Seertallene for ‘Stranger Things 2’ er kolossale – men Netflix tror ikke på dem

Seertallene for ‘Stranger Things 2’ er kolossale – men Netflix tror ikke på dem
Sean Astin i 'Stranger Things' sæson 2.

Sæson 1 af ’Stranger Things’ var en slowburner, mens mange sad klar foran Netflix-appen, da sæson 2 blev tilgængelig sidste fredag. Rigtigt mange! Det amerikanske målesystem for tv-seertal, Nielsen, fremlagde i går tallene for de første tre dage, og der er i sandhed tale om et seriefænomen.

Hvert afsnit havde de første tre dag mere end fire millioner seere. Gennemsnittet for sæsonen var 8,8 millioner seere per afsnit. Første episode trak op mod 15,8 millioner visninger, hvilket skal ses i lyset af, at ’kun’ 361.000 havde nået at binge serien på det første døgn.

New York Times sætter tallene i relief med, at sæsonfinalen af ’Game of Thrones’ blev set af 14,8 millioner de første tre dage, mens 15 millioner så sæsonpremieren på ’The Walking Dead’, der generelt er den mest sete serie på kabel-tv. Hvad angår de klassiske netværkskanaler, tunede 22 millioner ind på NBC til første afsnit af den seneste sæson af den umådeligt populære sitcom ’Big Bang Theory’.

Der er dog lidt malurt i bægeret med hensyn til ’Stranger Things’ seertække. Netflix er ikke med på den.

»De data, Nielsen rapporterer om, er ukorrekte – ikke engang tæt på – og afspejler ikke visninger for serierne på Netflix. Deres matematik er muligvis fra The Upside Down«, sagde en Netflix-talsmand i sidste måned i forbindelse med nyheden om, at Nielsen ville måle tallene på sæson 2 af ’Stranger Things’.

Tallene for Netflix’ abonnenter stiger, mens traditionel broadcasting har det sværere og sværere. Indholdschefen Ted Sarandos sagde i 2015, at flere ser ’Narcos’ end ’Game of Thrones’, men det kan enhver jo komme at sige. For hver dag lægges der yderligere til spekulationerne om de hemmeligholdte tal. Vi mangler evidens for bedre at kunne forstå den eksponentielle udvikling hos Netflix.

The Duffer Brothers og folkene bag den succesfulde anden sæson af ’Stranger Things’ kan dog uanset hvad glæde sig over en flot modtagelse.

Læs også: Det bedste i ’Stranger Things’ sæson 2 – og fem irriterende lavpunkter

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af