»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

Da Dr. Werner Herzog mødte ’Mindhunter’-morder – og lærte en vigtig lektie

Da Dr. Werner Herzog mødte ’Mindhunter’-morder – og lærte en vigtig lektie
Werner Herzog flasher en dødningehovedtatovering i sine vilde, yngre dage

Werner Herzog er en af verdens mest anerkendte filmskabere – kultdyrket for sine ekstreme metoder, sit enigmatiske væsen, sin guddommelige accent og sine uforglemmelige film som ’Fitzcarraldo’ og ’Grizzly Man’.

I bogen ’Werner Herzog – ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer’ giver Kristoffer Hegnsvad, der selv har gået på tyskerens hemmelige filmskole, en dybdegående og levende indføring i Herzogs værk. Og beskriver blandt andet, hvordan Herzog sammen med sin partner in crime, den Netflix-aktuelle dokumentarmester Erroll Morris, i 70’erne besøgte den tidobbelte morder Ed Kemper i fængslet.

Kemper var en af de mest berygtede seriemordere i USA’s historie – og for en overfladisk betragtning skingrende vanvittig. Han fik i år ny bevågenhed med David Finchers ’Mindhunter’, hvor de to FBI-agenter Holden Ford og Bill Tench forsøger at forstå hans på én gang blide og foruroligende væsen. Men Herzog og Morris? De nåede frem til deres helt egen konklusion.

Vi bringer her et redigeret uddrag fra Kristoffer Hegnsvads bog.

I dokumentarfilmen ’Into the Abyss’ og tv-dokumentar-serien ’Death Row’ begiver Werner Herzog sig ind på de amerikanske dødsgange for at filme nogle af dem, der står over for at miste livet. De stirrer ned i den afgrund, der er det menneskelige vilkår. Og Herzog stirrer ned i den afgrund, der er den menneskelige sjæl. Og på intet tidspunkt er det tanken, at interviewe morderne på klassisk vis.

»Jeg er ikke journalist, jeg er poet. Jeg havde en samtale, et møde med disse mennesker, men jeg har aldrig en liste med spørgsmål«, har han sagt. Det var en lektie, han lærte, da han mødte Errol Morris og opdagede, at de delte en fascination for ondskab og mord, som, allerede mange år før ’Into The Abyss’, førte dem ind på dødsgangene.

Werner Herzogs ‘Into the Abyss’.

Werner Herzog mødte første gang Errol Morris i begyndelsen af 1970’erne. Den præcise dato har fortabt sig i tågerne for begge filmskabere, men det var efter Herzogs ’Aguirre’ (1972) havde haft premiere og længe før Morris debuterede som filminstruktør med ’Gates of Heaven’ (1978). Det var Tom Luddy, lederen af The Pacific Film Archive i Berkeley i Californien, der introducerede dem for hinanden. Luddy vidste, at den meget filminteresserede kandidat i filosofi, Morris, overvejede at skrive en ph.d. om mordere og psykiatere og tænkte, Herzog ville synes om ham. Det gjode han, og deres første picnic sammen gik til fængslet i Vacaville, hvor seriemorderen Edmund Emil Kemper III var indsat.

En elefant med en sjæl som Mozart

Kemper havde i 1972-73 myrdet og nekrofilt voldtaget mindst seks kvindelige blaffere i Santa Cruz. Derudover havde han også dræbt og parteret sin mor, hendes veninde og sine bedsteforældre. Kemper havde ringet til politiet og tilstået det hele den 20. april 1973 og var, som han selv ønskede, blevet dømt til døden. Men fordi den amerikanske Højesteret havde suspenderet brugen af dødsstraf på tidspunktet for domsafsigelsen, måtte han nøjes med livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Til gengæld fik han besøg af den jødiske filosof og den tyske filmskaber. Eller officielt fik han besøg af Dr. Morris og Dr. Herzog. (Herzog har siden fortalt, at den eneste grund til, at Kempers advokat gik med til at forklæde dem som psykiatere, formodentlig var at advokaten ville forbedre sine egne overlevelseschancer. Kemper var nemlig en to meter høj mand på 150 kg, der nu kunne få sit ønske om den elektriske stol opfyldt, men kun hvis han slog ihjel igen inden for murene.)

