Christian Tafdrups om sin provokerende nye film: »En journalist fra et dameblad blev helt målløs«

Christian Tafdrups om sin provokerende nye film: »En journalist fra et dameblad blev helt målløs«

Christian Tafdrup åbner døren med tyndt fuldskæg og t-shirt med knapåbningshals. Stuen i hans lejlighed er domineret af hængende planter, og på prydspladsen i køkkenet, en hvid hylde i hovedhøjde, står kogebogen ’The New Vegan.’

Dette er hans femte interview i forbindelse med hans kommende film, ’En frygtelig kvinde’, og selvom man ud fra hans Pukka-te og lyskæderne om de frilagte loftsbjælker ikke skulle tro det, er han så småt, og delvist ufrivilligt, ved at indtræde i rollen som anti-feminismens forsvarer.

Udover at titlen i sig selv er kontroversiel, har han begået en 86 minutter lang film, der på humoristisk, men bestemt også oprigtig vis portrætterer kvinder som undertrykkere, og så har han sammen med en række andre tidligere Zentropa-ansatte skrevet et åbent brev, der forsvarer deres tidligere arbejdsplads og den for tiden mildest talt upopulære Peter Aalbæk.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘En frygtelig kvinde’ på tirsdag – og mød Christian Tafdrup

Og det er altså det, interviewene i høj grad har båret præg af.

»En journalist fra et dameblad blev helt målløs. Hun sagde ’jeg forstår godt, hvad du siger, men jeg forstår det ikke. Er det virkelig det her, du vil sige?’ Det var det«, siger han.

Kampen for at slå op

Christian Tafdrup var længe en af de underkendte kræfter i dansk film. Mest kendt for at spille biroller i tv-serier, oftest som en slesk type med nedknappet skjorte og fikse fingre, som tv-chefen Alex i ’Borgen’ eller Sune i ’Lærkevej’.

Men han har også begået to kortfilm, en anerkendt novellefilm og en debutspillefilm, ’Forældre’, der vandt en Bodil for manuskriptet og en Robert for instruktion. Hvilket har sendt forventningerne til opfølgeren, ’En frygtelig kvinde’, i vejret.

Filmen handler om singlefyren Rasmus (Anders Juul) der forelsker sig i den søde, sjove og livsglade Marie (Amanda Collin). Men fra det øjeblik hun flytter ind i hans lejlighed, begynder alt at ændre sig. Først hans lejlighed, så hans hverdag. Så ændrer hun sig, og til sidst kan Rasmus ikke genkende sig selv. Marie har vendt op og ned på hans liv, og han er kun en tom skal af sit tidligere jeg.

»Kvinder har en subtil måde at gøre det på, hvor hun lige så stille kanøfler manden, uden at han opdager det, indtil det er for sent, og han en dag tager telefonen med den dér bøssestemme ’ja, skat? Ja, skat. Det skal jeg nok skat. Hej, hej, skat’«.

(Foto: Kavian Borhani)

Arbejdet med filmen begyndte allerede tilbage i 2012, fire år efter Tafdrups roste novellefilm ’En forelskelse’ havde haft premiere. Den spillefilm, alle – inklusive ham selv – forventede skulle komme, var svær at få skrevet, og Tafdrup røg ud i en regulær skrivekrise, der skulle være fem-seks år.

»Man får én chance for at lave en spillefilm i Danmark, og jeg kunne bare ikke komme på noget ordentligt. Derfor besluttede jeg mig for at skrive dagbog som en form for skriveøvelse«.

Han skrev det første, der faldt ham ind, nemlig om det parforhold, han havde været i i otte måneder på det tidspunkt.

»Jeg har en ekstremt god hukommelse, så det var ned i de mindste detaljer og præcise replikker. Det flød simpelthen. Jeg har aldrig skrevet noget så hurtigt«.

På et tidspunkt var han bare den her nervøse, lille mand, som prøvede at ændre måden, han trak vejret på

Først skrev han alt det ned, der var sket op til da, og derfra skrev han minutiøst ned, hvad der skete hver dag. Det prikkede hul på bylden, og han kunne begynde at skrive på sit egentlige projekt: En film om en mor og en teenagepige.

»Den blev heldigvis ikke blev til noget. Den var så kedelig«, siger han.

Han begyndte at tænke på, at han af en eller anden grund altid havnede i forhold, han slet ikke kunne være i. Hans venner, der fulgte med på sidelinjen, gav ham støtte nok til, at han besluttede sig for at gå fra hende. En måned efter ville de høre, om han havde fået gjort noget ved det, men modet var svigtet, og han havde i stedet booket en ferie for to til Paris.

»Når jeg prøvede, begyndte hun at græde på sådan en måde, så jeg følte mig som et kæmpe svin og trak i land, men jeg fik det gjort til sidst. Det havde været halvandet år med daglige magtkampe, som jeg tabte igen og igen og igen. Efterfølgende fandt min bror (Mads Tafdrup, medforfatter, red.) og jeg på at lave det til en film«.

