En perlerække af Oscar-løse stjerner kan endelig få chancen i årets priskamp

En perlerække af Oscar-løse stjerner kan endelig få chancen i årets priskamp
Armie Hammer i 'Call Me By Your Name'.
Hvis skuespillere hævder, at det ikke betyder noget for dem at få en Oscar-nominering i løbet af karrieren, lyver de formentlig. Og i årets Oscar-race står hele 10 dybt respekterede stjerner, der gang på gang er blevet forbigået, med stærke kort på hånden. Vi sætter spot på dem – og vurderer sandsynligheden for, at deres drøm går i opfyldelse.

Da salig Alan Rickman døde i 2016, undgik nekrologerne ikke at nævne, at britens mesterlige miks af ironisk camp og nervespændt uhygge aldrig fik Akademiets blå stempel i form af bare en eneste lurvet Oscarnominering.

Rickman-nekrologerne kan måske få det til at løbe koldt ned af ryggen på en række prominente nulevende og fortsat særdeles aktive kapaciteter med tanke på hvordan deres egne mindeord i en ikke-fastlagt fremtid vil opholde sig ved det unævnelige: At de aldrig blev fundet værdige til medlemskab i klubben af Oscarnominerede:

John Goodman, Steve Buscemi, Jim Carrey, Richard Gere, Scarlett Johansson og Meg Ryan. For ikke at nævne Alan Rickmans gamle nemesis fra ’Die Hard’, Bruce Willis. Det er bare et lille udvalg af ’udsatte’ stjerner, der mangler at få masseret egoet efter fortjeneste.

Sam Rockwell (mere om ham senere) indrømmede i et stort opsat interview med The Guardian fornylig, at det at opnå en Oscarnominering er en dealbreaker for enhver skuespiller. Også selvom man måske har travlt med at lade, som om det modsatte er tilfældet. Man kan lade skuldrene falde på plads og lægge det anstrengte smil i mere overbærende, naturlige folder, når først man er en del af Klubben.

Sidste år blev et godt bud på verdens bedste kvindelige skuespiller, Isabelle Huppert, endelig indlemmet i det gode selskab. Året før skete det for Tom Hardy og Jennifer Jason Leigh.

Årets tidlige Oscar-felt gør sig bemærket ved, at flere prominente Oscar-løse skuespillere har en god chance for at nå gennem nåleøjet. Vi fravælger hidtil underbelyste kort som Hong Chau, Timothée Chalamet, Vicky Krieps eller den i filmsammenhæng hidtil ikke-profilerede Mary J. Blige (der ellers alle har en habil chance for at opnå nomineringer) – og ser i stedet nærmere på 10 mere etablerede performere, der øjner en mulighed for at kunne skrive det eftertragtede ’Academy Award nominee’ på cv’et.

Sarah Paulson i ‘American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’

10. Sarah Paulson (’The Post’)

Har hun været tæt på tidligere?
Paulson var (formentlig) tæt på at opnå en nominering for sin isnende præstation som plantageejerkone i Oscarvinderen ’12 Years a Slave’ (2013), men hun manglede nok lige et par scener mere til at gøre et helt uudsletteligt indtryk. Desuden løb den senere Oscarvinder Lupita Nyong’o (hvor er hun i øvrigt blevet af?) med opmærksomheden for sin noget større birolle i samme film.

Paulsons rolle som Carols (Cate Blanchett) trofaste bedsteveninde i ’Carol’ (2015) var en udsøgt fornøjelse, men hørte (desværre) mere til i kategorien for cameos.

Mon ikke Paulson kan lune sig med den SAG Award + Emmy, hun vandt sidste år for rollen som hovedanklager Marcia Clark i ’The People v. O.J. Simpson’.

Hvorfor står hun på spring i år?
Paulson spiller Tom Hanks-karakteren Ben Bradlees kone i Spielbergs formodede Oscar-juggernaut. Der blev for nylig endelig frigivet en trailer til ’The Post’, Steven Spielbergs med spænding imødesete superstjernemøde mellem Tom Hanks og Meryl Streep, men den afslører ikke meget andet end, at Streep synes prominent positioneret til at score karrierens 21. nominering.

