’Maskiner’: Du kan smage kemikalierne i film om en tøjfabrik i Indien
I Rahul Jains dokumentardebut ’Maskiner’ er mennesker små, nedslidte tandhjul i Indiens enorme tekstilindustri. 12 timers arbejdsdage til sulteløn – langt væk fra familien – er hverdag for de mange drenge og mænd, vi møder i filmen. I tilgift har mange af fabriksarbejderne stiftet gæld bare for at være i stand til at rejse den lange vej hen til fabrikken her i den industritunge Gujarat-provins i det nordøstlige Indien.
»Gud gav os hænder, så vi er nødt til at arbejde«, forklarer en høj og ranglet ung mand, hvis primære arbejdsopgave det er at flytte rundt på 220 kilo tunge tønder med farver og kemikalier skvulpende rundt uden låg. Han har hverken gummihandsker eller anden form for beskyttelse på. En anden bærer store bylter af nyfremstillet tekstil fra én bunke til en anden, mens en helt ung teenagedreng forgæves forsøger at holde sig vågen ved samlebåndet, hvor meter efter meter efter meter af stof suser igennem valser og vaskekar.
I to fulde minutter dvæler kameraet hypnotisk ved drengen, der gang på gang overmandes af søvnen, nikker, vågner op med et gib og gaber bredt. De store, dødtrætte glasøjne flakker rundt i hovedet på ham, mens han desperat forsøger at få kroppen og koncentrationen til at makke ret.
Maskinernes monotone summen og konstante klik-klik-klak, klik-klik-klak er både virkningsfuldt lydunivers og medfortæller i ’Maskiner’. På en gang droneagtigt musikalsk og angstfremkaldende klaustrofobisk. Her er ingen symfonisk underlægningsmusik at hænge følelserne op på, blot maskinernes ubønhørlige evighedssummen. Et stilistisk modigt fravalg, som Rahul Jain skal have stor ros for.
Klaustrofobifølelsen af at befinde sig i den labyrintiske fabrik indfanger filmens fotograf, Rodrigo Trejo Villanueva, svimlende præcist. Fra fyrrummet, hvor eksplosive stikflammer og knitrende orange partikler fyger ud af ovnen og tvinger fyrbøderen til at vende ansigtet bort, tager Villanuevas steadicam os med videre rundt blandt mennesker og maskiner. I nøjagtig øjenhøjde med arbejderne spadserer kameraet roligt fra maskine til maskine.
Kontrasten mellem de mørke, lavloftede rum med sparsom belysning fra tarvelige lysstofrør og de farvestrålende tekstiler i alverdens mønstre og farvekombinationer er visuelt prægnant. Ens øjne synes på evig opdagelsesrejse her i tekstilfabrikkens bug, hvor utætte rør sender decideret smuk (men sikkert giftig) damp ud i hvert et hjørne, og bjerge af friskfarvede tekstiler gør det ud for senge. Her sover udmattede arbejdere tungt en middagslur: udstrakte og strøet tilfældigt omkring på stofbylter.
Jain, der er født i Indien og filmuddannet i USA, tegner et stærkt indigneret portræt af migrantarbejdernes arbejdsliv på denne unavngivne fabrik i Indiens tekstilepicenter. Lige så eksklusive og luksuriøse de tekstiler er, som vi ser den smarte sælgertype præsentere til et forretningsmøde, lige så kummerlige og rygbrækkende er de forhold, de er produceret under.
Enkelte arbejdere vover at tale om muligheden for at organisere sig i en fagforening – alt imens de ser sig frygtsomt over skulderen. Det sker rent faktisk, at de åbenmundede simpelthen bliver slået ihjel, fortælles der.
Kort sagt:
Der er ingen lette løsninger lige til højrebenet i ’Maskiner’. Rahul Jain observerer og indfanger så dygtigt – både visuelt og auditivt – at du til sidst kan smage kemikalierne og trækker vejret i takt med maskinerne.