’Black Mirror’ sæson 4: Længere mellem snapsene – men stadig tv i særklasse
Altødelæggende temperaturstigninger? En tredje verdenskrig? Eller måske bliver vi bare alle spist af edderkopper på under et år?
Det ser sort ud for menneskeheden. Vores endeligt er lige om hjørnet. Eller er det? Måske kan teknologiens vidundere redde os? Whatever could possibly go wrong?
Ret meget. I hvert fald hvis man skal tro den engelske enfant terrible Charlie Brooker, der med ’Black Mirror’ har fået generationer af like-liderlige m/k’er, der blindt afgiver rettigheder og overvågningsmuligheder til de sociale medier og kæmpevirksomheder, til at tænke en ekstra gang over konsekvenserne.
Hvert afsnit af ’Black Mirror’ tager udgangspunkt i en bestemt nutid eller fremtid, ofte med en bestemt teknologisk opfindelse, der giver spændende nye muligheder, men naturligvis også ikke så få etiske dilemmaer – og muligheder for misbrug. Således også i den nye sæson, der spænder endnu bredere end de foregående i sted, tid, tone og genre (der er både familiedrama, sci-fi, romcom, horror og hævnthriller). Men ikke tema. Den største indvending mod fjerde sæson er nemlig ganske enkelt, at mange af temaerne – og endda flere specifikke opfindelser – minder for meget om tidligere afsnits. Overvågningsdilemmaerne i ’Arkangel’ og ’Crocodile’ er ikke lige så gribende som de beslægtede dilemmaer i ’The Entire History of You’, og katten efter musen-legen i ’Metalhead’ vækker uheldige minder om antologiseriens til dato ringeste afsnit, ’Men Against Fire’.
Heldigvis består fjerde sæson af ’Black Mirror’ ikke kun af disse tre afsnit, men også af yderligere tre afsnit, der alle er yderst seværdige.
’USS Callister’ er sæsonens high-concept-indslag. En sky computerprogrammør, der dagligt ydmyges af sine kolleger, hævner sig om aftenen på dem i en ’Star Trek’-agtig simulation, hvor han har importeret dem og tvinger dem til at indgå i hans egomasserende rollespil. Altid fænomenale Jesse Plemons får os på én gang til at sympatisere med og hade den sårede, introverte programmørsadist. ’USS Callister’ er tæt på at snuble over sig selv af ren fortælleiver, men på en så smittende og legende måde, at man får lyst til at blive i dens selskab. Et spinoff ville slet ikke være dumt.
Mere jordbunden er den swipe-løse Tinder-fortælling ’Hang the DJ’, der foregår i et overvågningssamfund, hvor der er blevet udviklet en datingalgoritme, der sikrer, at man møder sin eneste ene. Hagen? Man skal typisk gennem en række forhold, før algoritmen kan finde ens eneste ene. Ved første møde får man at vide, hvor lang tid forholdet kommer til at vare – lige fra et par timer til flere års varighed. Kærlighed som ligning. Parforhold som træning. Idéen er god, og Georgina Campbell og Joe Cole er endnu bedre som binary-crossed lovers.
Sæsonens absolutte højdepunkt er dog ’Black Museum’. Her får en ung kvinde en rundtur på et gudsforladt museum af dets spøjse ejer, hvis gradvist mere grufulde fortællinger om sine museumsgenstande til sidst bindes sammen med en mavepuster af et twist. Strukturen er tyvstjålet fra det til dato bedste ’Black Mirror’-afsnit, ’White Christmas’, og fungerer næsten lige så godt – ikke mindst fordi alle tre urimeligt depraverede historier i historien har et fatalistisk flow, der tillader Brookers bid at efterlade mærker på ens sjæl (»Mommy needs a hug«). Endelig leverer den engelske teaterskuespiller Douglas Hodge sæsonens ubestridt bedste præstation som den moralsk anløbne museumsejer Rolo Haynes, der er så slesk, at det nærmest driver ned ad ham.
19 afsnit inde begynder ’Black Mirror’ så småt at vise træthedstegn, men antologiformatet redder den fra en hårdere dom. Modsat for eksempel Netflix’ Marvel-serier, der tvinger én til at investere massevis af timer i ligegyldige vandbærerafsnit, kan man nemt skære fedtet i sæson 4 fra og springe direkte til ’USS Callister’, ’Hang the DJ’ og ’Black Museum’. Og det er præcis, hvad jeg vil anbefale.
Kort sagt:
Der er en smule længere mellem de bioniske snaps i fjerde sæson af Charlie Brookers sleeper-hitserie, men når tema, teknologisk gadgetry og balancen mellem kulsort humor og endnu sortere fremtidssyn går op i en højere enhed, er ’Black Mirror’ stadig tv i særklasse.
Anmeldt på baggrund af alle seks afsnit.
Læs også: Alle 13 ‘Black Mirror’-afsnit rangeret – fra værst til mesterligt
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1