Hvis der findes en eventyrer i dansk film, må det være instruktøren Max Kestner. I sine dokumentarfilm har han på finurlig vis zigzagget os gennem sin families stamtræ (’Rejsen på ophavet’), sat os ind i esbjergensiske fabriksarbejderes dagdrømmerier (’Nede på jorden’), optrevlet en indviklet identitetsfejde på liv og død (’Identitetstyveriet’) og placeret os i kredsløb om to raketfanatikeres langsomme splittelse (’Amateurs in Space’).
Med sin første fiktionsfilm ’QEDA’ har Kestner vovet sig ud i fremtiden, hvilket man ellers ikke har set i dansk spillefilmformat siden Lars Boms technobefippede VR-meditation i ’Skyggen’ fra 1998. ’Qeda’ er på overfladen en udforskning af de dystre konsekvenser af en miljøkatastrofe, men som i Kestners andre projekter er kernen en udforskning af, hvordan vi mennesker lever vores liv.
»Den grundlæggende filosofiske tanke i ’QEDA’ er, at vi i vores dagligdag er tidsagenter, der kan ændre fremtiden, men at vi kun kan ændre tingene her og nu«, forklarer Max Kestner, da vi taler med ham før premieren på karrierens første fiktionsfilm.
Fang Rung og faren ved tidsrejser
Max Kestner præsenterer os for et dystopisk København anno 2095. Havene er steget, så Åboulevarden ligner en blanding af Venedig og slummen i Bangladesh. Saltvandet har forurenet grundvandet, og apokalypsen synes nær uden ferskvand. Den eneste chance for at ændre på denne golde, betonfyldte ørken er en såkaldt QEDA: Molekylært spaltede agenter, som kan rejse tilbage i tid via tidsbroer.
QEDA-programmet er officielt lukket ned, men agenten Fang Rung, spillet med alvorsminer af Carsten Bjørnlund fra ’Arvingerne’, beslutter at lade sig dele en sidste gang for at rejse tilbage i tiden og forsøge at afværge, at biologen Mona Lindkvist (Sofia Helin fra ’Broen’) og hendes livsgivende opfindelse styrter ned med et fly i 2017. Menneskeheden og ikke mindst Fang Rungs syge datters liv sættes dog på spil, da den udsendte QEDA begynder at sanse fortidens flora og danne sin egen eksistens uafhængigt af den anden halvpart.
Max Kestner har tidligere sprunget fra skabelsen af Jorden og stjernebilleder til sit første pindsvin Klumpfod i den poetiske erindringsdokumentar ’Rejsen på ophavet’. Til ’QEDA’ måtte han forholde sig til genrens gængse spilleregler såsom tidsparadokser og loops. Eller måske ikke.
Var I bekymrede for fortællemæssige plothuller af den slags, science fiction-fanatikere ofte går meget op i?
»Jeg troede, at det var almen viden, at hvis du rejste tilbage i tiden og ændrede noget, så ville du også have ændret den tid, du selv kom fra. Men der har vi nogle gange haft læsere inde, som ikke rigtigt forstod, at det måtte hænge sådan sammen.
Det kan godt være, at jeg bare har bygget oven på de film eller historier, jeg har læst, og tænkt: ’Det er selvfølgelig sådan her, det hænger sammen’«.
Det forekommer ofte i tidsrejsefilm, at verden er skæbnebestemt, som i ’Twelve Monkeys’, dens eksperimenterende forlæg ’La Jetée’ eller ’Looper’.
»I ’QEDA’ er det ikke skæbnebestemt. Fang Rung lykkes med at ændre historiens gang, bare ikke på den måde han gerne ville have gjort det«.
Er det så tilfældet, der råder? I ’Rejsen på ophavet’ er din families historie bygget op om nogle tilfældige episoder, der er sket, hvor det lige så godt kunne have udviklet sig anderledes.
»’QEDA’ er bygget oven på en tanke, der kunne være: ’Hvis ikke det havde været for Anden Verdenskrig, så havde jeg aldrig levet, min kone havde aldrig levet, og verden havde set anderledes ud’. Spørgsmålet er så, om jeg vil gå tilbage og forhindre Anden Verdenskrig.
