‘Justice League’: Fem faldgruber, vi håber årets største superheltefilm forcerer

‘Justice League’: Fem faldgruber, vi håber årets største superheltefilm forcerer
DC-heltene samles i 'Justice League'.
Efter svimlende dyre re-shoots, instruktørskift og blandede forventninger får vi på torsdag endelig selv lov til at fælde dom over DC’s stjernespækkede ’Justice League’. De tidlige Twitter-reaktioner er overvejende optimistiske, men meget skal lykkes, før skeptikerne pacificeres. Her er de fem største udfordringer, Batman og co. skal tackle for at få sejren i hus.

Ben Affleck i ‘Batman v Superman’.

5. Kaos i kulissen skaber rod på lærredet

Zack Snyders cinematiske signaturstil deler vandene, men særligt blandt anmeldere har der i senere år hersket bred konsensus om, at ’300’-instruktørens anæmiske farvepalet og tvivlsomme evner som original historiefortæller har spændt ben for DC’s filmunivers, hvor Snyder har fået noget nær frie tøjler til at kaste rundt med koryfæerne Superman og Batman, som var de ledeløse actionmen i en mudret sandkasse.

Af de fire DC-film, Snyder har enten instrueret eller produceret siden 2013, er det kun Patti Jenkins’ ’Wonder Woman’, der entydigt har begejstret både publikummer og anmeldere – og til trods for at alle film har tjent boksen ved billetlugerne, har anmelderhøvlene gjort nas. Det var derfor heller ikke helt overraskende, at DC i år inviterede ’Avengers’-instruktøren Joss Whedon over til the dark side for at finpudse ’Justice League’-manuskriptet og indspille for 25 millioner dollars (!) nyt materiale – efter Snyder vel og mærke ellers have færdiggjort filmen i efteråret 2016. Snyders version skulle ganske enkelt have været »ubærlig«, og om noget kan man undre sig over, at DC overhovedet har satset så stort på instruktørens visioner bag kameraet en tredje gang.

Efter sin datters tragiske død forlod Snyder helt produktionen i foråret, og Whedon har siden sat sit aftryk på ’Justice League’, der at dømme efter traileren er en hel del mere familievenlig end de tidligere ’Superman/Batman’-film. Twitter-rygterne vil det, at filmen således ligner en Snyder-film, mens tonen er Whedon-esque. Umiddelbart et besynderligt stilmiks, der farves yderligere af murren i kulissen, hvor Ben Affleck ragede uklar med DC-ledelsen i præproduktionen af den kommende ’Batman’-film. Affleck skulle som bekendt både have skrevet, instrueret og spillet hovedrollen, men kreative uoverensstemmelser har dømt Batfleck ude.

Rygterne vil vide, at DC og Snyder forsøgte at styre den dobbelte Oscar-vinders proces i en grad, der fik Affleck og ‘Argo’-skrivepartneren Chris Terrio til at smide kapperne i ringen. Hvorvidt Affleck virkelig er færdig som flagermus er endnu uklart – manden knokler pt. for at bringe sit Hollywood A-game til den obligatoriske pressepromovering af ’Justice League’ – men hvis problemerne mellem skuespilleren og DC allerede opstod under indspilningerne af ’Justice League’ (der trak ud til i sommer) kan man frygte, at spændingerne er smittet af på lærredet. I så fald vil det blive DC og publikums tab, skulle franchisens mest kompetente stjerne køre den ind på rutine og bitterhed.

Ray Fisher som Cyborg i ‘Justice League’.

4. De nye helte står i kappernes skygge

Det kan være vanskeligt at kræve sin plads, når man end ikke kan se spotlyset for bare flagrende kapper. Den udfordring står Cyborg (Ray Fisher), Flash (Ezra Miller) og Aquaman (Jason Momoa) overfor i ’Justice League’, og mens lynet Flash godt nok bæres frem af bredere publikumsloyalitet, skal Cyborg og Aquaman lægge sig anderledes i selen for at gøre sig bemærkede og ikke luske rundt som sekundære spillere på sidelinjen.

Det er en opgave, man må håbe, at Fisher og Momoa er modne til, supporteret af Joss Whedons evne til at gøre selv Avengernes Hawkeye semiinteressant. Det er ikke nok at fyre et par tørre onelines af på kollegernes bekostning – de enkelte karakterer skal shine som diamanter, hvis vi skal give en døjt for deres kommende solofilm.

Gal Gadot i ‘Wonder Woman’.

Annonce

3. Wonder Woman-magien går tabt

’Wonder Woman’ levede op til sit navn, da hun i sommer charmede både kritikere og publikum i DC’s bedst anmeldte film siden Nolans ’Batman’-trilogi – og blev den mest indtjenende superhelte-origin-film nogensinde. Wonder Woman i Gal Gadots skikkelse er pt. DC’s stærkeste filmkort, og hendes indtagende humanisme og kickass-kampskills har givet universet en ovenud sympatisk superhelt, hvis klippefaste tro på det godes sejr man rent faktisk kan heppe med på. En forfriskende pille ovenpå den Snyder-ficerede depri-Superman.

Wonder Womans gnistrende samspil med Ben Afflecks glimrende Batman – som per definition og i modsætning til Superman gerne må mule igennem på professionelt plan – var noget af det bedste ved ’Batman v. Superman’. Der er derfor alt mulig grund til at se frem til deres gensyn i ’Justice League’, men samtidig kan man også være bekymret for, om Wonder Womans vindende personlighed overhovedet kan få albuerum i en film, der skal akkommodere seks superhelte, minimum fem større biroller og to (?) skurkepersonager.

