Greta Gerwigs ‘Lady Bird’ til tops som den bedst anmeldte film på Rotten Tomatoes

Greta Gerwigs ‘Lady Bird’ til tops som den bedst anmeldte film på Rotten Tomatoes
Saoirse Ronan i titelrollen i 'Lady Bird'.

Selvom de fleste nok kender Greta Gerwig foran kameraet fra film som ‘Frances Ha’ og ‘Jackie’, har hun altid set sig selv bag kameraet. Den side af talentet demonstrerer hun med ‘Lady Bird’, der fik premiere på Toronto Film Festival tidligere i år.

Den er nu godt på vej til at slå en ellers imponerende rekord hos filmvurderingssitet Rotten Tomatoes. ‘Lady Bird’ er nemlig i skrivende stund blevet anmeldt til en frisk Tomatometer-score 170 gange, hvilket gør den til den bedst anmeldte film på sitet.

Den hidtidige rekordholder er ‘Toy Story 2’, der har 163 positive anmeldelser i bagagen. Der kan naturligvis stadig nå at drysse grus i maskineriet for ‘Lady Bird’ – der skal blot en mavsesur anmelder til – mens det er mere usandsynligt, der ruller en ny anmeldelse af ‘Toy Story 2’ ind 18 år efter premieren.

‘Lady Bird’ med Saoirse Ronan i hovedrollen får desværre først dansk biografpremiere sidst i april.

Læs også: Greta Gerwig slår igennem som instruktør med ‘Lady Bird’ – se traileren