Disney kendte til ‘Toy Story’-instruktørs sexchikane, antyder nye kilder

Disney kendte til ‘Toy Story’-instruktørs sexchikane, antyder nye kilder
John Lasseter under Cannes-festivalen i 2015. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

I sidste uge annoncerede Pixar-chefen og bagmanden til blandt andet ‘Toy Story’ og ‘Cars’, John Lasseter, at han ville tage et halvt års orlov efter sexchikaneanklager. De anonyme anklager gik blandt andet på, at Lasseter havde befamlet flere af sine kollegaer.

Hans overordnede hos Disney har støttet fuldt op omkring Lasseters orlov, men nu viser det sig, at konglomeratet sandsynligvis kendte til Pixar-grundlæggerens sexchikane, før det nåede frem til offentligheden.

Flere anonyme kilder har udtalt til Deadline, at Lasseter deltog i wrap parties under opsyn af en ‘handler’, der skulle »sikre, at han ikke opførte sig upassende over for kvinder«.

I kølvandet på sidste uges anklager udtalte Disney: »Vi er forpligtet til at bevare et miljø, hvor de ansatte bliver respekterede og bemyndigede til at gøre deres bedste. Vi er taknemmelige for Johns oprigtighed og ærlige undskyldning og støtter ham til fulde under hans sabbat«.

Der er dog allerede mange, som har kritiseret beslutningen om at lade Lasseter slippe afsted med seks måneders orlov. Og man kan derfor snildt forestille sig, at Disney har iværksat en omfattende undersøgelse af Lasseters omgang med sine kollegaer for at komme til bunds i omfanget.

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’

Læs også: Pixars konge trækker sig tilbage et halvt år efter anklager om sexchikane

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af