Giv Jim Carrey det comeback, han fortjener – eller lad ham være i fred

Giv Jim Carrey det comeback, han fortjener – eller lad ham være i fred
Jim Carrey til filmfestivalen i Venedig i september i år.
Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images
Hollywoods gummiansigt var 90’ernes ultimative filmklovn, men i de sidste 15 år har Jim Carreys karriere flakset hvileløst rundt fra sporadiske highs til pinlige lows. Og manden selv har været igennem et personligt helvede. Nu ser han sine dæmoner i øjnene i en kommende tv-serie – men kan publikum lære at elske den ’nye’ Jim Carrey?
Giv Jim Carrey det comeback, han fortjener – eller lad ham være i fred
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR. Kvinder over en vis alder har det svært i Hollywoods ubarmhjertige projektører. Sådan er det også med klovnene, når først makeupmasken begynder at krakelere i rynkerne.

Det er efterhånden flere år siden, 90’er-superstjernen og slapstickkongen Jim Carreys gummiansigt stivnede midt i endnu en absurd grimasse. Det komiske geni, der twistede krop og fjæs i så umulige positurer, at hans karriere syntes at implodere i en nedadgående spiral. Som en racercykel med punkterede dæk, der blev tungere og tungere at drive frem.

I 2017 har vi imidlertid pludselig set mere til Carrey, end nogen kunne have forventet: På den røde løber. I Netflix-dokumentaren ’Jim and Andy: The Great Beyond’ om den rablende vanvittige method-acting proces, Carrey dyrkede under indspilningerne af ’Man on the Moon’. I den korte dokumentar ’I Needed Color’ om skuespillerens kærlighed til at male som terapi. Og i en aparte, men interessant lille rolle i den dybt polariserende ’The Bad Batch’ fra instruktøren af ’A Girl Walks Home Alone At Night’, Ana Lily Armirpour.

Til næste år barsler skuespilleren med dramakomedieserien ’Kidding’ for Showtime. Så er Jim Carrey tilbage? Ikke i den forstand, mange nok havde håbet på – det vender vi tilbage til.

Verdens mest kendte filmklovn

I en svunden tid – nærmere betegnet ’94 – gjorde box office-succeserne ’Ace Ventura’, ’The Mask’ og ’Dum og dummere’ på ét enkelt år Jim Carrey til et af Hollywoods mest profitable navne. Men han kunne langt mere end sin Cuban Pete-rutine. ’Cable Guy’ fra ’96 var en mørk komedie over amerikaneres glubske medieforbrug (filmen føles i dag endnu mere relevant end dengang), der gav Carrey mulighed for at vise mere dystre sider af talentet. Og i ’99 faldt anmelderne i svime over hans altopslugende præstation som Andy Kauftman i ’Man on the Moon’, der vandt skuespilleren en Golden Globe – året efter, han ligeledes havde snuppet trofæet for ’The Truman Show’.

Sidstnævnte er filmen, Carrey oftest selv har refereret til som profetisk for sit eget liv, og så sent som i den Netflix-aktuelle ’Jim and Andy’ fortæller den nu 55-årige skuespiller, at ’The Truman Show’ på alle måder har spejlet ikke bare den måde, han selv har oplevet sin big brother-overvågede tilværelse i spotlyset, men det konstruerede overfladesamfund, vi alle er en del af. »Intet er virkeligt«, konkluderer han.

Jim Carrey i ‘The Truman Show’ fra 1998.

Carreys udstilling af den hysteriske kendiskultur i slut 90’erne nuancerede hans performances i retning af et ikke usandsynligt Oscar-crescendo. Frem til 2004 så det næsten ud til at lykkes at kombinere kommercielle gøglerier med indieguld: ’Bruce Almighty’ blev Carreys mest indtjenende film til dato, og hans præstation i Michel Gondrys drømmende mesterværk ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ – min egen Carrey-favorit – åbenbarede en romantisk sårbarhed og tristesse, der gjorde ondt i hjertet.