Hvis ’The Post’ for alvor gør indtryk og dermed bliver den (ventede) markante Oscarspiller som en slags poleret udgave af ’Spotlight’, må man dog forvente, at det meget fornemme birollecast (der er spækket med tv-talent fra øverste skuffe) kan se sig repræsenteret i nomineringsfeltet også.

Bliver det i år?
Hvis birollecastet kommer i spil, synes Paulson at være den mest overdue i Oscarøjemed. Men – sight unseen – kan vi lige så godt stå i en situation, hvor Tracy Letts (der også optræder som faren i Greta Gerwigs ’Lady Bird’), Bob Odenkirk eller Carrie Coon løber med opmærksomheden. Omvendt: Hvis filmen ikke lever op til sin pedigree, er der ingen af dem, der kommer i betragtning.

Chance i procent: 15

Lesley Manville og Jim Broadbent i Mike Leighs ‘Another Year’.

9. Lesley Manville (’Phantom Thread’)

Har hun været tæt på tidligere?
61-årige Manville – der i øvrigt var gift med årets hovedrollefavorit hos mændene, Gary Oldman, i en kort periode sidst i 80’erne – har en lang, fornem karriere i britisk film og tv bag sig, hvor hun særligt har gjort god fyldest i landsmanden Mike Leighs film. Det var også for hendes store, suverænt modulerede birolle i Leighs ’Another Year’ (2010), at hun blev genstand for Oscar-buzz. I sidste ende blev hun desværre forbigået, noget af et snub al den stund, at hun vandt flere kritikerpriser – og blev BAFTA-nomineret – for sin præstation som Mary, en retningsløs, små-alkoholisk ’ven af huset’ hos ægteparret Tom og Gerri (Jim Broadbent og Ruth Sheen), som vi følger i de fire sæsoner, der udgør ’Another Year’.

Hvorfor står hun på spring i år?
Oscarblogosfæren holder stædigt fast i Manville som en mulig contender i år, selvom ingen har set Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’ endnu, og selvom hun ikke optræder andet end ganske, ganske kort i filmens trailer, der fokuserer væsentligt mere på det unge, ubeskrevne blad Vicky Krieps, der spiller Day-Lewis-figurens love interest, end på Manville, der spiller hans søster.

Bliver det i år?
Manville er et godt, men i sagens natur endnu ubekendt kort, dels fordi PTA nok forstår sig på at skabe interessante bifigurer i sine film, og fordi ’Phantom Thread’ (hvis trailer har sådan en ’The Age of Innocence’-agtig vibe over sig) er sikker på at få opmærksomhed på opløbsstrækningen frem mod den i år meget sene deadline for stemmeafgivelse (nomineringsfeltet offentliggøres 23. januar).

Akademiet er sig desuden nok bevidst, at det skylder Manville et eller andet…

Chance i procent: 20

Jason Mitchell og Garrett Hedlund i ‘Mudbound’

8. Jason Mitchell (’Mudbound’)

Har han været tæt på tidligere?
Ja, Jason Mitchell slog igennem i branchens – og den bredere offentligheds – øjne for sin vægtige birolle som rapperen Eazy-E i storsuccesen ’Straight Outta Compton’ (om hiphoppionergruppen NWA) fra 2015. I sidste ende måtte filmen nøjes med en Oscarnominering for sit manuskript (de to forfattere var i øvrigt filmens eneste hvide islæt, hvilket kun var medvirkende til at bære brænde til #OscarsSoWhite-bålet), men selvom han i sidste ende blev forbigået, figurerede Mitchell hele sæsonen som en stærk bejler i kategorien for bedste mandlige birolle.

Hvorfor står han på spring i år?
Mitchell er igen i spil i birollekategorien for sin rolle i Dee Rees’ Netflix-satsning ’Mudbound’, hvor han spiller en sort gårdforpagtersøn, der vender tilbage fra Anden Verdenskrig som krigshelt, men bliver mødt med fordomme frem for med taknemlighed af sine hvide landsmænd.

