I 2001 tog hollandske Michael Dudok de Wit imod Oscaren for bedste animerede kortfilm for sin film ’Father and Daughter’. Men karrierens foreløbige milepæl kom fem år senere, da han blev kontaktet af Hayao Miyazakis legendariske animationsselskab Studio Ghibli, der ville lave en spillefilm med ham. Som den første ikke-japanske instruktør nogensinde.
Resultatet blev animationsperlen ’Den røde skildpadde’, der først vandt en pris ved sidste års Cannes-festival og i år blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm. En stor ære for en hvilken som helst animationsfilm, men endnu mere imponerende, når man tager i betragtning, at Michael Dudok de Wits film er ordløs.
I filmens første scene vugger en kæntret jolle faretruende i en dal af tårnhøje bølger. Filmens unavngivne hovedperson forsøger desperat at holde hovedet oven vande, mens han gispende kæmper mod naturens kraft. Forgæves. Han vågner op i vandkanten på en øde ø, og her starter en magisk historie, der hurtigt forlader robinsonaden til fordel for en poetisk fortælling om mennesket og naturen. Alt sammen uden et eneste ord.
»Jeg er enig i, at det er usædvanligt, at der ikke bliver sagt noget, men det er ikke en stor udmelding. Det er en historie, hvor folk bagefter vil tænke: ’Nå ja, der var ingen dialog’«, fortæller Dudok de Wit, der også står bag manuskriptet, da vi møder ham på Wake Up Hotel – et stenkast fra Cinemateket, hvor man i disse dage kan se spillefilmdebuten ’Den røde skildpadde’.
Vi har mistet kontakten til naturen
Oprindeligt troede instruktøren, at der skulle være et par replikker undervejs, men sammen med sit hold opdagede han hurtigt, at det ikke fungerede. Fortællingen stod langt stærkere, hvis karakteren forblev omgærdet af mystik. I virkeligheden var der ikke behov for at vide, hvor manden kom fra. Simplicitet blev et nøgleord for instruktøren – både i æstetikken og historiefortællingen.
»Jeg prøvede at overbringe det smukke i enkeltheden. Simplicitet bliver ofte betragtet som noget billigt, men det burde det ikke. I stedet bør man opfatte det som essensen og ikke mere«, siger hollænderen.
»Som animator er jeg ikke interesseret i komplekse menneskegrupper, hvor mange forskellige personligheder interagerer. Andre film tager sig smukt af det. Jeg synes, det er mere interessant at sætte fokus på en karakter og så virkelig følge personen«.
Dudok de Wit valgte at placere hovedkarakteren i et af de simpleste scenarier, man kan forestille sig: Alene på en øde ø. Han ville udforske, hvem man er, når man er alene med naturen. Og hvad vores essens er, når vi ikke har et samfund at spejle os i. Spørgsmål som vi i tidens løb er kommet længere og længere væk fra.
»Jeg tror, vi har mistet vores viden om, at alting er levende, og at vi i millioner af år har udviklet os som en del af naturen. Vi kan ikke pludselig sige ’nu har tingene ændret sig, og vi står uden for naturen’«, siger han.
Samarbejdet med Studio Ghibli
Studio Ghibli kontaktede Michael Dudok de Wit over noget så banalt som en e-mail i 2006. De havde set hans kortfilm og ville gerne lave en spillefilm med den hollandske instruktør, hvis han var interesseret.
»Det var chokerende, for man modtager ikke den slags over e-mail. Ghibli bliver jo betragtet som halvguder«, griner han.
Studio Ghibli er et af verdens mest legendariske animationsselskaber, som giver giganterne Disney og Pixar kamp til stregen. Siden mesterinstruktøren Hayao Miyazaki, instruktørkollegaen Isao Takahato og produceren Toshio Suzuki grundlagde selskabet i 1985, har de stået bag flere af de allerstørste japanske filmsuccesser, hvoraf flere har markeret sig stærkt internationalt. Kronjuvelen er sandsynligvis Miyazakis Oscarvinder ’Spirited Away’, og det er da også ham, de fleste forbinder med selskabet, der i skrivende stund arbejder på instruktørens nye film efter tre års produktionsstop.