Der er ingen tvivl om, at man hos DC krydser svedende fingre for, at ’Wonder Woman’s nylige succes vil smitte af på hypen omkring ’Justice League’. Hvorvidt heltinden så også får den skærmtid, hun fortjener, og publikum håber på, er straks mere usikkert.

Ciaran Hinds som Steppenwolf i ‘Justice League’.

2. Skurken bliver et anonymt effektmonster

Ingen yin uden yang. En god skurk er alfa og omega for superheltefilm, hvis hovedroller fremstår som en samling stilforvirrede udklædningsfetichester, såfremt de ikke positioneres over for en endnu mere absurd nemesis. Genrens mest træfsikre skurke er dem, i hvis maniske øjne helten ser sine egne skyggesider spejlet i et forvrænget mareridt – som Jack Nicholson og Heath Ledgers eminente Jokere (sorry, Jared Leto). Uslinge, hvis trussel mod individet er præget af en flerfacetteret sadistisk mystik, der er både fascinerende og ubehagelig, idet menneskeligheden – som med en virkelig seriemorder – knægtes af fordærv.

Få skurke kan naturligvis matche klovneprinsens popularitet, men forudsat at man ikke tæller dyrerigets potpourri af misforståede øgler, dinosaurer og aber med, er vellykkede filmskurke sjældent skyskraberhøje CGI-bæster eller gude-aliens med storhedsvanvid, hvis eneste masterplan er at henlægge verden i smadder. Det kunne asteroiden i ’Armageddon’ trods alt gøre bedre.

I ’Batman v. Superman’ var Jesse Eisenbergs skingert enerverende Lex Luthor en utilsigtet hystadeplage, mens monsterskurken Doomsday blev reduceret til en grågrumset dessatør fra Mordor, der – mild spoiler – ’dræbte’ Superman. I slutningen af samme film fik vi ligeledes et kort glimt af ’Justice League’s fremtrædende bad guy, den ’Legend’-lignende Steppenwolf (Ciaran Hinds). Tegneserielæsere vil vide, at Steppenwolf – som er i ledtog med super-superskurken Darkseid – er en seriøs trussel, der i DC’s ’Earth-2’-univers dræber hele den hellige treenighed Superman, Batman og Wonder Woman.

Så galt går det formentlig ikke i ’Justice League’ (DC’s franchiseplaner in mente), hvor Steppenwolf efter al sandsynlighed i stedet er en sten på vejen mod helteflokkens kommende opgør med Darkseid himself. Tillige synes tidlige trailerglimt af Steppenwolf at antyde, at ‘Game of Thrones’–skuespilleren bag, Ciaran Hinds, er gemt godt væk bag klodset makeup og den slags bæbrune CGI, Snyder alle dage har favoriseret i effektrummet.

Hinds mødte aldrig sine medspillere på settet, og det lover umiddelbart ikke helt godt for heltenes direkte interaktioner med filmens centrale skurk.

Det regner altid på Henry Cavills Superman. Her i ‘Batman v. Superman’.

1. Historien går fløjten

Det er efterhånden en gammel sang, at den gode historie – i modsætning til tegneserieforlæggene – undviger de fleste superheltefilmatiseringer, som i stedet trækker stikket hjem på visuel charme, selvtillid og lækker action alene. Dén cocktail kan sagtens byde på farverigt fyld på en fredag aften, men med mindre instruktørerne – som Taika Waititi demonstrerede med ’Thor: Ragnarok’ – succesfuldt formår at kombinere de letbenede løjer med genreoriginalitet, veloplagte karakterer og/eller komisk geni, kan man som seer hurtigt komme til at savne lidt højere ambitioner mellem uddelingen af håndmadder.

Det er den slags ambitioner, der i afdelingen for mørkere superhelteeposser forvandlede Nolans ’The Dark Knight’ til en art superhelte-’Heat’, og ’Logan’ til en dyster, eksistentielt plaget ’western’, der momentant lod skuespillerne flekse andre muskler end de latexfremhævede. Og som var sørgerligt ikkeeksisterende i ‘Batman v. Superman’, hvor de to stridshaner endelig sluttede fred, fordi … deres mødre begge hed Martha. Jamen altså.

Ingen siger, at ’Justice League’ skal være ’Citizen Kane’ eller Nolan-bait, men når DC jonglerer med sine mest elskede hævnere i IMAX-format, må man som minimum have lov til at forlange, at disses missioner krydres med andet og mere end den basalt træge ’ondsindet super-alien storsmadrer planeten uden nævneværdig betydning for alle involveredes fremtidige franchisefilm’.

Hvis ‘Justice League’ skal gøre sig forhåbninger om at lægge afstand til særligt rodebutikken ’Batman v. Superman’, skal der nye fortællermæssige boller på superheltesuppen, der kan danne et solidt fundament for den formodede ’Justice League: Part 2’. Såvel som universets udvidelse.

Den form for fremsynet narrativ verdensopbygning kombineret med dygtig personinstruktion har Joss Whedon god erfaring med fra sine år hos Marvel og ’Avengers’-møllen, og vi krydser fingre for, at instruktørens håndelag også kan styre DC’s ikoner mod lysere, marginalt mindre forvrøvlede tider.

Læs også: Den nye ‘Thor’ er en gamechanger for metaltrætte Marvel