En lille mand med forkert vejrtrækning

Allerede ved premieren på ’Forældre’ var han godt i gang med ’En frygtelig kvinde’. Efter første gennemskrivning ændrede brødrene kurs: I stedet for at skære historien over forholdet mellem Christian Tafdrup og hans ekskærester, skulle den bredes ud.

»Dels var det udleverende over for de personer, jeg byggede manuskriptet på – mine ekskærester. Dels ville det være en mere interessant film, hvis det blev mere alment. Hvis den handlede om alle frygtelige kvinder«.

Brødrene begyndte derfor at kigge på deres venner: En fra vennegruppen havde engang været en flabet, festlig type, men han var blevet en anden, efter hans kæreste var flyttet ind. Hun havde omvendt ham til vegetar, hans møbler og cd’er var forsvundet fra lejligheden, og hun valgte hans tøj til ham. Selv måden han trak vejret på, ville hun ændre, fordi hun syntes, han trak vejret på en irriterende måde.

Anders Juul og Amanda Collin i ‘En frygtelig kvinde’.

»På et tidspunkt var han bare den her nervøse, lille mand i noget tøj, der ikke var hans, der boede i en lejlighed, der heller ikke var hans, som prøvede at ændre måden, han trak vejret på«.

Tafdrup fortæller, at mænds magt er nemmere at få øje på: Klask i røven, voldtægt osv. Kvinder har en mere subtil måde at få magt i et parforhold på, som gør, at det for manden er svært at sætte en finger på problemet, når han skal forklare det.

For selvfølgelig skal hendes møbler også stå der, økologisk glutenfri pasta er bedre, og når hun nu har givet dig en sweater i gave, kan du da godt tage den på en gang imellem.

»Hvis din kæreste kommer hjem, og du ikke har ryddet op, bliver hun pisse sur. Men hvis du kommer hjem, og hun ikke har ryddet op, bliver hun sur, fordi du er smålig. Mange af sådan nogle ting gælder ikke med omvendt fortegn«.

Mænd må ikke mene noget

Ikke bare vennerne bidrog som inspiration til filmen. Tafdrup holdt også øje på caféer, i bussen og ved kølediskene.

»Det er urkomisk at betragte et par købe ind. Hun tester ham hele tiden: Hvilken yoghurt synes han, de skal tage, spørger hun. Og hun er over ham lige med det samme, hvis han vælger den, hun ikke vil have. Det er som et spil minestryger for manden«, siger han.

(Foto: Kavian Borhani)

»Okay, indrømmet: Jeg var lidt nervøs for at vise filmen til min kæreste. Mest for, om hun syntes, den gik for tæt på noget privat, selvom den hovedsageligt bygger på mine ekskærester. Nogle ting har jeg taget fra vores parforhold, men det synes hun heldigvis bare er sjovt«.

Parallellen til Tafdrups eget liv er også åbenlys på det punkt, at filmens budget har betydet, at den mandlige og kvindelige hovedrolle har henholdsvis Christian Tafdrups og hans kærestes tøj på.

’En frygtelig kvinde’ er med Tafdrups ord ikke en film om kvinder, og det er heller ikke en film om parforhold.

»Det er en film om, hvordan et parforhold ser ud gennem en mands øjne. Og hvordan en kvinde ser ud igennem en mands øjne, og den tortur, hun øver imod ham«.

En befriende drilsk film, der kun ved et tilfælde udkommer midt i en overophedet kønskamp.

»Jeg har ingen interesse i at stå i et Clement-program på tv sammen med politikere og debattører og diskutere kønskamp. Min mission er at fortælle noget, som der forhåbentligt er mange, der kan nikke genkendende til og grine af«.

Han siger, at mange har den opfattelse, at han har lavet filmen for to uger siden for at komme med et modangreb på den feministiske konsensus.

»Så havde jeg skrevet et debatindlæg i Politiken«, siger han. »Filmen har været flere år undervejs, og vi var i fuld gang, længe inden det hele stak af«.

Alligevel vidste han godt, den ville blive provokere, men hvor provokerende havde han ingen mulighed for at forudse inden #metoo. Og selvom langt de fleste, der har set filmen, har nikket genkendende til handlingen, fra Polen til Kina, har der også været en del berøringsangst.

Filmen var nemlig indsendt til festivalerne i Venedig, Cannes og Berlin, men de afslog alle. Primært på grund af titlen, ’En frygtelig kvinde’, som de mente ville støde deres publikum.

»Havde den heddet ’En frygtelig mand’, var den sikkert kommet med. Jeg synes ikke, der er ligestilling i den offentlige debat. Og jeg synes, det tipper over på kvindernes side. Jeg hader ikke kvinder, men mænd må stort set ikke mene noget«.

Mænd sidder immervæk på de fleste tunge poster både i erhvervs- og kulturlivet. Kan mænd overhovedet tillade sig at tage en offerrolle på sig?
»Kvinder rotter sig sammen og siger ’hvor er mænd forfærdelige. Det har mænd sværere ved. Kvinder må godt være ofre, men den rolle kan mænd ikke indtage, før de får en regulær røffel. De må ikke indtage den rolle: ’Du er mand, slap af. Tænk på, hvad du har gjort’. Men altså… psykisk tortur kan være værre end et klask i røven«.

