Der var chokerende få kvindelige hovedroller i dansk film 2017

Der var chokerende få kvindelige hovedroller i dansk film 2017
I dansk film er manden stadig Gud. Her i form af Søren Malling som titelkarakteren i 'Gud taler ud'.
Året, der gik, var et lavpunkt for kvinder i dansk film og de publikummer, der måtte savne at kunne spejle sig i andre kvindelige karakterer end altopofrende hustruer og bitchy bitterfisser. Er dansk film bange for at få pigelus?
Der var chokerende få kvindelige hovedroller i dansk film 2017
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR. Danske kvinder må vitterligt være frygtelige, som den kommende satire ’En frygtelig kvinde’ mere end antyder. Filmbranchen tør i hvert fald sjældent give dem stafetten – med mindre de indordner sig under kategorierne bitterfisse-psycho eller opofrende mor.

Jep, det handler om køn. Igen. For ud af årets 20 danske spillefilm til voksne med regulær biografpremiere var det bare fire, der havde en kvinde i hovedrollen: Balletfilmen ’Darling’, Christian Jungersen-filmatiseringen ’Du forsvinder’, dansk-afghanske ’Wolf and Sheep’ og debutinstruktør Annika Bergs sprudlende indieperle ’Team Hurricane’ (der kun fik tre biografvisninger, inden den blev tilgængelig til streaming).

Kun ’Darling’ og ’Du forsvinder’ appellerede til et bredt publikum, og to ud af de fire kvindelige hovedroller var engelsksprogede. Akkurat som sidste år – hvor antallet af kvindelige hovedroller i øvrigt var sølle fire ud af 19 voksenfilm.

Tilfælde? Well – for 10 år siden havde 8 ud 22 danske spillefilm kvinder i hovedrollerne. 38,10 procent i 2007 mod 20 procent i dag.

I det såkaldt kønsligestillede Danmark har drengerøvspruttekomedier og nostalgiske mandehistoriefortællinger domineret ved billetlugerne igennem 10’erne, og i 2017 stak branchens bromance helt af: Danica Curcics desperate ballerina-has-been og Trine Dyrholms ditto uligevægtige hustru stod således i særligt skarp karakterkontrast til de mange mandlige kolleger, der dunkede hinanden i ryggen på lærredet.

Deriblandt ’Den bedste mand’ med Mikkel Boe Følsgaard, ’Mesteren’ med Søren Malling og Jakob Oftebro, de kvindehadende dræbere fra Nibe, drengerøverierne med Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg i spidsen, Frank Hvam og Casper Christensen med høj cigarføring i ’Dan-Dream’, ‘Fantasten’ med Dejan Cukic i den altoverskyggende hovedrolle, ‘Qeda’ med Carsten Bjørnlund i begge hovedroller, ‘Gud taler ud’ med Søren Malling og tre mandlige sønner, ‘Aldrig mere i morgen’ med Erik Clausen som centrum, ‘3 ting’ med Nikolaj Coster-Waldau som mastermind, ‘Underverden’ med Dar Salim som hævner og ‘Aminas breve’ med Esben Smed som upålidelig hovedrolle.

Niclas Vessel Kølpin, Frank Hvam og Casper Christensen i ‘Dan-Dream’.

Tillige blev der fyret godt op under kvindeklicheerne, fra den hengivne hustru og mor i ’Den bedste mand’ til den über-bitchy kæreste i førnævnte ’En frygtelig kvinde’ (i øvrigt en stor og fyldig rolle, men ikke en decideret hovedrolle – det er ikke hende, der driver fortællingen).

Egner danske filmkvinder sig bedst som strigler og fødemaskiner? Og er det virkelig den form for stereotypificerende kønsrepræsentation, samfundet har brug for anno 2017? Nej, mener en række danske manuskriptforfattere, der tidligere på måneden udgav et stærkt underholdende manifest, der spidder alle de fortærskede kønsklicheer, der dominerer i danske film.

Naturligvis kan der ligge diverse kunstneriske pointer bag – som i ’En frygtelig kvinde’ – men når kvindeklicheerne står og flagrer uden modvægt mange andre steder på filmscenen giver de et ærgerligt indtryk af, at dansk spillefilm er fuldstændig ude af trit med sin samtid. Og det kan enkelte fine ensemblepræstationer af begge køn – ’Mens vi lever’ – ikke råde bod på.

En række mænd i Ole Bornedals ‘Dræberne fra Nibe’.

