Antropomorft bunkepul i et badekar.
Sådan starter animationsfilmen ’Fritz the Cat’. Katten Fritz og tre kvindelige college-katte (hver udstyret med et sæt meget menneskelignende bryster) forlyster sig, alt imens gruppen fyrer op for en delejoint og slynger om sig med prætentiøst 60’er-filosofipladder. Fritz er i den syvende himmel – lige indtil hans mandlige roomies bryder ind og tager del i løjerne.
’Fritz the Cat’ var mildt sagt en kontroversiel og sindssygt populær sag, da den blev sendt i biograferne i 1972. Ralph Bakshis debut var den første animationsspillefilm målrettet et voksenpublikum, og den fik med det samme den berygtede X-ratingen smækket på sig i de amerikanske biografer. Men hvis tanken var, at det skulle afholde publikum fra at se Bakshis pikante satire over 60’ernes modkultur, fik det den stik modsatte effekt.
Publikum flokkedes til biograferne over hele verden for at se de animerede dyr i et syretrip af en parringsdans. Filmen indtjente op mod 90 millioner dollars på verdensplan, og blev en øjeblikkelig kultsucces, der også kunne nydes på de nordlige breddegrader. Her så animationsekspert og Danmarks nørdeguru nummer et, Jakob Stegelmann, den selv som teenager. I en pornobiks i København…
»Den gik inde i Nygade-biografen på Strøget, hvor det meget tit også var pornofilm, der spillede. Så man turde jo ikke nærme sig af angst for at blive set, men så gik der pludselig en tegnefilm, som var seksuel, sjov og samtidig ekstremt politisk, provokerende og voldelig«, fortæller Troldspejlet-værten, da vi fanger ham på telefonen i forbindelse med hans kommende visning af ’Fritz the Cat’ i Cinemateket.
En åbenbaring for animationsfilm
’Fritz the Cat’ er udgangspunktet, når Jakob Stegelmann ved arrangementet den 8. november går om bord i det bedste fra tegnefilmens syrede bagside, og det bliver »meget, meget mærkeligt«, klukker han.
Hovedfilmen handler om den collegestuderende kat Fritz, der driver gennem New Yorks gader i en os af hashdampe. Han kommer hurtigt på kant med loven og beslutter sig for at droppe collegelivet og i stedet prædike frigørelse og revolution.
»Dengang fandtes der ikke noget, som hed politisk korrekthed, men hvis der havde, ville ’Fritz the Cat’ være fuldstændig politisk ukorrekt. Filmen var et udslag af, at man pludselig måtte alting – og det var jo på mange måder super fedt. Og lidt deprimerende, at den sandsynligvis ville blive forbudt i dag«, bemærker Stegelmann.
Filmen tog pis på 60’ernes ungdomsoprør og den frigjorthed, som så dagens lys under hippiekulturen. Det var en film, som var et unikt produkt af tidsånden, men det gør den ikke mindre morsom at se i dag – langt fra.
’Fritz the Cat’ var samtidig et opgør med den etablerede animationsfilm, som på det tidspunkt kun var for børn og familier. Bakshi ville vise, at mediet sagtens kunne fortælle historier for voksne og sågar tillade sig endnu mere end spillefilmen.
»Filmen var en åbenbaring for mig, men efterfølgende begyndte jeg langsomt at opdage, at der også var en hel underskov af tegnefilm fra de etablerede studier, hvor tegnerne var gået lidt for langt med det provokerende indhold«, fortæller Jakob Stegelmann.
Erection shot i ’Bambi’
Den kåde animation strakte sig hele vejen tilbage til 30’erne og 40’erne, hvor nogle film endda blev trukket fra markedet, fordi de udfordrede censuren. Men i mange tilfælde kunne animationsgenren være langt mere udfordrende end live action-film.
I nogle af instruktøren Tex Averys film optrådte en ulv, der i dyb fascination af en kurpigedanserinde går totalt amok i seksuel ophidselse, mens der selv i Disneys film optrådte subtile referencer med seksuelle undertoner. I ’Bambi’ er der blandt andet et såkaldt »erection shot«, hvor Stampe bliver ekstra begejstret for et hunkaninkys, fortæller Stegelmann.
»Den slags var okay i tegnefilm, der ellers gik som forfilm i ganske almindelige biografer. Det var et tegn på, at man i animationsfilm på en eller anden måde kan slippe afstand med mere, end hvis det var en spillefilm«.
»Samtidig tror jeg for så vidt ikke, at der er nogle animationsskabere, som kunne lide ideen om, at filmene skulle være familierettede. Da slet ikke Disney. Jeg tror ofte, at de, selv i gamle dage, følte sig hæmmet af, at animation blev betragtet som noget for børn alene på grund af æstetikken«, bemærker han.
»Sidste års ’Sausage Party’ er jo et sjovt eksempel på, at dem, der laver familiefilmene, også har brug for at lave noget i den modsatte grøft. Så laver de det med den samme æstetik, som gør, at nogle børnefamilier kommer til at gå ind til filmen og rædselsslagne forlader biografen med deres børn, når de opdager, hvad det er. Det er sgu lidt morsomt«, griner Stegelmann.
Icebreaker for ’South Park’ og ’Rick and Morty’
Selvom ’Fritz the Cat’ løftede animationshæmskoen og banede vej for tegnefilm for voksne, forblev Bakshis film en enlig svale i årene efter. Hans karikaturer som ’Heavy Traffic’ og ’Coonskin’ udgjorde den ene fløj af det polariserede tegnefilmudvalg, der ellers fortsat var domineret af familiefilm, mens japansk anime indtog en midtersøgende position med film for alle aldre og typer.
Ikke desto mindre var ’Fritz the Cat’ et nybrud, som rodfæstede sig i eftertiden med kraftige spor i nyere tid, hvor provokerende animation som ’The Simpsons’, ’South Park’ og senest ’Rick and Morty’ har løftet arven fra Bakshis fortælling om katten Fritz.
»Bakshi gødede jorden for det, vi siden har set i ’South Park og ’Rick and Morty’, der bunder i den klassiske animation og så Bakshis seksuelle in-your-face-galskab i 70’erne. Jeg vil ikke sige, at ’South Park’ ikke kunne have gjort det uden ’Fritz the Cat’, men den har været en icebreaker«, fastslår Stegelmann.
Hvordan kan det være, at man kan tillade sig at bryde flere grænser, når man arbejder med animation?
»Det er helt klart, fordi animation giver friere rammer. Det er automatisk så karikeret, at man ikke forbinder det med noget 100 procent virkeligt. Man kan på en eller anden måde tegne noget provokerende, som bliver accepteret – i hvert fald indtil vi havde Muhammed-krisen.
Animation kan fortælle alt, hvad man har lyst til – og tit hurtigere og bedre. Og det er min underliggende dagsorden at fortælle, at animation i sidste ende kan erstatte live-action, men det har nok længere udsigter«.
Ja, især nu hvor live-action remaket af ’Skønheden og udyret’ har domineret årets billetsalg…
»Åh nej, det må du altså ikke sige. Kan vi ikke snakke om noget andet?!«
‘Fritz the Cat’ vises i Cinemateket den 8. november, hvor Jakob Stegelmann desuden præsenterer et væld af klip fra andre provokerende animationsfilm. Læs mere HER.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Læs også: ‘Rick and Morty’ sæson 3: En af de bedste serier i multiverset