’Fantasten’: Dejan Cukic er storgambler i sand tour de force

’Fantasten’: Dejan Cukic er storgambler i sand tour de force
Dejan Cukic i 'Fantasten'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Christian Dyekjær

Medvirkende

Dejan Cukic, Oscar Dyekjær Giese, Wei Xu, Janus Nabil Bakrawi, Nicolas Bro

Spilletid

97 min.

Premiere

Den 2. november

»Min skygge er blevet længere end mig«, skrev Knud Romer engang i Information og forklarede, at han havde lagt flæseskjorter, alkohol og livslyst på hylden. Han erkendte forfaldet og meningsløsheden. Med lårklaskende selvironi.

Andre mænd på 50 vælger den modsatte vej: De drikker en øl for meget til koncerterne, gnider vielsesringen mod unge duller og møder verden med Ray-Bans og baljer af voks i garnet (hvis de stadig har det). De har svært ved at sidde stille, for hvis de sidder stille, hører de tomheden.

Ludomanen Claus (Dejan Cukic) hører til den sidste kategori. Men Claus stræber ikke bare efter fortidens sus, han er gået all in. Han skylder en formue væk til asiatiske gangstere, spiller poker med banditter og storfusker som bilsælger for at finansiere casinoturene.

Og når han vinder, fejrer han det med champagnebade, coke og ludere.

Konen er skredet, men en dag tropper sønnike (Oscar Dyekjær Giese) op i Claus’ Islands Brygge-lejlighed. Han er ikke den hurtigste knallert på havnen, lidt dorsk og tungnem, så han trasker bare efter, når faren spæner mod nye, vanvittige horisonter.

Scenerne mellem de to har både hjerte og sjælesår, nerve og vid. Claus skinner af stolthed, da sønnen afslører sin drøm om at blive døvetolk (hvad ellers?), men senere afbryder han ham, fordi han vil på casino. Han har lige købt to fadøl, men skidt med det, »vi køber bare nogle nye på casinoet«.

’Fantasten’ er først og sidst Dejan Cukic’ film. Han har et manisk drive i blikket, selv når han fucker op og bløder jetoner ved rouletten. Han tager tæskene bravt, selvbedraget er hans rustning, men bag det er en ensom unge, der flæber, når de fiffige løsninger slipper op. Så vælter han ud i buskene, plørefuld og med tryglende hundeøjne. Han fortjener det, men om han så har snydt en hørehæmmet dreng for 6000 dask, kan man ikke lade være med at håbe, at Claus får en chance til.

Cukic når fra frenetisk gåpåmod til dyb desillusion og tilbage igen, men han er samtidig morsom, når han med guldsolbriller og Serie A-smørhår okser rundt på sine selvindbildske svindeltogter.

Instruktør Christian Dyekjær (’Spillets regler’) lader fantasten nedsynke i en benhård underverden med nik til Nicolas Winding Refns undergangsfortællinger, ’Pusher’ og ’Bleeder’, fuld af stoffer, blowjobs og vold af den grimmeste slags og gengivet i grynede, rystede billeder tilsat jump cuts. Og alligevel forsøger Dyekjær i glimt at flå filmen væk fra betonen og op i skyerne med bibelsk symbolik og orgelstykker på lydsiden.

Det lykkes kun halvt. For selvom ’Fantasten’ gør ondt, når den sliber Claus blodig mod ghettoens cement, lider den under en klassisk plotkurve, der er for forudsigelig til at være medrivende – og en flok asiatiske gangstere, der er trådt direkte ud af ’The Deer Hunter’.

Det er ikke i underverdens skygger, men i det tragikomiske portræt af den ynkelige, midaldrende fantast, at Dyekjær rydder bordet. Det ville ikke undre mig, hvis Dejan Cukic gør det samme ved de danske prisuddelinger.


Kort sagt:
’Fantasten’ er grim og grum, men holder sig lidt for slavisk til plotskabelonen. Til gengæld er Dejan Cukic’ portræt af titlens selvindbildske storgambler en sand tour de force.