‘Jigsaw’: ‘Saw’-comeback burde brændes på bålet

‘Jigsaw’: ‘Saw’-comeback burde brændes på bålet
'Jigsaw'.
1 6
Spillefilm
Instruktion

Michael Spierig, Peter Spierig

Medvirkende

Matt Passmore, Tobin Bell, Callum Keith Rennie

Spilletid

91 min.

Premiere

Den 2. november

Oprindeligt var det forbi i 2010. Efter syv film på syv år kunne der ikke presses mere ud af konceptet om John ’Jigsaw’ Kramer. Den sadistiske morder i ’Saw’, der egentligt døde i den tredje omgang, men alligevel ’levede videre’ i de næste film i form af flashbacks, så der på en eller anden facon var en forbindelse til hans arvtagere. Som regel disciple i form af hans tidligere ofre, der overlevede og udviklede en seriøs form af Stockholmsyndrom og fortsatte i Kramers makabre stil, som kritikere i kølvandet på ’Saw’ og lignende film døbte som en helt ny genre: Torture porn.

Ganske passende. Handling eller skuespillertalent har aldrig just kendetegnet pornofilm. Det handler om udfoldelserne, det visuelle for fornøjelsens skyld – eller måske for morskabens, når det bliver for bizart og grænseoverskridende.

Og hvad der virker chokerende og ekstremt første gang, har mindre effekt næste gang. Det er kunstens naturlov. Ja, faktisk livets naturlov. Alt nyt er kun originalt, indtil det bliver trivielt. Heldigvis. Det er tørsten og trangen til forandring, der fører kunsten videre. I filmkunsten en unægtelig svær opgave, når det gælder gysergenren. De fleste instruktører fejler. Men ikke James Wan, da han lavede ’Saw’ i 2004. Den var anderledes. Helvedes blodig, men visuelt brutal i sammenhæng med plottet.

Annonce

Voldsomhederne gav mening. Og slutningen havde ingen sgu set komme. Twistet var originalt. Filmen var original. Og så følger belønningen med. ’Saw’ kostede knap ti millioner at producere og indspillede over en halv milliard. Og den skal naturligvis fordobles. Mangedobles. Cirka syv milliarder har de syv film om ’Saw’ indtjent på verdensplan. Kvaliteten fulgte bare ikke med. Den ene er mere elendig end den anden. Og ditto mere sadistisk for hver gang.

For det handler ikke om historien. De gode præstationer. ’Saw’-universet handler om at kopiere et udgangspunkt og for hver gang forøge torturscenernes grusomheder og finde på plottwists, ingen ser komme, ganske simpelt fordi det aldrig hænger sammen. Men who cares? Publikum går i biografen. Pengene kommer i kassen. Indtil konceptet bliver for tyndt og trænger til en pause.

Matt Passmore i ‘Jigsaw’.

Pausen er slut. Efter syv år er John Kramer tilbage. Ikke i ’Saw 8’, men snedigt i ’Jigsaw’, da titlen ’Saw 8’ netop ville minde publikum om, hvor ringe de forrige var. Men ’Jigsaw’? Den skal da have en chance. Hvilket den sikkert får. Desværre. Filmen fortjener snarere at ryge på et bål. Samtlige kopier i verden faktisk. Så stor en hån er den imod alle de film biografen, der i stedet ikke bliver set.

Vi er ikke mere end fem minutter inde i handlingen, før fire personer står lænket fast med en kæde om halsen og bliver trukket mod en væg, hvor rundsave snurrer løs. Så kommer stemmen ud af højtaleren. John Kramer, der nok engang måske, måske ikke er død alligevel og stiller dem en opgave. Løs den eller dø.

Og dør, det gør de lige så stille igennem filmen, der veksler mellem de indespærrende torturudvalgte lidelser og så politiet, der prøver at løse mysteriet om, hvorfor Kramers blod er fundet under neglene på et lig, når nu Jigsaw-morderen har været død i ti år. Det svar filmen giver til allersidst, da det obligatoriske og lamme plottwist kommer efter 90 minutter. Selv den ekstreme opfindsomhed er gået helt tabt.

’Jigsaw’ er ikke bare elendig og ligegyldig. Den er også så uopfindsom, at den kun kvalificerer sig til at være torture soft porn.