Tafdrup har som led i sin research skrevet ting fra den offentlige debat ned, kvinder har sagt om mænd, som ville skabe ramaskrig, hvis det var sagt af en mand om kvinder. Endnu et eksempel på en ubalanceret ligestillingsdebat, siger han.

»Mange mænd vil finde det befriende, at filmen kritiserer kvinden med et glimt i øjet, fordi det er tabubelagt. Også for kvinder, fordi de fleste heldigvis er i stand til at grine af sig selv«.

Forsvar for Zentropa

Også Tafdrups gamle lærermestre har mærket tidens bid. Zentropa med Peter Aalbæk i front er blevet stærkt kritiseret for arbejdsforholdene, der betegnes som sexistiske og kvindeundertrykkene.

Derfor har Tafdrup sammen med 87 andre tidligere medarbejdere skrevet et åbent brev til pressen, hvori de skriver, at de ikke kan genkende det negative billede, der tegnes af filmstudiet og forholdene for ’småtterne’.

Faktisk var Tafdrup den allerførste småtte i Zentropa, og han spillede hovedrollen i selskabets allerførste film, ’Smukke dreng’ fra 1993.

»Det er forkasteligt at køre en hetz på enkeltpersoner. Det må domstolene stå for. Jeg var der i 10 år og kender det kun som et sted, der er skabt af oprør, humor og leg. De er rebellerne, og nu er der så meget politisk korrekthed, at det er der ikke plads til længere. Hetzen kan betyde, at Zentropa lukker, og det ville være synd. Vi kommer til at savne rebellerne«.

(Foto: Kavian Borhani)

Han føler, at Danmark hylder middelmådigheden, og at det i virkeligheden er det, der er brændslet i angrebet på Zentropa og Aalbæk.

»Aalbæk og Trier er grunden til, at jeg laver film i dag. Og de lærte mig, at det ikke er nok bare at lave en film. Nej, den skal også have en flabet risiko i sig. Ellers er det hele lige meget«.

Tafdrup mener, at film skal turde mere, og han finder det absurd, at (kultur)medier tidligere roste Zentropa for at være den frække dreng i klassen, men nu står i kø for at fordømme.

»Miljøet skabte et risikovilligt kreativitet, og det er det vigtige for mig.”

Når Peter Aalbæk stikker en mikrofon op under en kvindelig ansats nederdel og siger »hør, fissen taler«, hvordan bidrager det så til filmstudiets kreativitet?
»Jeg synes ikke, jeg kan udtale mig om de konkrete episoder, selvom jeg synes, de lyder krænkende, når de er taget ud af en omgangstone, man er nødt til at forstå. Zentropa er en kreativ abegrotte, og det er ikke noget, der pludseligt er gået op for folk. Det er bare ikke cool lige nu, men vi kommer til at være ærgerlige, hvis den ikke er der længere«.

Væk med frygten for de frygtelige kvinder

I en scene i ’En frygtelig kvinde’ har Rasmus overrasket Marie med hotelophold, champagne og en tur på kunstmuseum. Men hun er ikke glad, og selvom hun ikke siger noget, kan det mærkes helt omme på bagerste række. Da det har hængt i luften nogle timer, vender hun sig imod ham og spørger: »Er du egentligt bange for mig?«

»Den scene er inspireret af noget, jeg oplevede«, fortæller Christian Tafdrup. Min ekskæreste rettede på mig, fordi jeg tit sad med skuldrene oppe, og hun tolkede det, som om jeg var bange for hende. Derefter begyndte hun igen og igen at påtale de skuldre, så jeg til sidst blev nervøs i hendes selskab«.

Rasmus prøver at vise Marie, og måske også sig selv, at han ikke er bange for hende, og at han stadig er manden i forholdet. Han åbner champagne og tager sit smarte tøj på, men det er et forsøg på at understrege hans ellers tabte maskulinitet. Det er en påtaget og hul maskulinitet, så det hjælper ingenting.

Mens forelskelsen stadig bobler i ‘En frygtelig kvinde’.

»I mit tilfælde var det den tur til Paris, jeg nævnte tidligere«, griner Tafdrup. »I dag er jeg bedre til at sige fra i tide. Det ender ofte med, at kvinden ændrer manden, og derved er han ikke længere den, hun blev forelsket i«.

Kan manden ikke bare tage sig sammen og sige fra?
»Ikke altid. Til sidst har han tre valgmuligheder i den krog, hun har trængt ham op i: Han kan blive tosset og råbe op, han kan være ligeglad med hende, eller han kan skride sin vej. Uanset hvad han vælger, er han en stodder«.

Mænd skal blive bedre til at sige fra i tide, inden det når dertil, siger Tafdrup. Og vi skal kunne finde ud af at være uenige, uden at nogen tager det personligt. Og mænd skal holde op med at frygte de frygtelige kvinder:

»Det går ikke, at mænd ikke kan åbne munden uden at blive lynchet. Vi skal ikke være bange for hinanden«.

Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv