(Kæmpe spoiler alert: Læs naturligvis først, når du har set ‘Star Wars: The Last Jedi’)
Rian Johnsons ‘The Last Jedi’ tog flere chancer end nogen ‘Star Wars’-film siden ‘The Empire Strikes Back’, da han gjorde op med et proppet karaktergalleri og samtidig implementerede en række radikale ændringer for universet i den storslåede rumopera. Men det var ikke alle hans valg, der var lige vellykkede, og det har skabt stor splittelse i den dedikerede ‘Star Wars’-fanbase.
Her giver vi vores bud på ‘The Last Jedi’s fem største op- og nedture.
Det bedste:
Reylo i feltet mellem den lyse og mørke side
Der var noget på spil i ’The Last Jedi’. På intet tidspunkt kunne man føle sig helt sikker på, hvor Rey og Kylo Rens telepatiske samtaler ville bære hen, visuelt flot forløst i originale dialogscener. De to lyssværdssvingende hovedroller var fulde af indre konflikter – Kylo Ren omkring mordet på sin far og Rey omkring mysteriet om sit ophav – og begge blev de draget af både den mørke og den lyse side af kraften.
Selvom de fleste nok ikke oprigtigt troede, at Rey ville gå fuld Kylo Ren-emo, så var muligheden til stede flere gange, som da Luke med bævende mundvige sammenlignede Reys uhyggelige styrke med Kylos. Og i et kort øjeblik så det virkelig også ud til, at Kylo Ren var godt i gang med at lave en Darth Vader og slutte sig til den lyse side efter mordet på sin læremester.
Kraftens dragende egenskaber var med til at tegne begge hovedroller op som levende karakterer, mens kemien mellem Daisy Ridley og Adam Driver var gnistrende. I sidste ende valgte de to diametralt modsatte veje, da Rey nægtede at danne fællesfront med Kylo Ren i et forsøg på at genopbygge en ny verdensorden. Rey står nu som jedi-ordenens største håb, mens Ren er blevet inkarneret ondskab beyond saving. Men samtidig har Reylo et af de stærkeste bånd i den nye trilogi, som det bliver spændende at se, hvor bærer hen i det afsluttende kapitel.
Navlestrengen til Skywalker-familien kappes
Rey er hverken en Skywalker eller en Kenobi, som vi havde troet. I stedet var hun barn af anonyme forældre fra Jakku, »der sikkert solgte hende for penge til alkohol«. Det siger Kylo Ren i hvert fald, og hvis han har ret – hvilket Reys ansigtsudtryk i høj grad antyder – har ’Star Wars’-franchisen taget et vigtigt skridt væk fra Skywalker-slægten som seriens omdrejningspunkt.
Det ville også have været for forudsigeligt og gentagende, hvis Rey bare viste sig at være Kylos tabte slægtning. I stedet tager ’The Last Jedi’ en kæmpemæssig chance med at udvide det enorme fantasy-univers, og selvom den givetvis har skuffet fans, så var det en lovende beslutning. Nu findes kraften alle steder, som slutscenen tydeligt understreger, og det sætter ikke bare Reys komplekse karakter, men hele filmserien i et nyt lys.
’Star Wars’ handler ikke længere om Skywalker-slægtens forsøg på at råde bod på deres brodne kar. Skywalkerne har fejlet, og nu er det op til en outsider at stoppe den blodsudgydelse, der blev igangsat med Anakin Skywalker og videreført med Ben Solo.
Meget peger altså på, at ’Star Wars’ ikke bare er et simpelt eventyr, men en kompleks tragedie om en stor slægts undergang, og det må siges at åbne universet fuldkommen op forud for Rian Johnsons planlagte nye trilogi.
Åbningsscenen
Hvad ’Rogue One: A Star Wars Story’ skulle bruge en hel film på at vise, lykkedes Rian Johnson med at slå fast på 10-15 minutter: At stjernekrigene koster tusindvis af ofrer. At han så krydrer det med den muligvis mest sindsoprivende rumskibsbattle i franchisens historie, skader ikke. Åbningen gennemspiller et følelsesregister af, hvad der gør Star Wars unikt.
Der er fornøjelig humor i Poe Damerons flabede samtale med General Hux, og actionen er tempofyldt, men aldrig uoverskuelig, da alt kredser om at destruere det kæmpestore slagskib Dreadnought. Til sidst holder man vejret i spænding for at se, om Roses søster, Paige, formår at udløse bomberne. Selvom vi kun nåede at kende hende i fem minutter, rystes man over hendes selvopofrelse, der samtidig slår et af filmens store temaer an.
