Da Natalie Portman var 25 år og allerede havde film som ‘Léon’, ‘Heat’, ‘Star Wars Episode 1-3’, ‘Closer’ og ‘V for Vendetta’ plus en Golden Globe-pris og en Oscar-nominering på cv’et, trak hendes far hende til side.
»Jeg tror, det er tid for dig til at starte på en kandidatuddannelse«, sagde han.
Ikke fordi der var noget galt med at spille skuespil. Det var bare heller ikke noget, der imponerede Portmans ultraakademiske, jødiske familie. Faren, der er fertilitetslæge, mente, at et mere intellektuelt erhverv ville tilfredsstille hende mere.
Som 18-årig var hun startet på Harvard, som hun fire år senere forlod med topkarakterer for sin bachelor i psykologi.
»Jeg er ligeglad med, om det ødelægger min karriere at gå på universitetet. Jeg vil hellere være klog, end jeg vil være filmstjerne«, sagde hun dengang.
Barnestjernen Portman var i mange år selv i tvivl om, hvorvidt hun skulle gøre ungdomshobbyen til sit voksenjob. Hun følte, i sin families ånd, at hun skulle bruge sit liv til noget seriøst. Og hun har fortalt, at det tog tid for hende at erkende, at hun ikke alene elsker skuespillet, men føler, at det er mere vægtigt, end hendes fars ord antydede. Hendes job handler om empati, om at reflektere over andres liv og om at få publikum til at bekymre sig om et fremmed menneske for en stund.
Hendes forældres pres hjalp faktisk Portman til at bekende kulør og gå efter det, hun allerhelst ville.
Men når man ser på hendes intense og komplekse portrætter af dramatiske karakterer som ballerinaen Nina, der gennemgår en mental nedsmeltning i Darren Aronofskys ‘Black Swan’, og Jackie Kennedy, som kæmper for at bevare fatningen efter det traumatiserende snigmord på hendes mand i Pablo Larraíns ‘Jackie’, er det tydeligt, at psykologigraden ikke var forgæves.
Hun er en sjældent intellektuel skuespiller, der ikke alene bruger sin psykologiske indsigt til at skabe dybde i sine karakterer, men også har glæde af sin akademiske tilgang og stræberagtige arbejdsmoral til for eksempel at lære at danse ballet eller ramme Jackie Kennedys helt særlige dialekt og nuanceforskellene i hendes stemme, når hun talte offentligt og privat.
En adskilt tilværelse
Når man møder Natalie Portman, fornemmer man også en vis intellektuel distance. Hun er rolig, afbalanceret og saglig, men kommer ikke med spontane udbrud, har paraderne oppe og giver ikke meget af sig selv. Hun taler korrekt og langsomt og er fuldkommen bevidst om, hvad hun vil sige og ikke sige. Hun er i kontrol.
Det er sigende, at hun under et interview med The Hollywood Reporter i 2015 demonstrativt optog samtalen med sin iPhone, så hun kunne være sikker på, at hun blev citeret korrekt efterfølgende.
Hun holder sig fra sociale medier, dukker ikke op i flere talkshows end højst nødvendigt og taler sparsomt om sin mand, balletdanseren Benjamin Millepied, som var hendes koreograf i ‘Black Swan’, og parrets femårige søn Aleph.
Jeg kan ikke holde ud at se endnu en film, hvor der er 20 mænd og én enkelt kvinde, som spiller konen eller kontordamen
Til Oscar-uddelingen i februar meldte hun afbud »på grund af sin graviditet«, til trods for at hun havde promoveret ‘Jackie’ med sin store mave hele sæsonen. Først to uger senere afslørede hun gennem sin agent, at hun allerede havde født sin datter fire dage inden prisfesten – og snød dermed verdenspressen til at give hende ro omkring familieforøgelsen.
Da vi møder Portman i Los Angeles, spørger vi hende, om det er vigtigt for hende at have kontrol.
»Jeg er ikke så interesseret i at have kontrol, men jeg er interesseret i privatlivets fred. Jeg vil heller ikke lade mig påvirke af, hvad andre mennesker tænker om mig, for det kan indimellem være ret frygteligt og grimt, så man skal beskytte sig selv. Derfor bygger man en form for mur omkring sig, men man skal også tillade sig selv at være sårbar og leve et helt liv«.
Du har været en offentlig person, fra du slog igennem med ‘Léon’ som 11-årig. Hvordan bevarer du en form for normalitet i dit liv?
»Jeg har et ret normalt liv. Jeg tror, at det har gjort en stor forskel, at min familie ikke har haft noget som helst med showbusiness at gøre. De havde ikke noget med min karriere at gøre, og de var heller ikke økonomisk involverede i mit arbejde. De var kun interesserede i at beskytte mig og hjælpe mig med at holde en vis afstand, så der var en stor adskillelse mellem mit private liv og mit arbejdsliv.
