’Herrens veje’ – hele sæsonen: DR-serie fuld af skavanker hev stikket hjem til slut

’Herrens veje’ – hele sæsonen: DR-serie fuld af skavanker hev stikket hjem til slut
Lars Mikkelsen i 'Herrens veje'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Adam Price

Medvirkende

Lars Mikkelsen, Morten Hee Andersen, Simon Sears, Ann Eleonora Jørgensen, Fanny Louise Bernth, Laura Bro

Spilletid

10 afsnit à 55 min.

Premiere

Kan ses på dr.dk

SPOILERS. Læs ikke videre, medmindre du har set hele første sæson af ’Herrens veje’.

Selvfølgelig lukkede August Krogh første sæson af ’Herrens veje’ med at træde ud foran en lastbil.

I løbet af sæsonen har han tjent som feltpræst, slået en civil ihjel, blevet pillemisbruger og er kommet i karambolage med både biskoppen og politiet. Alt imens han er gået fra præstestjerne til psykiatrisk patient – og nu til lig på landevejen.

Det er sigende for en serie, der fra start har svælget i melodramatik på grænsen til kirkesoap. Når provsten Johannes mærkede Gud forlade ham, drak han ikke bare, han bællede absint i spandevis, når Christian skulle betvinge sin vrede, skulle han genfødes som buddhist og skrive en selvhjælpsbog, og da der var fest på præstegården, skulle Guds sønner og døtre sætte ild til en havetraktor – så nøgne som Adam og Eva, før slangen hvislede.

Om det så gælder tv-dramatik eller gastronomi, er hovedforfatter Adam Price ved gud ikke den fødte minimalist.

Det er ikke en anke i sig selv. Men serien led under krumspringene, når familien Krogh blev taget som gidsler i billedsprog, der koblede sig til biblen og stavede konflikterne ud for Prins Knud. Når de religiøse symboler ikke gav krydderi til handlingen, men fremstod som dens ypperste mål.

Morten Hee Andersen og Simon Sears i ‘Herrens veje’.

I sæsonens to sidste afsnit, begge instrueret af May el-Toukhy (’Lang historie kort’), formåede Price og co. dog at forene soap og symbolik med ægthed. Augusts åndelige sammenbrud blev formidlet i (vrang?)syn og tungetale til gudstjenesten, der nægtede at give klare svar på, om han reelt var Guds vagt på jorden eller bare ravruskende gal.

Det var først, da han spadserede ud foran lastbilen, at man kendte svaret.

Annonce

Da hans sjæl sluttede sig til de andre hedengangne på kornmarken, var det en naturlig udgang for en serie, der har flirtet med det religiøse fra første afsnit. Eller i hvert fald det spirituelle. Ligesom vandet dirrede simultant i Mellemøsten og i Danmark og forbandt August og mor, før kuglerne føg om ørerne på feltpræsten, tog August sit muslimske offers hånd på vejen mod himmeriget. Det var nok derfor, at Price havde valgt Fatimas hånd som seriens slutsymbol: Hånden beskytter mod det onde i både kristendom, buddhisme, islam og jødedom – blot under forskellige navne.

’Herrens veje’ stod dog aldrig stærkest, når den hengav sig til symbolikken. Tværtimod fik serien mest fat i følelserne, når den skruede ned for volumen og lod Krogherne afsøge deres indre i hverdagens stilhed.

Som da August og Christian i afsnit seks spillede guitar og klaver og nedbrød hinandens pansre med broderlig kærlighed, eller da Elisabeth i sidste afsnit fortalte Christian om sin affære med Liv over en joint.

Morten Hee Andersen og Simon Sears, Ann Eleonora Jørgensen og Fanny Bernth led nok under et manuskript, der ofte forsømte troværdigheden til fordel for kapow i kirkedramaet – og forsømte kvinderne til fordel for mændene – men når de fik rum til at afsøge deres karakterer, begik de skuespilkunst af høj karat.

Lars Mikkelsen var dog seriens sorte hjerte som Johannes, en provst med et usundt forbrug af Gud og gulddamer. En far, der elskede Abel (August) mere end Kain (Christian). Og en mand, der svingede så heftigt mellem selskabelighed og herskesyge, at man sjældent vidste, hvor man havde ham.

Netop det forhold gav karakteren en voldsom urkraft på skærmen. For eksempel da han foran et vægmaleri af Abraham og Isak gav Christian verbale prygl, kort efter han ellers havde givet ham det, sønnen altid havde drømt om: fars anerkendelse.

Ann Eleonora Jørgensen i fjerde afsnit ‘Herrens veje’.

Man kan ærgre sig over, at kollisionen mellem Johannes’ brusende, om end forstokkede bibelfortolkning og biskoppen Monicas gudløse effektivisering kun kom i fokus sporadisk. Det var modigt at lade et folkeligt DR-drama tage afsæt i en institution, der i mange danskeres øjne er en anakronisme – og ikke nok med det: ’Herrens veje’ var vitterligt bedst, når den undersøgte kirkens rolle i det moderne samfund.

I stedet var det Johannes’ forhold til familien, der var kernen. Den nedarvede religiøse galskab, der strømmede fra Augusts farfar til Johannes til August selv, og det kuldsejlede ægteskab til Elisabeth, der valgte at blive, da provsten knaldede graveren, men endegyldigt skred til sidst.

Fungerede det? Til tider ja for fanden. Andre gange rungende nej.

’Herrens veje’ havde omtrent lige så mange skavanker som sine karakterer. Og den var omtrent lige så svær at holde af. Men med to glimrende finaleafsnit overbeviste Adam Price og familien Krogh til slut.

Læs også: Stortalent fra ’Herrens veje’ har fået alt – men kender tvivlen indefra

Sponsoreret indhold