Rian Johnsons visuelle leg
Rian Johnson har tilbage fra debuten ’Brick’ været optaget af at lege med kamerature og eksperimenterende overgange. Han låner nu lidt at sin artistiske flair til Star Wars-universet og får det gnidningsfrit til at spille sammen. Hans brug af slowmotion er velplaceret som i Paiges rørende dødsøjeblik og i startskuddet til Kylo Ren og Reys kamp mod Snokes vagter.
Reys eksistentielle udforskning i grotten på Acch-To bliver til et surrealistisk Dali-trip, Holdos kamikazeflyvning ind i Snokes Mega Star Destroyer bliver til en prægtig eksplosionsmontage, og så er der den finurlige rumskibslanding, der ligner et strygejern og vent… er et strygerjern. En genistreg, hvor der selvbevidst leges med fans forventninger og seriens formkonventioner.
Oscar Isaacs Poe Dameron
Et af de helt store scoops ved den nye trilogi er dets cast af unge dygtige navne, hvor Adam Driver og Oscar Isaac spiller på et niveau, man stort set ikke har set i de tidligere film. Isaacs inkarnation af eminente, men også lige lovligt kække pilot Poe Dameron er den ideelle Star Wars-helt, som George Lucas må påskønne.
Åbningsscenen, hvor han først driver gæk med General Hux og bagefter flyver soloræs i sin X-wing omringet af en sværm af TIE-fighters er som at se moderne udgave af Erroll Flynns Robin Hood. Damerons charme, selvtillid og lækre hår lider et lille knæk, da Leia og Holdo giver ham en søsterlig lærestreg. Selvtilliden kommer lidt igen til slut, og med ham i front er The Resistance og Star Wars-universet i fornuftige hænder før den sidste del af trilogien.
Det værste:
Overflødig kasinotur – og åndssvagt mørkelagt plan
Der sker sindssygt mange forskellige ting i ’The Last Jedi’, når Rian Johnson spreder Rey, Finn og Poe ud over hele galaksen på forskellige missioner. Men særligt én plottråd fremstår i sidste ende overflødig – turen til den fjerne galakses svar på Las Vegas, Canto Bight.
Det hele starter med Maz Katanas gabende plothul af en fortælling om en fagforeningskonflikt, der afholder hende fra selv at hjælpe rebellerne, men i det store billede virker utroligt redundant. Finn og hans nye sidekick/romance Rose må i stedet søge hjælp hos en supersmugler, der skal infiltrere Snokes rumskib og slå sporingsmekanismen fra, som forhindrer rebellerne i at undslippe ødelæggelse. Men da de endelig finder Justin Theroux’ supersmugler i Canto Bight, viser han sig at være fuldkommen ligegyldig, da de i stedet samler den fikse DJ op i planetens fængsel – ved et rent og skær tilfælde. Så meget for den vigtige plan.
Turen til Canto Bight virker som et forceret forsøg på at udvide universet, mens handlingen står i stampe. For i virkeligheden udspringer plottet grundlæggende af, at prinsesse Leia og Viceadmiral Holdo vil lære Poe en vigtig lektie ved at holde ham hen i mørket omkring deres geniale evakueringsplan.
Hvis nu bare de havde indviet Poe i planen, kunne vi have sparet 45 minutters unødvendigt sideplot, og så havde hovedfortællingen om filmens konfliktfyldte hovedkarakterer, Rey og Ren, stået endnu stærkere. Men Johnson har tydeligvis haft en massiv akilleshæl i form af et for stort karaktergalleri, som har været svært at aktivere.
Lidt for mange spørgsmål fra ’The Force Awakens’ udvandes eller afvises
Hvilken Jedi (eller sith) er Rey datter af? Hvilken magtfuld jedi gemmer sig bag Snokes ar? Hvilken rolle spiller The Knights of Ren? Hvad har Luke Skywalker lavet i alle disse år? Var han gået over til den mørke side? Ville Rey og Kylo Ren skifte side? Hvordan udvikler Poe og Finns kammeratskab sig? Vil jeditemplet og dets skrifter besvare dybere spørgsmål bag religionen og de første udøvere af Kraften?
Vi kunne blive ved med de mange spørgsmål, som med Star Wars’ indtræden i SoMe-tidsalderen blev kollektivt guf og gætteleg for millioner fans op til den nye film. Om Rian Johnsons plan var at udfordre fansene skal være usagt, men i hvert fald blev der i ’The Last Jedi’ set stort på de mest overstadige fanteorier. Hovedargumentet blev, at Rey var en nobody, og at alle dermed havde muligheden for at have spille en afgørende rolle i den tidligere så elitære og lukkede familiesaga.
Det var et stykke hen ad vejen interessant, men meget af magien og eventyret, der ligger i Star Wars-mytologien, blev samtidig pillet fra hinanden og bragt ned på jorden tilsat en god portion ironi. Det var et tiltrængt nybrud, men var det nødvendigt at tage det meste af mystikken ud af historien og efterlade fansene med blot ét egentligt spørgsmål før det sidste kapitel: Traveren om det gode eller onde vil sejre.
Den uduelige First Order
’Star Wars’-film har alle dage haft en underspillet lune, som særligt kom til udtryk i den oprindelige trilogis kække replikker mellem Carrie Fischer og Harrison Ford. Nu tager Rian Johnson humoren skridtet videre i en decideret karikatur på lederskabet i First Order, der spiller en lille smule for velkendt.
Har man for eksempel været i biografen og set ’Thor: Ragnarok’ for nyligt, vil man bemærke den slående lighed mellem åbningssekvenserne i de to film. I ’The Last Jedi’ er det bare Poe Dameron, der uddeler en morsom verbal sviner til den onde og let patetiske General Hux (koks).
Men hvad der starter sjovt, går hurtigt i selvsving, når General Hux råbende gentager Kylo Rens ordre i et desperat forsøg på at bevare sin autoritet under det endelig slag ved rebelbasen på den røde saltplanet.
Der er særdeles langt fra den frygtindgydende Grand Moff Tarkin, som i visse tilfælde overgår Darth Vaders ondskab i den oprindelige trilogi, til den uduelige General Hux og hans ofte intetsigende officerer, der bliver fuldkommen udmanøvreret af en egenhændig Poe Dameron. Man tager sig selv i at spørge, hvordan First Order nogensinde har fået overtaget på de meget klogere rebeller med en så gakket general i front.
Kraften er lidt for stærk hos Leia
Prinsesse Leia fik ikke afslutning, som den ikoniske karakter og den fremragende skuespillerinde bag – afdøde Carrie Fisher – havde fortjent. I stedet stod hun for et af filmens mest akavede øjeblikke, da hun som en anden Super-Man hev sig selv om bord på rumskibet direkte fra den visse død i det ydre rum.
Vi blev ellers rystede af Leias tidlige dødsfald, der ikke kom fra Kylo Rens hænder, men derimod en anonym Stormtrooper-pilot. Men takket være Skywalker-blodet formåede prinsessen at undgå manden med leen via kraften. Leia har aldrig tidligere vist tegn på, at hun kunne kontrollere kraftens midi-klorier – Skywalker-blod eller ej – så det virkede mest af alt som grebet ud af luften. Og som et værktøj til at lade Leia ligge brak i koma i den propfyldte historie.
Det havde givetvis heller ikke været den rigtige løsning at lade Leia dø i løbet af filmens første 20 minutter, men man spørger alligevel sig selv, hvordan J.J. Abrams vil skrive hende tilfredsstillende ud af franchisen i den kommende episode ni. Vi krydser fingre for, at de har nogle gode optagelser i baghånden.
CGI-væsener tiltænkt legetøjsbutikken
I lanceringen af ’The Force Awakens’ gjorde J.J. Abrams og resten af folkene bag filmen en stor ting ud af at understrege, hvordan man var vendt tilbage til dukker og mekaniske effekter helt i den unge George Lucas ingeniørånd. Derfor forekommer det mærkeligt, at ’The Last Jedi’ har opteret et langt mere CGI-fyldt galleri af væsner, hvor den omdiskuterede udflugt til casinoplaneten Canto Bight vækker mindelser om Lucas overdrevne tro på computeranimation i prequel-trilogien.
Det værste var næsten, at de animerede skabninger – om det var de Minions-agtige Porgs eller sølvrævene Vulptex – virkede så karakterløse, selvom de rendte rundt med tuttenuttede og menneskelige ansigtstræk. Rian Johnson er udtalt kæmpefan af Pokemon, men der er eddermame langt fra det bizarre slæng i Mos Eisley Cantina i den første ’Star Wars’ til Pikachu, Jigglypuff, Eevee und so weiter.
Læs også: Anmeldelse af ‘Star Wars: The Last Jedi’
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1