Edmund Kemper (Cameron Britton) i David Finchers ‘Mindhunter’.

Herzog fortæller, at de alle var ved at skide i bukserne af skræk, men Kemper viste sig som et intelligent og meget følsomt menneske: »Hans hænder var som en violinist. Jeg mindes, at han lignede en elefant med en sjæl som Mozart«. En beskrivelse, der også kunne passe på Herzog og Morris selv, der buldrer produktivt derudaf, men altid formår at få poesien med. Og i mødet med Kemper lærte de en vigtig lektie. Kemper havde med stor detaljeringsgrad tilstået mordene, og vist en stor evne til at give rationelle forklaringer inden for sit eget syge verdensbillede. Her to eksempler:

  • a. Kempers mor havde, ifølge Kemper, altid ønsket, at folk skulle se op til hende. Derfor begravede han et offers hoved i morens baghave, vinklet så øjnene vendte op mod morens soveværelsesvindue.
  • b. Efter at Kemper havde dræbt sin bedstemor – fordi hun ligesom moren altid var efter ham – følte han sig nødsaget til også at skyde sin bedstefar, da han formodede, at han ville blive meget vred over at se sin kones død.
Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Mennesket i morderen

Dr. Herzog og Dr. Morris kom ikke med en diagnose af deres patient, men var fascineret af dette omvandrende paradoks, der indirekte viste, hvor dyb en afgrund af ondskab mennesket indeholder, men som også lærte dem noget om den grundlæggende vanskelighed ved at opnå sikker viden.

Kendsgerninger er, sådan som verden og menneskets erkendelse er skruet sammen, utilgængelige i direkte form. Vi har kun individuelle beretninger. Dr. Herzog og Dr. Morris var også fascineret af, at Kempers tilståelse var en seks timer lang enetale, hvorimod psykiaterne indledende kun skulle bruge få minutter på at erklære ham sindssyg. Det var han vel nok, men at presse Kempers tanker ned i en analyseskabelon og derved tro, at man havde styr på ham, det var alligevel at banalisere den gåde, som Kemper er.

For hvad nu hvis … som Herzog og Morris, efterfølgende filosoferede:

Hvad nu hvis han blot efterfølgende fremstillede sig selv som velovervejet og rationel? Hvad nu hvis han begik sine drab i affekt, men nu var i færd med at udleve en fantasi om kontrol over sin egen selvfremstilling, der havde perfekte rammer i det juridiske system? Ikke spørgsmål der såede tvivl om Kempers skyld eller farlighed, men blot vakte nysgerrighed om hvordan mennesket stiller spørgsmål, får svar og konstruerer forklaringer og fortællinger.

Werner Herzog selv i ‘On Death Row’.

… Hvad nu hvis psykiaterne udlevede en fantasi om deres egen ophøjede magtposition? Og hvad nu hvis samfundets syn på sandt og falsk var præget af en lyst til at distancere Kemper fra menneskeheden, udgrænse ham som et monster, og derved fritage os selv fra at indeholde de samme kræfter?

I tv-serien ’Death Row’ (en opfølger til ’Into the Abyss med timelange interview med dødsdømte, red.) taler Herzog i fjerde episode med morderen Linda Carty, der slog en gravid kvinde ihjel for at stjæle hendes barn, som hun så også slog ihjel.

Hun holder af at synge, og hun har en smuk stemme, som Herzog giver plads til i filmen. Til sidst i episoden – og dermed i slutningen af det samlede dødsgangsværk, ’Into The Abyss’ og ’Death Row’ er – pointerer den offentlige anklager, at Herzog godt kan forsøge at menneskeliggøre hende, ønske at hun er et godt menneske, men det er hun ikke. Hvortil Herzog svarer:

»Jeg menneskeliggør hende ikke. Og jeg gør ikke et forsøg på at menneskeliggøre hende. Hun er simpelthen et menneske. Punktum«.

