’Tykke Ida’ på DR3 er også intelligent, sjov og sårbar – og slet intet offer

’Tykke Ida’ på DR3 er også intelligent, sjov og sårbar – og slet intet offer
'Tykke Ida'.
4 6
Dokumentarserie
Instruktion

Rikke Louise Mandorf

Medvirkende

Ida Rud

Spilletid

To afsnit á 28 min.

Premiere

Kan ses på dr.dk

Ida Rud er journalist og aktivist. Hun er også pianist. Og over to afsnit i DR3-minidokumentaren ’Tykke Ida’ er det tydeligt, at man kan sætte mange flere -ist-endelser og beskrivelser på hendes sprudlende personlighed. Men Ida Rud er også tyk, og på den måde bliver programmets titel symbolet på den måde, samfundet (og internettet og mænd på gaden) ser hende: Som Tykke Ida. Og intet andet.

Derfor kæmper hun med at acceptere den krop, som samfundet så gerne vil have, hun skal skamme sig over. Det gør hun nemlig ikke. Hun danser rundt i trusser og bar mave. Hun soler sig på Assistens Kirkegården. Og hun spiser is ved søerne. Fordi det er sjovt. Fordi det er varmt, og fordi det er lækkert. Hun vil nyde livet nu og ikke vente på at kunne leve op til samfundets idealer for en acceptabel krop.

Og det provokerer folk, fortæller hun. Faktisk så meget, at en mand på gaden afbryder sin telefonsamtale for at råbe »Fuck dig din fede so« efter hende. Den og programmets øvrige personlige oplevelser formidles af Ida selv i et særdeles velformuleret og selvreflekterende sprog, der også rummer de kritiske spørgsmål, og som ikke viger bort fra de sværeste, hudløst ærlige øjeblikke.

Sådan en form har ellers masser af fælder lagt ud for sig. For eksempel ‘se-lige-mig-jeg-har-mit-eget-tv-program’-fælden, hvor hovedpersonens ego eller fortællelyst overstiger det egentlige indhold. Den undgås takkes være hovedpersonens overskud og ærlighed. Ida Rud er ganske enkelt virkelig godt tv-selskab, og heldigvis får hun også lov at spille på sine andre strenge som både intelligente, sjove og sårbare Ida.

Programmet kunne også være gået i makeover-fælden, hvor man vil have placeret ansvaret og finde roden til ‘problemet’. Hvorfor er hun blevet tyk? Hvorfor gør hun ikke noget ved det? Men svarene på de spørgsmål skylder Ida Rud os slet ikke. Vi har ikke krav på hendes forklaring. Måske er behovet for de svar – hvad end det opstår hos seeren eller ej – måske i virkeligheden en del af den provokation, som Ida beskriver?

Endelig bærer ’Tykke Ida’ heller ikke præg af den vinkling, som identitetsbårne fortællinger (der ikke handler om hvide, heteroseksuelle mænd) altid kritiseres for – nemlig offermentaliteten. Den kritik rettes også mod Ida Rud selv, da hun i kølvandet på episoden med manden på gaden inviteres til debat i Deadline. Det er tankevækkende at lægge øre til kritikken om, at kvinder låser sig fast i en »krænkelsesforestilling«, når man lige har været vidne til Idas tydeligt rystede reaktion på hændelsen og bagefter sammenligner den med hendes præcise og velformulerede genfortælling af den i Deadline.

For naturligvis gør det ondt at blive råbt efter på gaden, og ja det koster også nogle tårer. Men Ida Rud tager jo kampen op, og det er et privilegium, at hun vil dele den med os.

Læs også: Det lærte vi af ‘Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’