Natalie Portman har 100 historier om diskrimination og sexchikane

Natalie Portman har 100 historier om diskrimination og sexchikane
Natalie Portman i Terrence Malicks 'Song to Song'.

Natalie Portman har tilhørt Hollywoods A-list siden hun som ganske ung brød igennem i Luc Bessons klassiker ’Leon’. I retrospekt er Portman vokset op på lærredet samtidig med, at Harvey Weinstein med flere terroriserede adskillige kvinder med en adfærd, der indbefattede både krænkelser og reel voldtægt. Man kunne frygte, at den unge Natalie Portman var et let offer, men sådan har det heldigvis ikke forholdt sig – og så alligevel lidt.

»Jeg er ikke blevet overfaldet, men jeg er blevet diskrimineret og chikaneret på stort set samtlige film, jeg har arbejdet på«, udtalte skuespillerinden i går under Vulture Festival i LA og fortsatte:

»Jeg er gået fra at tænke, at jeg ikke har nogen historier til ’vent, jeg har jo hundrede’. Jeg tror, mange har gjort lignende regnskab over ting, vi førhen bare tog for givet. Det er en del af processen«.

Portman beskriver blandt andet, hvordan hun engang blev inviteret med på en producers privatfly i den tro, at andre var ombord.

»Jeg dukkede op, og det var kun os to og en seng i flyet. Intet skete. Jeg blev ikke overfaldet. Jeg fortalte ham, at ’det her gør mig utilpas’, og det respekterede han. Men det var ikke superfedt, vel? Det var virkelig uacceptabelt og manipulerende. Jeg var bange«.

Mange sammenligner Portmans tidlige stjernestatus med den bevågenhed, ‘Stranger Things’ Millie Bobby Brown lige nu oplever, og som har fået flere til at kritisere mediernes seksualiserende fremstilling af den 13-årige skuespillerinde.

Portman var dog som ung meget bevidst om farerne ved at blive gjort til et Lolita-objekt, hvis hun lavede for mange kyssescener. Men der er også en problematik i denne form for tagen vare på sig selv.

»Det bør være en del af den nuværende diskussion: At man som kvinde går i defensiven for ikke at blive set på en bestemt måde. I hvor høj grad lukker vi ned eller begrænser os selv, fordi vi vil beskytte os?«, spurgte ‘Black Swan’-stjernen.

Natalie Portman fremhævede desuden den store kønsmæssige uligevægt på filmsets, der typisk er domineret af mænd og hvor »det er meget sjældent at se kvindelige crewmedlemmer – udover i hår, makeup og garderobestaben«.

Hun husker endog en oplevelse, hvor en instruktør fortalte hende, at hun var »trættende« fordi hun påpegede, at den behandling hun fik på settet var unfair i forhold til de mandlige kollegaer .

Læs også: Stop med at seksualisere 13-årige Millie Bobby Brown