Det ville jeg sikkert ikke, for alt, hvad jeg holder af, ville ikke længere være her, hvis jeg gjorde det. Jeg kunne redde x-antal millioner mennesker fra en grusom død, men jeg ville jo ikke vide, om jeg forårsagede endnu mere død?«.
Svaghed for udskældt ’Blade Runner’-version
Max Kestner husker at have set den første ’Star Wars’ med store øjne, og Yul Brynners robotiske gunslinger i ’Westworld’ var en skrækindjagende oplevelse for lille Max.
Derudover er han ikke som sådan science fiction-nørd, men der skete noget i mødet med førsteudgaven af Ridley Scotts milepæl ’Blade Runner’. Denne version kendes (og kritiseres) især for en fremtrædende voice-over fra Harrison Fords karakter Rick Deckard, som går igen i ’Qeda’ via Carsten Bjørnlunds dybe røst og småfilosofiske observationer.
Mange kritiserer brugen af voice-over i den originale biografversion af ’Blade Runner’, men du kan godt lide den?
»Både instruktøren og hovedrolleindehaveren kritiserede den, så det er lovligt at synes, den er dårlig. Det var den første, jeg så, og måske derfor købte jeg den. Jeg kan jo godt se, at det på en måde er en dårlig voice-over, fordi den hele tiden siger, hvad der sker, men jeg kan godt lide, at den er en slags musik i filmen. Han har en god stemme, der bliver en del af universet, og så gør det mig ikke noget, at den er lidt dum«.
Det er måske også film noir-elementet, du godt kan lide ved voice-overen. Jeg kom selv til at tænke på ’Double Indemnity’ og ’Sunset Boulevard’ i brugen af voice-over i ’QEDA’.
»Ja, klart. Jeg havde brug for en voice-over, da jeg skulle have nogle ting forklaret. Voice-overen i filmen kom meget sent i processen. Vi havde indtalt en anden voice-over som en samtale mellem de to Fang Rung, hvor man først ret sent fandt ud af, at det var en samtale og ikke en voice-over. Det var på mange måder en mere original idé, men svær at få til at fungere«.
’Det femte element’ vs. ’Moon’
Mange ideer var i spil, før den omkring 20 millioner kroner dyre ’QEDA’ fandt sin endelige form. Max Kestner har således brugt flere år på at skrive den i fællesskab med sin hustru Dunja Gry Jensen (’Norskov’). Kestner interesse har især ligget i at undersøge historiens mere filosofiske aspekter.
Har en film som Duncan Jones’ eksistentielle klonkammerspil ’Moon’ personligt inspireret dig mere end de miljøpolitiske sci-fi-film?
»’Moon’ er selvfølgelig en reference, men vi har ikke følt, at den var et forlæg. Når du skriver en historie som ’Moon’, så har du taget en stor beslutning om at ville være fri for at beskrive en fremtidsverden særlig detaljeret. Du har bare et rumskib. Man kan lade sig inspirere af, hvor radikale valg den har taget og derfor har fået det nemmere, end vi fik, fordi vi ikke tog lige så voldsomt radikale valg«.
Er det en kvalitet ved science fiction at kunne tage radikale valg?
»Det kan det være, hvis du ikke har penge til at bygge en verden i stil med ’Det femte element’. Men det er en kvalitet ved alle historier at tage radikale valg, da det giver identitet til værket, og man mærker en afsender i filmen med et budskab. ’Det femte element’ er et meget godt eksempel på en historie, der ikke blev bedre af at have uanede ressourcer«.
Hvad er der galt med den?
»Det er et overflødighedshorn, hvor intet virker nødvendigt, og alt er der, fordi det var der én, som havde lyst til den pågældende dag. Det skal der også være plads til, men det er et eksempel på en dårlig science fiction-film. Succeskriteriet må ikke bare være en masse gadgets.
Der er ’Moon’ en hundrede gange bedre film, selvom den ikke har en hundrededel af den andens budget. Det er for lang tid siden, jeg har set ’Det femte element’, men jeg synes, det er en lortefilm«.
Underholdning over moralsk prædiken
Science fiction-fortællinger finder ofte deres styrke som forskudte spejl på en nutidig problematik, og de dommedagslignende høje vandstande i ’QEDA’ er sikkert guf for Danmarks Naturfredningsforening og diverse miljøbevægelser.