Mit liv er stadig langt fra filmverdenen. Jeg har en meget adskilt tilværelse – næsten som en varulv, hvor man er én ting om dagen og en anden om natten. Men det hjælper mig med at forstå forskellen mellem, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er«.
Kvinder skal støtte hinanden
Af samme grund er Portman heller ikke typen, der fodrer sine fans med selfies på Instagram. Hun nægter at blive opfattet som et brand frem for en person, og hun håber, at den attitude i sig selv giver folk et billede af, hvem hun er.
På afstand fremstår hun først og fremmest som en seriøs person. En hårdtarbejdende og dygtig perfektionist. Veganer (efter at have læst vennen Jonathan Safran Foers ‘Om at spise dyr’). Flydende i seks sprog (engelsk, hebraisk, spansk, tysk, japansk og fransk). Demokratisk støtte. Feministisk fortaler. Smuk på den sunde og naturlige måde.
Nogle ville kalde hende selvhøjtidelig og overkorrekt. Andre ville rose hende for sin høje integritet. Den havde hun for øvrigt allerede som tiårig, da hun takkede nej til en modelkarriere. Hun blev opdaget på et pizzeria, men da casterne på modelbureauet fortalte hende, at hun ikke kunne have sine beskidte sneakers på, stejlede hun. Hun ville ikke bedømmes på sit udseende, og hun blev introduceret for nogle skuespilleragenter i stedet.
Under The Hollywood Reporters rundbordssamtale men en stribe store skuespillerinder tidligere i år, spurgte intervieweren, hvad kvinderne drømmer om at nå i deres liv ud over skuespilkarrieren. De andre skuespillerinder luftede private ønsker om at få børn eller rejse eller joker med at kunne blive usynlig eller flyve. Natalie Portman? Hun drømmer om at fremme kvindeligt lederskab.
Og hun har jævnligt brugt sin platform til at tale om kønspolitik – ofte i et selvkritisk lys. Om sit eget ubehag ved at blive vurderet som et seksuelt objekt fra 11-årsalderen og sin retrospektive afsmag for rollerne som teenagemuse for ældre mænd. Om at have personificeret klichékvindetypen Manic Pixie Dream Girl – den excentriske idealkvinde, hvis eneste rolle er at vække den mandlige hovedperson til live – i ‘Garden State’. Om hendes honorar for ‘No Strings Attatched’, der var blot en tredjedel af medspilleren Ashton Kutchers. Om hvor underrepræsenterede kvinder er i Hollywood, og om hvorfor kvinder i filmbranchen ikke holder sammen.
»Indimellem er vi ikke engang bevidste om, at vi selv bærer rundt på en snert af mandschauvinisme, som vi modarbejder hinanden med. Så vi konkurrerer indbyrdes. Der er en følelse af, at der kun er plads til én, og at hvis man vinder, så er der en anden kvinde, der taber, og omvendt«, siger hun.
»Det skader virkelig vores sag, og det kræver meget arbejde at komme ud af den tankegang og i stedet skabe sammenhold blandt kvinder. Vi ser det i mange film. Jeg kan ikke holde ud at se endnu en film, hvor der er 20 mænd og én enkelt kvinde, som spiller konen eller kontordamen. Det er med til at fastholde ideen om en verden fuld af mænd og den følelse af, at der kun er plads til én kvinde i en gruppe.
Det er meget sjældent, at man ser kvinder agere sammen på film. I mit liv som kvinde er de eneste mennesker, jeg er sammen med, kvinder, og så min mand og mit barn. Jeg er sammen med mentorer, veninder, familie«.
(Natalie Portman har hovedrollen i Alex Garlands opfølger til ‘Ex Machina’, sci-fi-filmen ‘Annihilation’.)
Her har den såkaldte awards season frem mod Oscar en vigtig funktion, tilføjer hun.
»Det bedste ved prissæsonen er, at man kommer til at tilbringe meget tid sammen med de andre kvindelige skuespillere. For ellers arbejder vi aldrig sammen. Her deltager vi i interviews sammen og har mulighed for at tale sammen. Det er rart, for ellers er vi spredt for alle vinde, og det kan godt skabe et anspændt forhold mellem os. Men når vi så mødes, er det godt, og alle er venlige og rare – og det burde også være sådan. Vi burde støtte hinanden, ligesom mænd i branchen gør«.
Derfor glæder Portman sig også over sin nylige oplevelse med at være del af et kvindefællesskab på optagelserne til Alex Garlands kommende sci-fi-film ‘Annihilation’. Her spiller hun en biolog i en gruppe af videnskabskvinder, der bliver sendt ud for at udforske et mærkværdigt miljøfænomen.
