Tyrese Gibson tager ‘Fast & Furious’-serien som gidsel i beef med Dwayne Johnson

Tyrese Gibson tager ‘Fast & Furious’-serien som gidsel i beef med Dwayne Johnson

Der findes vel næppe nogen større automobil-orienteret filmserie end ‘Fast & Furious’, der igennem otte fuldlængde-spillefilm har bevist, at det sagtens kan blive højere, vildere og dummere for hver gang.

Men en slange truer med at splitte ‘Fast’-familien og denne gang er der ikke tale om et decoy-subplot centreret omkring Charlize Theron. Nej, slangen hedder spin-offs og det har skabt splid mellem to af seriens stjerner i et par måneder nu.

Tidligere har Tyrese Gibson, der i serien spiller Roman Pierce, taget skarp afstand til idéen om et spin-off med Dwayne Johnson og Jason Stathams karakterer Hobbs og Shaw. Spin-offet lader til at være en realitet, og den bizarre beef er total: Tyrese Gibson startede den ved at kommentere på rygter om et Hobbs-spinoff via sin favoritplatform Instagram. Her harcelerede han i flere opslag (nogle er siden blevet slettet) over, at Johnson fik ‘The Fast & Furious’-franchisen til at handle om sig selv og at han var skyld i ‘Fast & Furious 9’ blev rykket til 2020. Dwayne Johnson svarede igen ved at annoncere spin-offet semi-officielt og indirekte kalde Gibson en »candy-ass«. I en video af ældre dato omdøbte Johnson Gibsons 2015-album ‘Black Rose’ til ‘Big Piece of Black Dog Sh*t’ – hvilket Gibson delte på Instagram. Man kan næsten dufte popcornene.

Den beef nåede i går nye højder, da Tyrese Gibson, tog seriens fremtid som gidsel i et firkantet ultimatum. I et temmeligt personligt angreb på Johnson nægtede han simpelthen at tage del i ‘F9’, hvis The Rock er med.

Med Dwayne ‘The Rock’ Johnsons fortid som wrestler in mente kan det hele dog sagtens vise sig at være en eller anden form for setup. Der er i al fald noget ved hele den lidt forvirrende misere, der får vores edderkoppe-sanser til at snurre.

Læs også: Vin Diesel svigter sin familie i første trailer til ‘Fast & Furious 8’