Tidligere på måneden offentliggjorde vi Soundvenues officielle kåringer af årets tv-serier, årets film og årets danske film. Men der var mange titler, vi ikke fik plads til. Og vi gav derfor vores anmeldere opgaven at fremhæve én film eller serie, der ikke figurerede på vores top-lister.
‘Visages Villages’
Valgt af Peter Christian Rude: Agnès Varda er en helt uomgængelig skikkelse i den moderne filmhistorie, der med sine småt budgetterede og stærkt personlige fortællinger kom nybølgen i forkøbet. ‘Visages Villages’ er hendes første film i ni år, og her slår den aldrende filmskaber sig sammen med den langt yngre street-artist og fotograf JR for at køre Frankrigs landeveje tynde og hylde landets arbejdende folk. En smuk humanistisk gestus, der munder ud i en stille, spændende og til tider sørgmodig undersøgelse af tidens gang.
’Strong Island’
Valgt af Sofie Lykke Stenstrop: Flere dokumentarfilm i 2017 har jaget fingrene dybt ned i USA’s betændte racesår, men ingen formår at gøre de personlige følgevirkninger af den fastgroede racisme i USA lige så præsente som Yance Ford i sin konfronterende dokumentar ‘Strong Island’ om mordet på instruktørens bror. Den viser uden omsvøb, hvordan tragedien splintrer Ford selv – og hele familien omkring ham – i tusind stykker, og den er simpelthen en umisselig opvisning i, hvordan man bedst kanaliserer sin smerte. Og gør den politisk!
‘Detroit’
Valgt af Kasper Løvborg: Til trods for et snublende tredje akt gjorde Bigelows sans for detaljen i tidsbilledet, hendes eminente håndværk i filmens vanvittigt spændende midterdel samt ikke mindst Will Poulters uforglemmelige stjernepsykopat ‘Detroit’ til en af årets allermest medrivende og intense biografoplevelser.
’…Når du kigger væk’
Valgt af Freja Dam: Phie Ambo er en af de ambitiøse dokumentarister, der har været med til at opretholde et tårnhøjt niveau i dansk dokumentarfilm siden start-00’erne. ‘…Når du kigger væk’ er hendes mest personlige og eksperimenterende film. Med udgangspunkt i sin egen og datteren Junos undren undersøger Ambo gennem møder med blandt andet kvantefysikere, en clairvoyant, en munk og en vicevært, der eksperimenterer med vitaliseret vand, om vi har en bevidsthed uden for kroppen. Det er højpandet, højtflyvende og kryptisk, men mest af alt tankevækkende og eksistentielt fascinerende. Hurra for modet til at tage fat i livets store spørgsmål.
’A Ghost Story’
Valgt af Rasmus Friis: Casey Affleck leverede en af nyere tids stærkeste præstationer i ’Manchester by the Sea’ – og så smed han et lagen over hovedet. I ’A Ghost Story’ svæver han omkring som sørgmodigt spøgelse, uden at det nogensinde virker latterligt. Det er en mystisk og morsom, dragende og dybfølt udforskning af sorgens natur, i livet og i døden. Og så er den ubegribeligt billedskøn: Fra totalskuddet af Rooney Mara, der æder en tærte i en enkelt sitting til Afflecks stumme samtale med et spøgelse i nabohuset. Det er filmkunst, der udfordrer og belønner.
‘Personal Shopper’
Valgt af Jannie Dahl Astrup: Sorg, savn og ensomhed har aldrig set bedre ud end i ’Personal Shopper’, hvor en androgyn Kristen Stewart personificerer længselsfuld melankoli iklædt eklektisk haute couture såvel som vamsede sweatre. Franske Olivier Assayas har i Stewart fundet en usandsynlig muse, der bringer kantet zeitgeist til bordet – både i forgængeren ’Clouds of Sils Maria’ og her i ’Personal Shopper’. Filmen væver på sælsom vis en rygradsrislende spøgelseshistorie sammen med spiritisme og high-end-mode, og Stewart leverer karrierens bedste præstation i rollen som den personlige indkøber Maureen, der efter tvillingebroderens død både sørger og søger.
Og af Christian Jess Mark: En af årets bedste film for mig. En af filmens store styrker er, hvor svær den er at putte i en genrekasse. Den bevæger sig ubesværet mellem spøgelseshistorie, eksistentialistisk identitetssøgen og Hitchcock-agtig thriller, samtidig med at den siger noget om ensomhed, medie- modeverdenen og globaliseringen. Kristen Stewart spiller fænomenalt som Maureen, hvis relationer til andre ofte er medieret gennem teknologi. En film der overrasker konstant og lykkedes i alle sine genrespil.
