Brad’s Status: Voiceover-helvede ødelægger Ben Stiller-film

Brad’s Status: Voiceover-helvede ødelægger Ben Stiller-film
Austin Abrams og Ben Stiller i 'Brad's Status'
2 6
Spillefilm
Instruktion

Mike White

Medvirkende

Ben Stiller, Austin Abrams, Jenna Fischer, Luke Wilson, Michael Sheen

Spilletid

101 min.

Biografpremiere

Den 14. december

Ben Stiller spiller den desillusionerede, midaldrende mand Brad, hvis indre fortællestemme er med til at gøre livet endnu sværere for ham.

Det er farligt at sammenligne sit eget liv med andres. Det gælder både for parforhold og karriere. Men det er præcis, hvad Brad begynder at gøre, dagen inden han tager på tur med sin søn, Troy. De skal besøge en række forskellige universiteter, så Troy kan finde ud af, hvilket han bedst kan lide. Sideløbende udspiller sig et indre drama hos Brad, der forestiller sig, hvordan hans succesfulde venner lever livet langt bedre end ham.

Det er en gennemsnitlig historie – indpakket i et sandt voiceover-helvede. Fra første scene forklarer Brads fortællestemme samtlige følelser og tanker, der går gennem hovedet på ham. Først i datid, som om Brad rent faktisk har lært noget i filmens løb. Men senere – uden nogen videre forklaring – i nutid. Og til alle tider en banal overforklaring af karakterens følelser. Det er ulideligt at både se og høre på.

Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på det fantastiske øjeblik i Spike Jonzes ’Adaptation’, hvor den fallerede manusforfatter Charlie Kaufman (Nicolas Cage) sidder til et kursus med manuskriptguruen Robert McKee, og en manisk voice-over overdøver alle McKees guldkorn. Lige indtil tankestrømmen abrupt afbrydes af McKee, der råber »…and God help you if you use voice-over in your work, my friends. God help you. That’s flaccid, sloppy writing. Any idiot can write a voice-over narration to explain the thoughts of a character«.

I ’Adaptation’ er det metamorsomt, men i ’Brad’s Status’ bliver fortællestemmen en krykke, der spænder ben for skuespillernes præstationer. Det er ærgerligt, at Austin Abrams, der spiller Brads søn, ikke får mere skærmtid. Men til gengæld er det fantastisk, når Michael Sheen i rollen som Brads gamle studiekammerat folder sig ud. Han får meget ud af lidt, og en enkelt scene med ham og Ben Stiller understreger hans talent for det både overlegne og manipulerende. Brads øvrige gamle studiekammerater spilles af Luke Wilson, Jermaine Clement og Mike White, der også har skrevet og instrueret filmen. De kursoriske kig ind i vennernes liv bliver en utilsigtet understregning af, hvad filmen måske kunne have været, hvis vinklen var bedre.

Men udover en træg pointe om, at man skal værdsætte det, man har, og ikke sammenligne sig med andre, hvad er så filmens ærinde? Mike White, der var en af drivkræfterne på den fremragende HBO-serie ’Enlightened’, frembringer ikke rigtigt noget fra Brads åndsforladte tanker. Kun frustration.

Læs også: Det skal du se i biografen i december: Sprængfarlig dansk satire, bjergtagende debut, Woody Allen og… stjernekrig!

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’