At kvinderne taber så massivt terræn foran filmkameraet bliver ikke mindre flovt af, at de internationalt anerkendte seriesucceser ’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’ specifikt blev rost for deres – i globalt socialt regi – umiskendeligt selvstændige skandinaviske kvindeportrætter. Ligesom det også kan bemærkes, at to ud af Danmarks tre Oscar-sejre for bedste udenlandske film havde kvinder i hovedrollerne. Ikke så frygteligt endda!

Streamingtjenesterne har uden tvivl gjort deres for at presse branchen over de senere år, hvor publikums interesse for at indløse billetter til danske film er faldet til det laveste niveau siden 2009. Franchises som ’Klassefesten’ og ’Afdeling Q’ tiltrækker biografgængere af begge køn, og i tråd med kønsteorier der peger på, at mænd generelt er mindre tilbøjelige til at se film med kvindelige hovedroller end den anden vej rundt (fordi mændene ikke er vant til at se kvindelige hovedroller), kan sneboldeffekten af de maskuline succeser hurtigt træde kvindedrevne filmfortællinger under fode.

What to do? Flere kvindelige filmmagere er lig flere kvindedrevne fortællinger, lyder det ofte og ofte rigtigt. Også herhjemme, hvor kvotediskussionerne bølger frem og tilbage. Men det er for nemt og for ansvarsfralæggende at forlade sig på, at det er kvindelige instruktører, der skal ‘fikse’ problemet med de manglende kvindelige hovedroller.

Trine Dyholm i ‘Du forsvinder’.

Der kan ikke opstilles regler for, at mænd partout bør lave film om mænd og kvinder om kvinder. Det står den enkelte instruktør frit for. En af det nye årtusinds bedste danske film med en kvinde i hovedrollen – den mesterlige ’Applaus’ med Paprika Steen – blev instrueret af Martin Zandvliet (’Under sandet’). Og dette års danske Oscar-kandidat ’Du forsvinder’ med Trine Dyrholm er begået af Peter Schønau Fog.

Til gengæld havde Christina Rosendahls seneste spillefilm, ’Idealisten’ fra 2015, Peter Plauborg i hovedrollen, Frederikke Aspöck instruerede samme år Mikkel Boe Følsgaard i hovedrollen i ’Rosita’, og Oscar-vinder Susanne Biers korte tilbagevenden til dansk film, ’En chance til’, havde Nikolaj Lie Kaas og Nicolai Coster-Waldau i front (med Marie Bonnevie i den største kvindelige rolle som psykisk ustabil mor…).

Ligestilling i kulissen er vigtigt for at nuancere filmsproget, og Det Danske Filminstitut har nedsat udvalg, der skal sikre en større kvinderepræsentation foran og bag kameraet. Men problemet i dansk film synes lige nu at være, at interessen for at lave film med kvindelige hovedroller ligger på et meget lille sted blandt størstedelen af både mandlige og kvindelige instruktører.

Det er for eksempel påfaldende, at en lysende kvindelig stjerne som Danica Curcic til dato kun har nappet en enkelt hovedrolle, mens jævnaldrende frænder som Jakob Oftebro og førnævnte Følsgaard har minimum tre i bæltet.

Mikkel Boe Følsgaard og Søren Malling i ‘Den bedste mand’.

Statsfinansierede spillefilm skulle gerne komme hele befolkningen til gavn ved at afspejle det samfund, de udspringer af. Det ansvar deler de mandlige og kvindelige instruktører, manuskriptforfattere og producenter, men det er klart, at midlerne også må fordeles, så der er incitament til at vægte kvindedrevne historier på lige fod med mændenes. Som filmmager vil man jo gerne, at ens værk bliver set.

Økonomi er en væsentlig faktor, og de seneste års film med kvinder i hovedrollerne har ikke lunet på bundlinjen på samme måde som Berthelsen, Lyby og Kopernikus på slap line. Men hvornår har det omvendt nogensinde afskrækket filmbranchen fra at lave flere film om mænd, at en film med mænd i hovedrollerne floppede?

Vi hører gerne, at det først og fremmest handler om at støtte den gode ide snarere end at forcere ligestilling på bekostning af kvalitet. Men repræsenterer 2017’s bare fire store danske kvinderoller virkelig den totale mængde af gode pitches og manuskripter til film med kvindelige hovedroller?

Den køber jeg simpelthen ikke.

Læs også: 2017 var det mest lovende danske filmår i evigheder

Læs også: Årets 10 bedste danske film i 2017 – rangeret