»Vi talte hele tiden om, hvor sjældent og dejligt det var at være så mange kvinder samlet på en film«, siger hun om sine medspillere Jennifer Jason Leigh, Gina Rodriguez, Tessa Thompson og Tuva Novotny. »Det burde ske noget oftere«.
En mester forklædt som studerende
Den i dag 35-årige skuespiller har været vidt omkring med sine roller: Psykologiske dramaer, ungdoms- og familiedramaer, periodedramaer, artfilm, komedier, romantiske komedier, actionthrillere, blockbusterfranchises og nu altså også sci-fi.
Natalie Portman har fra begyndelsen af sin karriere samarbejdet med nogle af filmbranchens største instruktører. Efter sin filmdebut i Luc Bessons ‘Léon’ fortsatte hun med at arbejde sammen med store navne som Michael Mann, Woody Allen, Tim Burton og Mike Nichols, der i 2001, tre år inden ‘Closer’, instruerede hende i en opsætning af ‘Mågen’ i Central Park med blandt andre Meryl Streep, Christopher Walken, John Goodman, Marcia Gay Harden og Philip Seymour Hoffman.
Portman har fortalt, at hun er glad for, at hun dengang var for ung og uvidende til at have for meget ærefrygt. Dog var hun nervøs under optagelserne af ‘Everyone Says I Love You’, fordi Allen bad skuespillerne om at improvisere. Hendes strategi var at spise en sandwich, når alle var samlet, så hun ikke kunne sige noget, fordi hun havde munden fuld.
Nu er hun aktuel med endnu en af filmverdenens giganter, Terrence Malick. I hans film ‘Song to Song’ spiller Portman en servitrice i Austin, Texas, der involveres i parforholdsforviklinger med Michael Fassbender, Rooney Mara og Ryan Gosling. Filmen er hendes andet samarbejde med Malick, der er kendt som en ekstremt visionær og kompromisløs instruktør.
»Han følger ikke de sædvanlige regelsæt, og det betyder, at man befinder sig i lidt af en drømmeverden med ham«, fortæller Portman.
»De fleste film bliver til på nogenlunde samme vis, men han har sit helt særlige ritual. Ens arbejdsdag er komplet anderledes end på andre film, på hundredvis af måder. Der var en stemning af, at vi var på en kreativ opdagelsesrejse, hvor alt var helt friskt og nyt. Det var, som om han var en studerende, der ikke vidste noget som helst – og så er han i virkeligheden en sand mester, der ved alt«.
Kunsten at give slip
I 2015 sprang Natalie Portman selv ud som som spillefilminstruktør med filmen ‘A Tale of Love and Darkness’. En hebraisksproget filmatisering af den israelske forfatter Amos Oz’ selvbiografiske roman om staten Israels fødsel set gennem hans familie i 40’ernes Jerusalem. Det var et meget personligt projekt for Portman, der er født i Jerusalem – familien flyttede til USA, da hun var tre – og har et tæt bånd til Israel og jødisk kultur.
»Jeg var ikke klar over, at det var et radikalt valg, indtil jeg begyndte at vise filmen«, har Portman skrevet i en mailudveksling med forfatteren Jonathan Safran Foer i The New York Times Style Magazine. »Så fandt jeg ud af, at hvis noget foregår i Israel, selv hvis det dybest set er en kærlighedshistorie mellem en dreng og hans mor, er det modigt. Jeg drømmer ofte om at stamme fra et sted, der ikke kan fornærme nogen (…). Men jeg ved, at Israel – stedet og dets historier – engagerer mig som intet andet«.
Alt i alt betegner Portman sin første instruktørgerning som »en utrolig oplevelse«, da vi snakker med hende.
»Det handler om at opfylde sin egen vision. Jeg elsker også at spille skuespil, men det er forskellige evner, man benytter sig af, og det er vidt forskellige oplevelser. Man kan fuldkommen fortabe sig i sit skuespil, mens man som instruktør skal være fokuseret på det hele. Det er rart at kunne gøre begge dele, for når man instruerer, så handler det om ens eget personlige udtryk og kunst. Man har kontrol. Mens man som skuespiller giver slip«.
Og måske for fremtiden endnu mere slip.
»Min erfaring som instruktør gør, at jeg virkelig gerne vil prøve alle de ting, som instruktørerne beder mig om. Jeg behøver ikke at forstå, hvorfor de beder mig om det. Tidligere følte jeg, at jeg skulle forstå alt og logikken bag. Nu forstår jeg, at det indimellem er ulogisk i øjeblikket, men at det godt kan være rigtigt alligevel«, siger hun.
Efter en Oscar-statuette, en tjans som jurymedlem på Cannes-festivalen, en position som politisk fortaler og en hebraisk instruktørdebut må selv Natalie Portmans far vel indrømme, at man godt både kan være skuespiller og seriøs.
‘Song to Song’ er ude på dvd og vod og kan fx ses på Blockbuster.