At Carrey ikke modtog en Oscar-nominering for rollen, blev af mange anset som et skandaløst eksempel på akademiets feinschmecker-mobning af komedieskuespillere.

Udkonkurreret af yngre komikere

Den ultimative anerkendelse af Jim Carreys filmanstrengelser, der slørede grænserne mellem kunstnerisk facade og privatliv, udeblev.

Og som med så mange andre 90’er-darlings – Adam Sandlers rædselsregime undtaget – blev det 21. århundrede også skæbnesvangert for Carrey. De filmiske fejlskud blev hyppigere, mens publikum favoriserede yngre funny men a la Ben Stiller, Will Ferrell, Steve Carell (propelleret frem af sin medvirken i ’Bruce Almighty’) og Sacha Baron Cohen.

Fadæser som ’Popper’s Penguins’, ’Dum og Dummere To’, skuespillerens store fortrydelse over sin medvirken i voldsorgiet ’Kick-Ass 2’ – i kølvandet på adskillige skyderier i USA – har i nyere tid ikke hjulpet på den brede opfattelse af, at Carrey har lagt Hollywood bag sig. Og vice versa.

Jim Carrey på den røde løber i maj i år. (Foto: Emma McIntyre/Getty Image)

I et særligt foruroligende eksistentialistisk interview med E! News til dette års Harper’s Bazaar Icons-fest i september udtalte Carrey blandt andet – uden for nogen som helst kontekst – at »det her er ikke vores verden. Vi betyder ingenting«. Et statement, der ekkoede hans lidt triste, matter-of-fact kommentarer i ’Jim and Andy’.

Alligevel så flere interviewet som hylende morsomt og som et bevis på, at ’den gode gamle’ Carrey var vendt tilbage for at tage pis på alt og alle. I lyset af mandens mangeårige kamp mod depression og de voldsomme psykiske efterdønninger af ekskærestens Cathriona Whites selvmord i 2015, er der dog ikke umiddelbart meget sjovt ved en mand, der har svært ved at finde mening med tilværelsen.

Annonce

Mr. Hyde-ansigtet

De personlige tragedier har helt forståeligt afholdt skuespilleren fra selv at opsøge filmsettet. Klicheen om den grædende klovn er lige så lidt en kliche for Jim Carrey, som den var for hedengangne Robin Williams. Eller Andy Kaufman.

I ’Jim and Andy’ beskriver skuespilleren blandt andet sin »venlige Mr. Hyde-side«: Showmanship-ansigtet, han har taget på udadtil, og som har druknet personen bag. Ikke så underligt fik Carrey nok af at spille Jim Carrey, at han indtil for ganske nylig har skjult sin før så eftertragtede ansigtsgymnastik bag et vildtvoksende fuldskæg. Et værn mod verden såvel som Carreys egne desperate tilbøjeligheder til at give efter for folkets kald på klovnen.

Jim Carrey og Kate Winslet i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ fra 2004.

»Mange mennesker tror, at jeg går igennem noget lige nu og her – men det har været sådan hele mit liv. De gange, jeg har prøvet at gå tilbage til at spille Jim Carrey, er jeg blevet deprimeret, så nu gør jeg det slet ikke mere«, fortalte skuespilleren under Toronto-filmfestivalen i år.

Offentlighedens modtagelse af Carreys sjælesøgning har været mildest talt blandet. Der er dem, der har set hans tørre melankoli som endnu et komediestunt – en performance i stil med hans grænsesøgende imitation af Kaufman. Andre har angrebet skuespillerens filosofiske tågesnak som prætentiøst Hollywood-snøfteri fra en mangemillionær.

Han skal ikke tro, han er noget …

Særligt ’I Needed Color’ om Jim Carreys kunstmalerhobby fik kulturkritikerne til at flyve op ad stolene og til tasterne med en fordømmende aggressivitet, der helt åbenlyst var farvet af Carreys ’kunstnerisk inferiøre’ komediearv.

