Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv

Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv
Louis C.K. i 'I Love You, Daddy'
Louis C.K.’s roste film ’I Love You, Daddy’ er puttet i skuffen, ligesom den skandaliserede komikers standup-shows er trukket fra HBO, mens Netflix fjerner overfladespor af Kevin Spacey. Det er en bekymrende tendens, mener vores filmredaktør.
Lad mig please se Louis C.K.’s nye film, så jeg kan dømme selv
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Indtil for to uger siden var ’I Love You, Daddy’ en af de film, jeg glædede mig mest til den kommende tid.

Den var instrueret af den mest geniale komiker i nyere tid, Louis C.K., den havde fået mange roser med på vejen efter verdenspremieren på Toronto i september, og den virkede tilmed pirrende kontroversiel med en Woody Allen-lignende historie om en aldrende filminstruktørs flirt med en purung pige, hvis bekymrede far blev spillet af C.K. selv.

Nu er det stærkt tvivlsomt, at vi får filmen at se foreløbigt, og vi kan måske højst drømme om en lyssky bootleg-kopi engang i fremtiden.

Distributøren trak stikket på den amerikanske premiere, og også i Danmark er filmen hevet hurtigt af plakaten. Samtidig har HBO fjernet de Louis C.K.-standup-specials, der var tilgængelig på tjenesten. På Netflix har man foreløbigt beholdt fire C.K.-shows, og også Kevin Spaceys produktioner er stadig tilgængelige, om end tjenesten var hurtige til at udskifte billederne af Kevin Spacey på eksempelvis ’House of Cards’ og ’The Usual Suspects’.

Louis C.K. (Foto: Mike Coppola/Getty Images)

Man forstår godt, at de kommercielle aktører vægrer sig ved at sende penge videre til C.K., der ikke blot er anklaget for at have gjort nogle stærkt grænseoverskridende ting, men også har indrømmet det.

Samtidig rejser de seneste ugers krænkelses- og #Metoo-debat uundgåeligt en gammel traver af en diskussion, nemlig om man kan adskille kunsten fra kunstneren. Kan man læse Knut Hamsuns romaner, selvom han var nazist? Studere Martin Heideggers filosofi, selvom han var… nazist? Se Roman Polanskis film, selvom han er dømt voldtægtsmand? Nyde Caravaggios malerier, selvom han var morder?

Skæg for sig, snot for sig

Den lødige kulturkritiske konsensus omkring denne diskussion har traditionelt været noget i retning af skæg for sig og snot for sig. Kunsten skal kunne opleves uden skelen til, hvor store røvhuller de er ekspederet ud af. Et principfast svar på en praktisk udfordring, al den stund at det synes at være undtagelsen snarere end reglen, at historiens store kunstnere bare har været gennemført fine fyre.

Den seneste tids paradigmeskifte gør det dog sværere at opretholde denne rigide skelnen. Og jeg mener faktisk ikke, at man hverken kan eller skal holde de to ting adskilte. Som kultur er vi generelt så optaget af at identificere kunstnerne i værkerne, at det vil være underligt, hvis vi ikke også gør det, når vi konfronteres med en virkelighed, vi egentlig helst vil fortrænge. At Jakob Ejersbos Afrika-trilogi var delvist baseret på hans egne oplevelser, og at Lars von Triers egen depression lurede bag ’Antichrist’ og ’Melancholia’, gav værkerne ekstra pondus og gennemslagskraft. Mange kunstnere arbejder trods alt ud fra selvbiografisk materiale.

Lars von Triers ‘Antichrist’ var inspireret af instruktørens egen depression.

Det er derfor naturligt og berettiget, at vi ser anderledes på Woody Allens film, når vi ved, at han indledte et forhold til sin egen steddatter. At vi læser temaer fra hans eget liv ind i historierne – og også (for)dømmer dem på den baggrund uden nødvendigvis at afskrive filmene på samtlige parametre.

På samme måde vil vi se anderledes på Louis C.K.’s standup-shows og tv-serier med den viden, vi nu er i besiddelse af. Det kan ikke være anderledes.

Annonce

Beundring og forargelse i ét

Det aktuelle faremoment ligger imidlertid i et parallelt spor: I tendensen til, at værkerne bliver taget fra os. Man forstår godt de moralske og kommercielle reservationer, der gør, at en film som ’I Love You, Daddy’ blive begravet, for hvem har lige nu lyst til at levere en direkte pengestrøm til en skandaliseret type som C.K.?

Men filmen skal ud. Louis C.K.’s shows skal være tilgængelige. Kevin Spaceys film skal kunne ses. Roman Polanskis og Woody Allens. Matthew Weiners ’Mad Men’. Jeffrey Tambor i ’Transparent’. John Lasseters ‘Toy Story’. Peter Aalbæk-producerede film.

Det kan godt være, vi skal dømme værkerne anderledes, nu hvor vi ved, hvad vi ved, men vi skal selv kunne dømme. Det kan godt være, at ’I Love You Daddy’ smager besk efter de seneste ugers udvikling, men vi skal selv kunne smage efter. Det kan godt være, at vi ikke kan skelne kunstneren fra kunsten, men vi skal selv kunne gøre forsøget. Ligesom vi stadig kan læse ’Mein Kampf’, selvom Hitlers projekt er forrykt.

Vi skal stadig kunne se John Lasseters ‘Toy Story’.

Når moralske refleksioner møder pengedrevne interesser, kan selvcensuren være et rask, bekvemt og langt hen ad vejen logisk træk, som er svært at tale imod. Men jeg håber, at udbyderne tænker sig om en ekstra gang, før de rydder op i bagkataloget med de højmoralske antenner i vejret, når en ny slyngel outes.

Man bør ikke sminke historien, men lade den stå frem nøgen og sårbar som en opfordring til refleksion og debat. Den skal være noget, vi kan lære af – både på kunstværkets egne præmisser og ud fra vores viden om bagmanden. Som når vi på den ene side beundrer Leni Riefenstahls nazipropagandafilm eller D.W. Griffiths Ku Klux Klan-hyldende ’The Birth of a Nation’ for deres filmtekniske bedrifter, men samtidig harcelerer over deres tankegods.

Jeg glæder mig stadig til at se ’I Love Your, Daddy’. I et helt andet lys end for et par uger siden.

Læs også: Filmredaktør om Zentropa-sag: »Alle-fucking-vidste-det«