’Patti Cake$’: Hiphopfilm er en vaskeægte crowdpleaser

’Patti Cake$’: Hiphopfilm er en vaskeægte crowdpleaser
Danielle Macdonald i rollen som rapaspiranten Patti Cake$

Røgskyer og neon, rytmer og bling, en pige syner frem på scenen, en stjerne er født. Pludselig vågner vi. Åbningsscenen manifesterer, hvordan drøm møder virkelighed i det charmerende, hiphop-lingo-legende eventyr ’Patti Cake$’, der leverer stolt attitude, catchy beats og menneskeligt nærvær.

Patti Cake$ er navnet på en stærk, succesfuld kvindelig rapper, der spyr kompromisløst poesi. Hun har et hjerte af guld, et ridderligt mod og en fandenivoldsk sensualitet. »You’re a boss bitch«, som hun siger til sit spejlbillede.

Patti Cake$ er også en ung, uerfaren, overvægtig pige, der bliver mobbet med navnet Dumbo, kaldes en hvid udgave af Precious, og som lovformeligt er døbt Patricia Dombrowski.

Patricia Dombrowski a.k.a. Patti Cake$ bruger dagene på at ryge eskapistisk ind og ud af drømme om det store gennembrud som rapstjerne, og vi møder hende i New Jersey, hjemstavn for hiphop-navne som Ice-T, Queen Latifah, The Fugees og Naughty By Nature.

Her er gadens sprog limericks, der hustles stoffer, drømmes på kølerhjelme og battles på parkeringspladser efter de flestes sengetid.

Battlen fortsætter i Pattis hjem, der er antitesen på den amerikanske drøm: En white-trash skæbne, der kuldsejlede. Her bor Patti med sin storrygende, kværulerende mormor, der er en lattervækkende udgave af den kvindelige hovedperson i ’Requiem for a Dream’, og sin melodramatiske, lettere alkoholiserede mor, som er en falleret sangerinde, der var lige ved at blive til noget ved rockmusikken, men så blev hun gravid med Patti.

Patti Cake$ og hendes posse.

Pattis eneste ven, den ivrige Jheri, projicerer sin egen eventyrtrang over på Pattis talent og igangsætter alt for, at hun lykkes, og da de en dag møder den selverklærede antichrist Basterdi i skikkelse af en enigmatisk, tavs og gennempiercet dødsmetalperformer, danner de sammen bandet PNBJ.

Det er ulige børn, der leger bedst i denne musikalske rejse mod anerkendelse og frihed, og der er bump på vejen, for det er tough business at navigere i den hårdtslående hiphop-branche. Men selvom Pattis karakter er opdigtet, er hendes talent ikke fiktivt. Den pige kan rappe, og hun ejer de rum, hun træder ind i.

Visse film minder om, at mediets audiovisuelle natur forlader sig afgørende meget på skuespilleres evne til at levendegøre dialog og handling. Plottet kan være så enfoldigt, at det er skuespillernes nuancering, der giver filmen tekstur og resonans. Patti Cake$ er en af de slags film.

Newbie-skuespillerinden Danielle McDonald spiller Patti med en bemærkelsesværdig sårbarhed. Hun fremelsker uvægerligt sympati og en dominerende tro på hiphopdrømmens sandsynlighed. Hendes mor (Bridget Everett) er omvendt overbevisende i sin forkastelse af datterens projekt og er hver sit smertens øjeblik værdig. Pattis mormor (Cathy Moriaty) får os til igen at heppe på talentet, og som skrantende aldring i kørestol perspektiverer hun med en livets forgængelighed, der gør projektet endnu vigtigere.

Danielle Macdonald i ‘Patti Cake$’.

Vennen Basterd (Mamoudou Athie) udfordrer karrieredrømmen med nye musikgenrer og filosofiske dogmer. Vennen Jheri (Siddharta Dhananjay) konsoliderer tilsvarende karrieredrømmen med sin loyale stamina.

Imponerende er det, hvordan debutinstruktøren Geremy Jasper kultiverer og forener de forskellige karaktereres egenrådige drivkræfter til en forbundet enhed, der opsummerer den smittende holdånd, som præger mange amerikanske independent-film.

Der er fornemmelser af socialrealisme og coming-of-age i ’Patti Cake$’, men det er et klassisk underdog-drama, der sætter rammen. Den grimme ælling bliver til en smuk svane – født i et miljø, der forsøger at fastholde drømmen fra at lette, flankeret af et solidarisk persongalleri, der giver drømmen vinger.

’Patti Cake$’ er en vaskeægte feelgood-crowdpleaser, der selv har undergået underdog-fortællingen. Med et spinkelt budget i ryggen blev den udvalgt til konkurrencen i Sundance, vandt alles hjerter, lander herefter distribution hos Fox Lightsearch, tager turen forbi Cannes Film Festival, og nu har Danmark som det eneste nordiske land biografpremiere på den streetsmarte heltefortælling, der overbeviser og tryllebinder.   


Kort sagt:
Patti Cake$ fortæller historien om den ukuelige kvindelige rapper, Patti Cake$, der kæmper mod sin sociale arv i ambitionen om at blive anerkendt for sin lidenskab. Social realistisk coming-of-age møder heltedramaet i en hjertevarm og publikumsvenlig american independent.

Læs også: Cannes-highlight dag 7: Den stærkeste hiphopfilm siden ’8 Mile’ er årets store crowdpleaser

Spillefilm. Instruktion: Geremy Jasper. Medvirkende: Danielle Macdonald, McCaul Lombardi. Spilletid: 108 min.. Biografpremiere: Den 2. november
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af