’Mudbound’, der fik verdenspremiere allerede på Sundance, har fået fine anmeldelser og ligger fortsat lunt i bedste film-feltet. Derfor udgør den også et fortrinligt udstillingsvindue for Mitchell.

Bliver det i år?
Der knytter sig en vis usikkerhed til filmens distributionsmodel: Oscar har hidtil afvist at kindkysse med Netflix-afflierede produkter.

Til gengæld har Mitchell den fordel, at han er den eneste sorte mand i årets birollefelt. Identitetspolitik fylder meget i underholdningsbranchen i disse tider, og en skuespillerkategori uden sort islæt vækker mistanke om urent trav. Derfor vil mange Akademimedlemmer være opmærksomme på at fylde ’hullerne’ ud i særligt skuespillerkategorierne med aktører, der repræsenterer etniske minoriteter. Måske særligt nu hvor vi er trådt ind i en ekstra betændt Trump-tidsalder?

’Mudbound’ byder på en anden hypet birollekandidat i skikkelse af Garrett Hedlund. Hedlund og Mitchell kan derfor komme til at udligne hinanden. Desuden er der den risiko, at co-star Mary J. Blige løber med det meste af opmærksomheden (og kampagnebudgettet), når først tingene spidser til.

Chance i procent: 25

Ben Mendelsohn i ‘Darkest Hour’.

7. Ben Mendelsohn (’Darkest Hour’)

Har han været tæt på tidligere?
48-årige Mendelsohn, der for nylig er blevet en form for allemandseje for tv-serie-aficionado-segmentet for sin Emmy-belønnede birolle i Netflix-familiedramaet ’Bloodlines’, fik for alvor bevågenhed uden for hjemlandet Australien (hvor han har været en værdsat karakterskuespiller siden slutningen af 80’erne: han har således modtaget seks nomineringer fra det australske svar på Bodilkomiteen, AACTA, i løbet af sin karriere) i 2010 med David Michôds ’Animal Kingdom’.

Han optrådte på en del nomineringslister i forlængelse af sin præstation, men i sidste ende var det co-star Jacki Weaver, der løb med det meste af Oscarbevågenheden. Weaver – en anden veteran fra den australske filmscene, der har fundet sin karrieres andet forår i amerikanske produktioner – opnåede en meget velfortjent nominering for bedste kvindelige birolle.

Hvorfor står han på spring i år?
Mendelsohn har markeret sig i film som ’The Dark Knight Rises’, ’The Place Beyond the Pines’ og ’Starred Up’ siden sit internationale gennembrud i 2010, men det er først med Joe Wrights Oscarprestigebasker ’Darkest Hour’, at han for alvor melder sig på banen som et oplagt Oscarkort. Her spiller han den på papiret ret så Oscarvenlige rolle som Kong George VI – samme karakter, der gav Colin Firth en Oscar for ’The Kings’ Speech’.

Bliver det i år?
Hvis ’Darkest Hour’, der beskæftiger sig med Churchills forsøg på at redde de britiske soldater over Kanalen ved slaget om Dunkirk i Anden Verdenskrig (på den måde udgør filmen en interessant behind the scenes-kontrast til Nolans actionmættede ’Dunkirk’ i årets Oscarkapløb), kan skabe samme medvind som netop Tom Hoopers ’The King’s Speech’ fra 2010, er det ikke svært at forestille sig, at Kristin Scott-Thomas (som Churchills kone) og Mendelsohn (som kongen) scorer såkaldte coattails nominations – Oscar-lingo for skuespillernomineringer, der mest af alt skyldes, at de finder sted inden for rammerne af en populær (og prestigemættet) film.

Faren for Mendelsohn (og Scott-Thomas) er så bare, at hvis filmen mister momentum, kan de meget hurtigt ryge samme vej, da deres præstationer er bundet så kraftigt op på filmens overordnede appel (eller mangel på samme).

Chance i procent: 35

Armie Hammer, Timothée Chalamet og Michael Stuhlbarg i ‘Call Me By Your Name’.

