’Hemmeligheder fra Nuuk’: »Sådan et tv-øjeblik kan altså noget«

’Hemmeligheder fra Nuuk’: »Sådan et tv-øjeblik kan altså noget«
I ’Hemmeligheder fra Nuuk’ kan man følge homoseksuelle Elias
4 6
Dokumentarserie
Producent

Caroline Una Henningsen

Spilletid

Seks afsnit á 28 min.

Premiere

Den 13. november på DR3

Selvom Nuuk med sine godt og vel 17.000 indbyggere er Grønlands største by, og alle kender hinanden, er byen også fuld af hemmeligheder. I DR3’s nye dokumentarserie i seks dele, ’Hemmeligheder fra Nuuk’, åbner unge grønlændere op og går til bekendelse for åbent kamera.

Serien indledes med følgende ord: »Der er stadig mange tabuer i Grønland, og du kan let føle dig forkert. Men vi er en ung generation, der er træt af tabuer. Træt af at skjule, hvordan vi har det«. Det er unge Paninnguaq Heilmann, der speaker programmerne. Hun er initiativtager bag et projekt, der siden 2014 har arbejdet med at forebygge selvmord i Grønland. Landet har en af verdens højeste selvmordsrater, hvorfor både Heilmanns beundringsværdige ildhu og ’Hemmeligheder fra Nuuk’, der er produceret af Carolina Una Henningsen, synes akut aktuelle.

I dokumentarseriens to første programmer, som denne anmeldelse er baseret på, møder vi fem forskellige unge, der hver især bærer rundt på hemmeligheder, de nu er klar til at afsløre for familie og venner. Fortællemæssigt holder serien deres afsløringer tilbage så lang tid som muligt. Fordi spænding. Et unødvendigt og egentlig lidt irriterende benspændsgreb, der kolliderer med seriens pointe: At det er ødelæggende for psyken at gå og holde på hemmeligheder.

Amaasa, Pilunnguaq og de andre unge tumler med vidt forskellige ting. Seksuel identitet, alkoholmisbrug i familien, kulturel splittelse, religiøsitet og selvmord. Selvom der er højt til himlen, og fjorden er havblik, så langt øjet rækker, mærker du effekten af hemmelighedskræmmeriets tunge åg på disse unge liv. Droneskuddene af Nuuks pittoreske natur og de vind- og vejrbidte betonboligblokke er perfekte billeder på de konstante modsætningsforhold, ungdommen lever i og med.

En øm scene i ‘Hemmeligheder fra Nuuk’

Tænk at være 21 år og på 10. år skjule sin biseksualitet for veninderne? Pilunnguaq taler ærligt om sin ensomhed, følelsen af at være anderledes end de andre, selvhadet og frygten for at blive udstødt.

Da hun første gang ytrer ordet »biseksuel« for rullende kamera, kan hun, selvom hun er helt alene på værelset, ikke undertrykke et flovt-fjollet, nærmest barnligt smil. Og samme aften, da hun endelig har besluttet at indvie veninderne i hemmeligheden og Ke$has yolo-hymne ’Die Young’ indgyder hende mod, leveres ordene med samme, forfjamskede smil. Accepten kommer øjeblikkeligt fra veninderne, og lettelsen stråler begejstret ud af Pilunnguaq. Sådan et tv-øjeblik kan altså noget.

’Hemmeligheder fra Nuuk’ åbner vores øjne for et andet Grønland. Det arktiske eventyrland er meget mere end julehilsner, kongelige visitter, trommedans og farvestrålende nationaldragter. Det ved man selvfølgelig godt, men at se Grønlands ungdom portrætteret på deres egne præmisser og blive tilbudt et kig ind i deres hverdag, betyder alverden. Både for os, der ser med, og de medvirkende selv.

Repræsentation er nøgleordet, og Carolina Una Henningsen og Andreas Caspersens serie skaber synlighed og udruller unge liv at spejle sig i fra start til slut. På godt såvel som ondt.


Kort sagt:
For de unge rundt omkring i Grønland forestiller jeg mig, at ’Hemmeligheder fra Nuuk’ må føles som en inkluderende krammer skråstreg skulder at græde velgørende ud ved. Trods tabuer, skam og traumer i overflod er DR3’s nye dokumentarserie et opløftende bekendtskab.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.