Har man imidlertid set en af Max Kenstners dokumentarfilm som ’Identitetstyveriet’ om Thomas Altheimers bemægtigelse af sin identitet fra performancekunstneren Claus Bech-Nielsen eller ’Amateurs in Space’ om raketingeniøren Peter Madsen, der efterfølgende blev verdenskendt for Ubådssagen, danner der sig et mønster af en instruktør med nysgerrighed på den menneskelige drivkraft.
Hvad håber du, at publikum tager med sig fra ’QEDA’?
»Jeg håber ikke, at de går ud af biografen og føler, at de har fået en moralsk opsang, men at de har været underholdt. Den må også gerne have noget indeni, og i ’QEDA’ handler det om at bruge det øjeblik, man er i, og skabe en fremtid i stedet for at forestille sig, at det bliver godt i morgen«.
Er det vigtigste virkelig, at den skal underholde?
»Ja, det er det vigtigste. Det er gennem underholdning, at formidlingen sker mellem mennesker. Jeg føler ikke, at det er underlødigt at underholde. Det er smukt!
Det er vigtigt for mig, at folk ikke tror, at det er et bud på, hvordan fremtiden ser ud. Det er bare en setting, vi har lavet, som bygger på kompetente gæt. Målet har ikke været at forudsige fremtiden«.
Så I har ikke villet lave en ’Children of Men’ eller ’Snowpiercer’, der ret entydigt fortæller, at det kan gå gruelig galt, hvis ikke vi tænker os om?
»Jeg kommer fra dokumentarfeltet, hvor jeg ikke kan lave science fiction eller cowboyfilm. Så det var vigtigt for mig at lave et slags eventyr. Før jeg vidste, hvor besværligt det ville blive, virkede science fiction som en god idé med hensyn til at fortælle historier om spaltede mennesker«.
»For mig er det ikke et forsøg på at lave en miljøfilm. Men ’Children of Men’ har faktisk også været en reference især i forhold til production design, fordi det også er en verden, hvor meget lidt er ændret. Jeg føler mig super underholdt, men egentlig ikke moralsk overrumplet af den«.
Det, man ikke ledte efter
Max Kestners motivation er altid at udfordre sig selv fra projekt til projekt. Man skal ville noget med sin historie og samtidskunst er et plusord frem for samlebåndsproduktion.
Science fiction kan vel også godt være en slags spændetrøje, da du sætter nogle koncepter op og er i en mere stram fortælleform med andre fremdriftskrav end de mere flydende ’Rejsen på ophavet’ og ’Identitetstyveriet’.
»Det er meget sjovt. Det er en tanke, jeg ikke selv har haft, men det er rigtigt, at der er noget mere fastlåst end for eksempel i ’Identitetstyveriet’. Du kan ikke arbejde inden for det budget, vi havde, med særlig meget tilfældighed. Der er en tidsplan, så det kan godt blive stift, medmindre man er meget dygtig eller har flere ressourcer. Der er en masse konventioner, som er voldsomme at bryde med«.
I forhold til spejlingen mellem ’Identitetstyveriet’ og ’QEDA’ er tanken om at overtage en andens identitet og at udspalte sig en central menneskelig kerne, som du får flyttet ind i et science fiction-univers. Det er vel ikke nogen dum ting?
»Spejlingen har ikke været et udgangspunkt, men det lyder godt, når du siger det! Jeg er ikke en instruktør, der forstår alt, hvad jeg laver. Jeg vil gerne overraskes. Jeg arbejder med at lægge forhindringer for mig selv, når det handler om dokumentariske optagelser.
Det er sværere at stå med et hold på 45 mennesker og lægge forhindringer ind. Det er noget, man lige skal lære på et fiktionsprojekt, hvor succeskriteriet hurtigt er at opnå det, der er beskrevet, i stedet for at lede efter noget, man ikke vidste, man ledte efter«.
Har du et godt råd til danske filmskabere, der i fremtiden vil kaste sig ud i science-fiction-genren?
»Man skal tage mindst ét super radikalt valg for at forsimple historien. Men det er også et råd til alle andre filmskabere«.
Læs også: ’Qeda’: Ny dansk sci-fi-film får både 5 og 3 stjerner