»Jim Carreys kunst er endnu et eksempel på, at Hollywood-stjerner bør holde sig langt væk lærredet … Er han seriøs? Er dette forstadiet til en film, hvor Carrey spiller en indbildsk karakter, som tror, at han er kunstner?«, skrev The Guardians kunstanmelder Jonathan Jones blandt andet. »Jesus-lignende ansigter i grimme farver, afskyeligt neonfarvede portrætter, tilfældige abstrakte malerier og kitchede lerfigurer – det er jo en joke. Please sig, at det en joke«, rasede Jones, som ydermere mente, at Carrey burde skamme sig over overhovedet at vise sine malerier frem.

Jones’ kritik var både ubehagelig og misforstået. Ved gennemsyn af ’I Needed Color’ burde det stå soleklart for enhver, at Jim Carrey over de seneste år har fundet en vis psykologisk aflastning og glæde ved at give sig hen til en verden af farver og ordløs ransagelse af sindet. Kunstterapi er alment kendt for sine positive egenskaber, og reaktionerne på Jones’ artikel var heldigvis også præget af dyb forargelse.

På The Guardians Facebook-side væltede det ind med flere hundrede rasende tirader: »Hvor lavt kan man synke?!!« og »Det er den mest usympatiske artikel, jeg nogensinde har læst i jeres avis«, lød nogle af kommentarerne.

Svanesang eller comeback?

Kunstkritikernes take-down af Carreys malerevner afslørede, at kultursnobberiet mod Jim Carrey lever i bedste velgående. Men det er trods alt ikke alle, der mener, at skomageren skal blive ved sin læst. I sommer kaldte det toneangivende filmmedie Indiewire Carreys præstation i ’The Bad Batch’ – hvor han spiller den stumme The Hermit, der redder hovedpersonen Suki Waterhouse fra kannibaler – for »fantastisk«. Og instruktør Amirpour var også fuld af lovord til sin birollestjerne:

»Han forstod rollen med det samme. På en måde var det skæbnen. Han er The Hermit. Hvem kan sætte sig ind i, hvordan det er at lave Jim Carrey-film i over 30 år? Rollen som The Hermit var befriende for ham«.

Jim Carrey i ‘The Bad Batch’.

Noget kunne tyde på, at Jim Carrey langsomt er ved at finde vej til scenen, drevet af en anderledes kompromisløs ærlighed. I den kommende serie ’Kidding’ spiller Carrey atter en karakter, der ligger hans liv nært: Den tidligere højt elskede, ikoniske børne-tv-skuespiller og millionær Jeff – aka. Mr Pickles – oplever sin familie falde fra hinanden, og Jeff selv må indse, at ingen hånddukker eller jokes kan redde ham fra et knust hjerte.

Kan ’Kidding’ blive Carreys comeback eller en værdig svanesang? Talentet er der, men hvorvidt skuespilleren har psyken til at stå ansigt til ansigt med Hollywood igen er mere uklart. Derudover er hans private prøvelser langt fra ovre: Retssagen omkring ekskærestens død starter ligeledes til næste år, og her skal Carrey forsvare sig mod Whites forældre, der holder på, at han gav deres datter de piller, hun tog en overdosis af.

Mange så formentlig helst, at Jim Carrey bare lavede en ’Ace Ventura 3’ og lod minderne om farcerne stå tilbage. Ikke desto mindre under jeg ham chancen for at redefinere sig selv i karrierens efterår. Det sidste, han fortjener, er grum latterliggørelse eller manglende forståelse for, at han som performer og menneske er et ganske andet sted i dag end i 90’erne.

Er du klar til møde den nye Jim Carrey med et pletfrit sind?

Læs også: Anmeldelse af ‘Jim and Andy: The Great Beyond’