Selvom de Wit endnu ikke havde bevist sit værd som spillefilminstruktør, gav det japanske studie ham en høj grad af kreativ frihed. Og det var netop selskabets lange tradition for at lave instruktørdrevne film, der appellerede til debutanten.
»Når man laver en instruktørfilm, er det din baby. Man føler et naturligt ansvar for at hjælpe sin baby til at blive voksen. Ghibli kunne have sagt, at min kurs ikke virkede, og det var jeg helt klar over, for jeg kunne have været skuffende som debuterende filmskaber – også over for mig selv. Men de var trygge ved at stole på mig. De vidste godt, at jeg ikke bare ville lukke af og lave min egen ting«, forklarer han.
Følte du dig presset af Studio Ghiblis arv, da du begyndte på projektet?
»Ikke rigtigt. Selvfølgelig ville jeg gerne have, at de var glade, for det hjælper også filmen i høj grad. Men jeg har også meget høje krav til mig selv, så jeg ville gerne have, at filmen nåede mit eget perfektionsniveau. Men jeg følte slet ikke, at jeg mødte en meget krævende eller dæmonisk producer. Mit mål, og også deres mål er jeg sikker på, var at lave en film, der hæver sig over kulturelle forskelle«.
Da Dudok de Wit begyndte at arbejde hos Ghibli, var Miyazaki travlt beskæftiget med sin film ’The Wind Rises’, men Isao Takahata og Toshio Suzuki blev hollænderens kreative sparringspartnere. ’Den røde skildpadde’ skulle – ganske naturligt – være en europæisk film, og derfor gav de Dudok de Wit tøjlerne på projektet, mens de indtog en rådgivende position.
»Hvad med at se den selv?«
Michael Dudok de Wit gik i gang med at arbejde på ’Den røde skildpadde’, umiddelbart efter han blev kontaktet af Ghibli i 2006. Alligevel tog det 10 år, før filmen så dagens lys. Han holdt ganske vist et par års pause, mens Ghibli ledte efter investorer, men ikke desto mindre kom det langsomme tempo som en overraskelse.
»Det sårede min professionelle stolthed, for normalt er jeg ikke langsom. Men historien var meget skrøbelig. Hvis man går for meget til den ene side, falder det hele sammen«, fortæller han.
For selvom Dudok de Wit vægtede en meget simpel fortælling om en mand strandet på en øde ø, går filmen undervejs i flere forskellige retninger, hvor den hurtigt efterlader den klassiske ’Cast Away’-fortælling i sandet til fordel for en magisk historie om længsel og kærlighed. Og det var en svær balancegang at ramme.
»Jeg fandt det meget udfordrende, for jeg kan se det smukke i mysterier, men som tilskuer har jeg brug for klarhed. Jeg er langsom til at forstå historier, så jeg kan godt lide dem, der er klart fortalt. Men paradoksalt nok anerkender jeg, når en instruktør leger med tvetydighed på en præcis og bevidst måde. Det tilfredsstiller mig på et utroligt dybt niveau, og sådan har jeg det også, når jeg laver mit eget arbejde«, forklarer han.
Mange opfatter stadig animation som børne- eller familiefilm. Hvad tænkte du om det, inden du gik i gang med filmen?
»Jeg var klar over, at der stadig var den slags fordomme om animation, og at det ville være skrøbeligt for filmen. Men jeg ville virkelig gerne fortælling den her historie, så en del af mig sagde, ’Jeg håber, distributøren finder ud af, hvordan vi markedsfører filmen, når den er færdig’. Og det gjorde de heldigvis.
Der er mange mennesker, som har sagt til mig ’Wow, du lavede ’Den røde skildpadde’. Den tager jeg min datter ind og ser’, hvor jeg har haft lyst til at sige: ’Hvad med at se den alene?’. Jeg måber stadig over den gamle attitude, som i mit tilfælde forsvandt for 40 år siden.
Men jeg ser også, at tingene forandrer sig i høj grad. Der er mange af os voksne, der er vokset op med ’The Simpsons’ og ’South Park’, og det tager vi jo med videre i vores voksenliv«.
‘Den røde skildpadde’ er månedens film i Cinemateket og kan ses frem til den 28. november. Læs mere HER.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Læs også: ‘Den røde skildpadde’: Oscar-nomineret Ghibli-film er smuk og medrivende