’Glasslottet’: Et moralsk forkasteligt drama om omsorgssvigt

’Glasslottet’: Et moralsk forkasteligt drama om omsorgssvigt
Brie Larson i 'Glasslottet'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Destin Daniel Cretton

Medvirkende

Brie Larson, Woody Harrelson, Naomie Watts, Iain Armitage, Max Greenfield

Spilletid

127 min.

Premiere

Den 16. november.

I pressematerialet til Destin Daniel Crettons familiedrama ‘Glasslottet’ beskriver skuespiller Brie Larson filmen som en historie om, »at andre ikke altid elsker dig på den måde, du ønsker dig det, men det må du acceptere og tilgive«.

Tilgivelse er en smuk egenskab, men det er romantisering af omsorgssvigt ikke. ‘Glasslottet’, der bygger på klummeskribent Jeanette Walls’ selvbiografi om sin barske barndom, viser os i 127 lange minutter hendes forældre som forfærdelige, egoistiske, voldelige og uansvarlige mennesker, der lader deres egen trang at udtrykke sig kunstnerisk eller bedøve sig i alkohol komme foran deres børns basale behov for et trygt hjem med varme, elektricitet og mad på bordet.

Derpå beder filmen os i et påklistret forsøg på en nostalgisk feelgood-slutning om at tilgive forældrene og næsten glorificere dem som charmerende excentrikere, der jo også havde deres gode sider.

Jeg har ikke læst bogen, men det forlyder, at den er en del mindre sentimental en sin filmatisering. Og jeg synes faktisk, at filmens frikendelse af forældreparret og negligering af børnenes traumatiske oplevelser er moralsk forkastelig.

I filmen møder vi Jeanette som voksen i 1980’ernes New York i skikkelse af Brie Larson som succesfuld sladderklummeskribent på New York Magazine, forlovet med den søde finansmand, David (Max Greenfield). På vej hjem fra en forretningsmiddag bliver Jeanette chokeret over at se sine forældre rode i skraldespande på gaden, og det skruer historien tilbage til flashbacks til hendes barndom.

Jeanette vokser op i en nomadefamilie, der konstant er på flugt fra kreditorer og sociale myndigheder. Faren Rex (Woody Harrelson) er begavet og karismatisk i sine gode øjeblikke, hvor han deler sine visioner om en alternativ livsstil med sine fire børn. Uheldigvis glemmer han både idealer og ansvarsfølelse, når han kommer i nærheden af en flaske whisky, der forvandler ham til en ondskabsfuld tyran.

Rex (Woody Harrelson) kæmper med sine indre dæmoner i ‘Glasslottet’.

Annonce

Moren Rose Mary (Naomi Watts) ser for det meste passivt til og er mere optaget af sin kunst end sine børns velvære. I en scene klager cirka seksårige Jeannette om, at hun er sulten. »Vil du hellere have, at jeg laver mad til dig, der forsvinder efter en time, eller at jeg maler det her maleri færdigt, der varer for evigt?« spørger Rose Mary og lader datteren varme pølser alene med det resultat, at hun bliver alvorligt brændt af komfuret.

I det hele taget er filmen undervejs brutal i sin skildring af børnenes opvækst. Rex demonstrerer sin opdragelsesfilosofi ved bogstaveligt talt at kaste Jeanette ud på det dybe vand i en swimmingpool. Tre gange lader han hende spjætte og frygte for sit liv under vandet, ydmyget af at alle omkring poolen ser forfærdet på. »Hvis du ikke vil synke, må du lære at svømme«, siger Rex. En filosofi, Rose Mary deler, som hun symbolsk forklarer børnene om sit valg af et stormblæst træ som motiv: »Det er kampen, der giver det skønhed«.

Endnu værre bliver det, da børnene er så sultne, at de spiser smør, Rex rydder sparebøssen for at købe mad og vender tomhændet og fordrukken hjem 10 timer senere.

Filmen formidler både disse barske øjeblikke og også de lysere på gribende vis. Specielt sammenholdet mellem søskendeflokken er rørende, og man håber inderligt på, at Rex’ vilje til forbedring, som vi ser i glimt, holder. Det er ægte og hjertegribende, når Jeanette, i mellemalderen fortrinligt spillet af 12-årige Ella Anderson, en sen aften inderligt beder sin far om at holde op med at drikke, så de kan få råd til mad. Og han rent faktisk lytter.

Tematisk minder filmen om Matt Ross’ indieperle ‘Captain Fantastic’, hvor Viggo Mortensen brillerede som uortodoks familiefar, der lidt hårdt sagt tager sine børn som gidsler i sin ideologiske kamp mod borgerskab og kapitalisme ved at opfostre dem uden for civilisationen. Rex Walls har lignende værdier, men manglen på Mortensens karakters omsorg eller selvindsigt gør ham til en umulig karakter at sympatisere med – eller tilgive.

Mens barndomsfortællingen i lange stræk fungerer fint, hænger den dårligt sammen med nutidshistorien, hvor Jeannette kæmper for at affinde sig med sin fortid. Brie Larson er udmærket, men langt fra sit niveau i ‘Room’ og hendes tidligere samarbejde med Destin Daniel Cretton i ‘Short Term 12’, en fantastisk film om et hjem for udsatte unge, der har al den råhed, ægthed og varme, som ‘Glasslottet’ savner.


Kort sagt:
‘Glasslottet’ fortæller den virkelige historie om klummeskribenten Jeanette Walls barske barndom, som filmen i vid udstrækning skildrer brutalt og gribende. Men filmen ødelægges fuldstændig af sin påklistrede og moralsk forkastelige slutning, der beder os tilgive omsorgssvigtet.

Læs også: Det skal du se i biografen i november