet, og man næsten ikke selv kan få vejret.

Den europæiske indflydelse mærker man tydeligt i tegnestilen og farverne, der her er temmelig naturalistiske med en noget mørk og grumset farvepalet. Hvis man er vant til Ghiblis klare og simple stil, fremstår ’Den røde skildpadde’ en smule kedelig og ensformig.

Efter filmens stærke anslag og medrivende første halvdel bliver anden halvdel desværre en smule søvndyssende – man kunne have ønsket sig, at de Wit havde arbejdet i et lidt kortere format. Anden halvdel bliver også en smule new age/øko-mystisk, der engang imellem kammer over, ikke mindst på grund af soundtracket, hvor der bliver skruet lige højt nok op for violinerne.

Hvis man har det helt ok med en allegorisk magiske realisme og en rimelig minimalistisk historie, vil man sikkert elske ’Den røde skildpadde’, der da også i de to sidste minutter hæver sig flot op og siger noget smukt og universelt om livet og eksistensen.