‘Thor: Ragnarok’
Valgt af Lise Ulrich: Newzealandske Taika Waititi er mit filmiske spirit animal. Og Marvels nye supermand, der ikke blot skabte årets sjoveste film (jeg decideret hulkede af grin over instruktørens egen karakter, den godmodige sten-alien), men gav genren det mest forfriskende originale los i sin spandexbeklædte rumpet siden Jon Favreaus ’Iron Man’. ’Thor: Ragnarok’ sprudlede af sin skabers forkærlighed for 80’er-gaming og synth-rock, og lod meget bemærkelsesværdigt det veloplagte cast improvisere 80 % af dialogen. Et i franchiseregi modigt, men ultimativt genialt greb, der lod Chris Hemsworth, Jeff Goldblum, Cate Blanchett og Tom Hiddleston slippe gækken løs.
’The Wailing’
Valgt af Thomas Spejlborg Sejersen: I februar viste Cinemateket den sydkoreanske zombiegyserkrimi ’The Wailing’. Jeg var én af de få, der var så heldig at se den – og vil dermed give en seksstjernet anbefaling videre. I min verden er det den perfekte film. Forestil dig et ondt kærlighedsbarn undfanget i en overnaturlig firkantsseance mellem Steven Soderberghs ’Contagion’, Bong Joon-hos ’Memories of Murder’, Nic Pizzolatos første sæson af ’True Detective’ og William Friedkins ’Eksorcisten’. What’s not to like?!
’The Killing of a Sacred Deer’
Valgt af Christian Rising Matthiasen: Den græske instruktør Yorgos Lanthimos cementerer med ‘The Killing of a Sacred Deer’ sin status som en af vor tids mest originale og kompromisløse filmskabere. Det tragikomiske hævndrama veksler elegant mellem Lanthimos’ karakteristiske kulsorte humor og intens psykologisk horror, indtil sidstnævnte får overtaget i en af de mest forskruede og ubarmhjertige slutninger i år.
’Game of Thrones’ sæson 7
Valgt af Martin Bunk: Det er ubegribeligt, at en ellers så seriøs serieredaktion som Soundvenue ikke har syvende sæson af ’Game of Thrones’ med i top 20! Alle de store karakterer blev samlet for første gang, der var storslået action både i nord og syd, Lillefinger (m.fl.) røg i svinget, Jon og Dany blodskamskorpulerede, og så sluttede det hele af med en freaking white flyer, der ikke gav en fuck for den der åh så upenetrerbare mur! Episk på alle måder og et vidunderligt setup til afslutningen.
’Baby Driver’
Valgt af Lau Lehrmann: Glem ’La La Land’. Edgar Wright vendte tilbage med årets perfekt eskapistiske sammensmeltning af sang og billeder. Ved at give los for sin referencerigdom og kombinere Tarantinos coolness med letheden og poesien fra Jaques Demys musicals lykkedes Wright med at skabe et hyperreelt rum, der var fandens charmerende at opholde sig i. Man kan mene, at plot og karaktergalleriet hverken er specielt dybt eller originalt, men det er de færreste instruktører, som evner at visualisere så legende bilaction og lægge følelsesfulde nuancer til hvert et «Baby«.
’At elske Pia’
Valgt af Alexandra Emilia Kida: De levende billeder bevæger sig langsomt og stilfærdigt i dette poetiske portræt af en karakter hentet fra det virkelige liv, nemlig den 60-årige udviklingshæmmede Pia, der en dag møder kærligheden i Jens Jensen fra havnen på Langeland. Præsenteret i en genrehybrid mellem det dokumentariske og eksperimenterende og med mindeværdigt humoristiske dating-scener gav Pia os en af de mere uortodokse fortællinger fra det danske filmår.
’La La Land’
Valgt af Jakob Freudendal: Damien Chazelle havde en hård tjans foran sig, da han skulle overgå den suveræne gennembrudsfilm ’Whiplash’. Men selvom ’La La Land’-begejstringen er dampet af efter det skandaleramte Oscarshow, så kan man ikke komme udenom, at Chazelles Hollywood-musicalen er et filmteknisk festfyrværkeri ud over det sædvanlige. Kostumerne, de mættede farver, den stemningsfulde musik og det tryllebindende kamera er noget nær den perfekte hyldest til 50’erne og 60’ernes store filmskabere. Kulminationen er en tour de force af en slutscene, der står som en af årets allerstærkeste.
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1
Læs også: Årets 10 bedste danske film – rangeret