Nuancer af godt og ondt

Det grundlæggende respektfulde standpunkt kommer allerede til udtryk i det allerførste interview på dødsgangen i ’Into the Abyss – A Tale of Death, a Tale of Life’, og det gør noget ved interviewsituationen. Herzog afbryder morderen Michael Perry, da denne går i gang med sin indstuderede selv- og sagsfremstilling, for at gøre noget helt klart:

»At jeg taler med dig, betyder ikke nødvendigvis, at jeg behøver synes om dig, men jeg respekterer dig, du er et menneske, og et menneske burde ikke henrettes, så simpelt er det«.

Michael Perry i ‘Into the Abyss’.

Det gibber i Perry, der har siddet ti år på dødsgangen og kun oplevet at skulle tale sin sag ud fra den hårde præmis: om han overhovedet har ret til livet. Det er, som om det er den første reelle tale, han har ført i mange år – første gang i ti år at hans ret til at leve og hans menneskelighed ikke stod til diskussion – og efter et øjebliks tøven accepterer han den nye præmis, at det her ikke handler om argumenter for eller imod hans handlinger, men er en samtale, der skal rumme mere end det.

Det er en fortælling både om døden og om livet, som undertitlen også antyder, og en fortælling om hvad mennesket under de rette omstændigheder er i stand til.

Ved at holde lidt igen i interviewsituationerne, ved ikke at møde op med en liste af spørgsmål, der indgår i en forklaringsmodel eller har et bestemt mål for øje, står verden og menneskelivet i alle sine gådefulde nuancer af godt og ondt måske tydeligere frem.

Med øret mod kirkegårdsjorden

Errol Morris fortsatte bagefter sit projekt med seriemordere og dykkede ned i historierne om en USA’s mest berømte, Ed Gein, der dannede forlæg for Norman Bates i Alfred Hitchcocks ’Psycho’ (1960). Ed Gein havde et sygeligt forhold til sin mor, og ud over de mange drab, han begik, åbnede han også grave på kirkegården i Plainfield, Wisconsin, og tog ligene af kvinder, der svarede til morens profil, med hjem og udstoppede dem. Det slog Errol Morris, at ingen havde undersøgt, om Ed Gein også havde åbnet sin egen mors grav.

Klaus Kinski kunne sagtens være berettiget til en plads på den lukkede i Werner Herzogs ‘Fitzcarraldo’.

Plainfields lokale psykiater mente, at Geins tankegang var for snørklet til en så direkte handling, men måske han havde gravet underjordiske gange fra de andre grave? Errol Morris var i tvivl, så han ringede til Werner Herzog – og det gør man ikke ustraffet. Herzog var i Alaska for at optage naturbilleder, men han kørte direkte til Wisconsin, hvor Morris og Herzog havde aftalt at mødes på kirkegården om natten. Men da Herzog kom frem havde Morris fået kolde fødder:

»[I mit indre] så jeg en fuldmåne. Jeg så Plainfield Politi. Jeg så kriminalfotograferne. Jeg så mig selv blive ført bort i håndjern i selskab med tysken – den fuldendte vanære i min families øjne«, har jøden Morris siden forklaret.

Werner Herzog var rasende, men han forsøgte alligevel selv at krybe lidt rundt forskellige steder på kirkegården med øret mod jorden i håb om at kunne lytte sig frem til hule steder, der kunne afsløre sandheden. Werner Herzog har siden sagt, at Plainfield er et mytisk sted i amerikansk kultur, på linje med børsen på Wall Street og fængslet i San Quentin: steder hvor drømme og mareridt ramler sammen. Og billedet af ham selv, der ligger på jorden og lytter efter gåden på kirkegården, er blevet til et signaturbillede i flere af hans film, blandt andet ses det i form af pilgrimmene på isen i ’Bells from the Deep’.

I dag siger Herzog, at han er glad for, at Morris ikke dukkede op, glad for, at de ikke fik gravet, for det ville have været et overgreb at træde ind over den grænse: »Nogle gange er det bedre ikke at vide, at stille et spørgsmål, men ikke få svar«.

Læs også: De virkelige seriemordere bag monstrene i ’Mindhunter’

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Advertisement