Annonce

6. Armie Hammer (’Call Me By Your Name’)

Har han været tæt på tidligere?
Ja, Armie Hammer var hot stuff først i 10erne, hvor han slog sit navn fast med rollen som Winklevoss-tvillingerne i ’The Social Network’ og året efter med sin SAG-nominerede birolle som Clyde Tolson i Clint Eastwoods stivnakkede biopic ’J Edgar’.

Hvorfor står han på spring i år?
Hammer spiller den amerikanske universitetsstuderende Oliver i gay-coming-of-age-dramaet ’Call Me By Your Name’, der bruger en sommer i skønne omgivelser i Italien, hvor han skal fungere som assistent for sin professorunderviser (Michael Stuhlbarg). Her forelsker den 24-årige, velskabte mand (det er jo Armie Hammer!) sig i professorens 17-årige, yderst belevne søn, Elio (Timothée Chalamet).

Bliver det i år?
31-årige Hammer står i skarp konkurrence med sin co-star Michael Stuhlbarg, på trods af at Hammer spiller en næsten-hovedrolle, og Stuhlbarg optræder i en mindre birolle som Elios far (og Olivers mentor).

Nu hænder det jo, at to skuespillere fra samme film bliver nomineret i samme kategori (senest i 2011, hvor Jessica Chastain og Octavia Spencer begge repræsenterede ’The Help’).

Pt. er Armie Hammer og Michael Stuhlbarg begge tippet til at have gode chancer i kategorien. Går de hele vejen, vil det være første gang siden 1991, hvor Harvey Keitel og Ben Kingsley blev nomineret for ’Bugsy’, at to mandlige biroller fra samme film opnår Oscarnomineringer. Men der er i sagens natur en overhængende fare for, at de to kvantitativt vurderet temmelig forskelligartede præstationer udligner hinanden, når stemmerne skal tælles op.

Chance i procent: 45

Michael Stuhlbarg i ‘Call Me By Your Name’.

5. Michael Stuhlbarg (’Call Me By Your Name’)

Har han været tæt på tidligere?
49-årige Michael Stuhlbarg har haft en række fint realiserede biroller og cameos i især indiefilm og Oscarprestigetitler (’Hugo’, ’Lincoln’, ’Blue Jasmine’, ’Steve Jobs’, ’Trumbo’) igennem de sidste 10 år. Men i Oscarsammenhæng er det ubetinget præstationen som Larry Gopnik i Coen-brødrenes ’A Serious Man’ (2009), der gjorde ham til et navn i manges øjne. Han blev Golden Globe-nomineret for rollen som en moderne amerikansk-jødisk udgave af Biblens Job-skikkelse og burde have opnået en Oscarnominering for bedste hovedrolle, særligt med blik på, at ’A Serious Man’, ofte omtalt som Coen-brødrenes mest personlige film, blev nomineret for bedste film.

Hvorfor står han på spring i år?
Stuhlbarg er et varmt navn i denne sæson, ikke alene på grund af hans birolle som Elios far i ’Call Me By Your Name’, men også fordi han spiller mindre biroller i to andre Oscartippede titler, nemlig ’The Shape of Water’ og ’The Post’.

Bliver det i år?
Godt nok er Stuhlbarg blandt andet oppe imod sin co-star i ’Call Me By Your Name’ Armie Hammer, der har den fordel at spille en væsentlig større rolle, til gengæld leverer Stuhlbarg det måske mest oplagte ’Oscar-klip’, nemlig en afsluttende monolog, hvor han giver sine bedste faderlige dessiner videre til sønnike, der har brændt nallerne på kærligheden. Kombineret med snubbet for ’A Serious Man’ samt det faktum, at han er så synlig en figur i Oscarsæsonen i år, burde det ikke være et uoverstigeligt handicap for Stuhlbarg, at det ikke er hans karakter, der bærer Luca Guadagninos storroste film.

Chance i procent: 55

Margot Robbie i ‘I, Tonya’.

4. Margot Robbie (’I, Tonya’)

Har hun været tæt på tidligere?
Margot Robbie fik en del kampagneopmærksomhed for sin lille birolle som Naomi, Jordan Belforts noget negligerede kone, i Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ (2013). I sidste ende var rollen dog for begrænset til for alvor at køre Robbie i stilling til andet og mere end nye, lukrative filmroller.

Hvorfor står hun på spring i år?
Margot Robbie ligner det måske bedste bud på Hollywoods nye ’It Girl’. Selv ikke hendes medvirken i ’Suicide Squad’ har kunnet afspore hendes vej mod toppen.

I ’I, Tonya’ spiller Robbie den altdominerende hoved- og titelrollefigur Tonya Harding, skøjteprinsessen der blev notorisk berømt i 90’erne, da hun sammen med sin mand gennemførte et vanvittigt (og kluntet) overfald på konkurrenten Nancy Kerrigan op til de olympiske lege.

Dramaet havde alle de ’Skønheden og Udyret’-agtige undertoner, der knytter sig til en fortælling om naboens kønne pige (Kerrigan), hvis smilende vej mod stjernerne blev forsøgt torpederet af en mindre charmerende (og mere sammenbidt) kvinde med white trash-aner.

At Robbie – selv ikke hvis man er meget velvilligt indstillet – kan siges at have bare den mindste fysiske lighed med Harding, er så en helt anden historie…

Bliver det i år?
Robbie leverer efter sigende en powerhouse-præstation i ’I, Tonya’, og med tanke på hendes hastigt opadstigende status, og at Akademiet generelt elsker unge, kvindelige stjernefrø med udseendet og sexappellen i behold, gør hende til en ovenud stærk kandidat – særligt da i et felt, hvor flere af de altid på forhånd tilgodesete veteraner (Anette Bening, Glenn Close, Judi Dench og, nå ja, Kate Winslet) af forskellige grunde synes at have tabt terræn.

Sally Hawkins (’The Shape of Water’) og Frances McDormand (’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’) synes sikre på en nominering, men Robbie trænger sig på i niveauet lige under de to.

Chance i procent: 60

Laurie Metcalf i ‘Lady Bird’.

3. Laurie Metcalf (’Lady Bird’)

Har hun været tæt på tidligere?
Nej, 62-årige Metcalf er primært kendt som tv- og teaterskuespiller. Hun vandt hele tre Emmy’er i 90’erne for sin rolle som Roseannes søster i ’Roseanne’ (hun er desuden blevet nomineret flere gange siden som gæstestjerne i ’Monk’, ’3rd Rock from the Sun’ og ’Desperate Housewives’). Metcalf har desuden fået et sent, men markant, gennembrud som scenekunstner med fire Tony-nomineringer siden 2008. Hun vandt tilmed for sin seneste, hovedrollen i ’A Doll’s House, Part 2’ i år. Vinder hun en Oscar for rollen i ’Lady Bird’ (og det er der mange, der tror, at hun gør), mangler hun altså bare en Grammy for at fuldende den i amerikansk showbusiness så myteomspundne ’EGOT’-combo (altså at vinde både en Tony, Emmy, Oscar og Grammy i løbet af karrieren).

Hvorfor står hun på spring i år?
Metcalf spiller titelfigurens (Saoirse Ronan) mor i Greta Gerwigs instruktørdebut ’Lady Bird’. Filmen har aktuelt en metacritic-værdi på imponerende 94 og har dermed positioneret sig overraskende centralt i årets Oscarkapløb. Det vil Metcalf kunne nyde frugterne af.

Bliver det i år?
Jeg er ikke stødt på en eneste omtale eller anmeldelse af Gerwigs film, der ikke fremhæver Metcalf i rollen som Lady Birds mor, der elsker og kerer sig om, men ikke helt forstår eller formår at kommunikere med sin datter. Det vil være sært, hvis filmens vel nok allermest roste delkomponent ikke kapitaliserer på filmens gevaldigt stærke momentum.

Chance i procent: 85

Allison Janney i ‘Juno’.

2. Allison Janney (’I, Tonya’)

Har hun været tæt på tidligere?
Ikke for alvor, nej. Den syvdobbelte Emmy-vinder (hun vandt de fire for ’The West Wing’ i seriens glansår først i 00’erne) har bestemt haft markante filmroller, ikke mindst i Todd Solondz’ ’Life During Wartime’, men hun har mest udgjort mindre, men fint optegnede, brikker i ensemblefilm som ’American Beauty’, ’The Hours’ og ’The Help’. Hun var desuden varm og charmerende i en lille birolle som titelfigurens fars kone i ’Juno’.

Hvorfor står hun på spring i år?
Janney leverer efter sigende et tour-de-force-portræt af en larger than life – eller måske snarere dirtier than dirty – personlighed med sin rolle som Tonya Hardings skruppelløse white trash-mor i ’I, Tonya’. Oscar har et temmelig godt øje til roller af ’Monstermor-modellen’: Det har i nyere tid resulteret i birolle-Oscars til Melissa Leo i ’The Fighter’ og Mo’nique i ’Precious’.

Bliver det i år?
Der er blevet kortere vej fra Emmy-succes til Oscar-bevågenhed, i takt med at den såkaldte Peak TV-æra har udfoldet sig. Mange iagttagere er af den overbevisning, at Janney har overmåde gode chancer for at løbe af med selve den gyldne statuette for bedste kvindelige birolle i første hug. Som sagt: Oscar holder meget af markante, borderline-dæmoniske kvinderoller, der virker som enten en stopklods eller motor for hovedpersonens kamp for at lykkes.

Chance i procent: 85

Sam Rockwell i ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.

1. Sam Rockwell (’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’)

Har han været tæt på tidligere?
Ja, 49-årige Sam Rockwell har gjort sig så rigeligt fortjent til – og ofte været nævnt i forbindelse med Oscarkapløbet – langt om længe at score karrierens første nominering. Han har været en del af SAG-nominerede ensembles i ’The Green Mile’ (1999) og ’Frost/Nixon’ (2008), men særlig i fire tilfælde har han været i spil til den fornemme anerkendelse gennem årene:

Første gang for sin hovedrolle som lejemorder/showbiz-personlighed i George Clooneys debutfilm ’Confessions of a Dangerous Mind’ (2002), som ensom astronaut i Duncan Jones’ ’Moon’ (2008), som offer for justitsmord i retssalsdramaet ’Conviction’ (2010) og senest Sundance-komediedramaet ’The Way, Way Back’ (2013).

Hvorfor er han i spil i år?
Rockwell spiller den moralsk indskrænkede og racistiske politimand Jason Dixon i en af årets tunge Oscartitler, Martin McDonaughs ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, der – sammen med Greta Gerwigs instruktørdebut ’Lady Bird’ – er den film, der er kommet måske allermest styrket ud af efterårsfestivalsæsonen. Filmen vandt blandt andet publikumsprisen i Toronto. Meget af ’Three Billboards’ er centreret omkring Frances McDormands hovedrolle, men Rockwell gør efter sigende overmåde god fyldest i en form for birolle, som Akademiet traditionelt har en svaghed for at honorere: Nemlig den som det dumme svin, der dog – måske – skimter lyset af moralsk anstændighed i slutspurten af filmens fortælling.

Bliver det i år?
Rockwell kan forvente intern konkurrence om Akademiets stemmer fra co-star Woody Harrelson, der er i spil til karrierens tredje nominering (efter ’The People vs. Larry Flynt’ fra 1996 og ’The Messenger’ fra 2009), men for Rockwells rolle taler den mere appellerende karakterudvikling, og så er han jo virkelig overdue. Et forhold, der også kan være stemmer i. Faktisk virker Rockwell – også i lyset af filmens stærke overordnede placering aktuelt – som et godt bud på en kommende Oscarvinder, formentlig i hård konkurrence mod Willem Dafoe (’The Florida Project’).

Chance i procent: 95

Læs også: Den første seriøse Oscarstatus: Disse film skiller sig ud – i kvindernes år