Disney nærmer sig filmmonopol med vild handel på 331 milliarder – manuskriptforfatterne protesterer

Disney nærmer sig filmmonopol med vild handel på 331 milliarder – manuskriptforfatterne protesterer
'X-Men: Apocalypse' som Disney med den nye aftale får rettigheder til

Disney udbyggede i går deres magtimperium ved i en handel på 331 milliarder kroner at skrive historie og som det første store studie i Hollywood opkøbe et andet af de store studier, Robert Murdochs 21st Century Fox.

Dermed sidder Disney nu på råderetten over filmselskaberne 21st Century Fox (inklusive de store franchises ’X-Men’, ’Planet of the Apes’, ’Alien’ og ’Avatar’ i folden) og det altid Oscar-garanterende Fox Searchlight, der står bag film som ‘The Grand Budapest Hotel’, ’Birdman’ og i år ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’The Shape of Water’.

Disney og dets administrerende direktør Bob Iger lancerer snart en streamingtjeneste, der skal kunne konkurrere med Netflix. Til det formål er puljen af eksklusive film en massiv fordel. Ligesom det hjælper, at Disney overtager indholdet fra netværkskanalen Fox (’The Simpsons’, ’X-Files’, ’Empire’), kabelkanalen FX (’Fargo’, ’Atlanta’, ’American Horror Story’) og deres tv-produktions- og distributionsafdeling 21st Century Fox Television (’Homeland’, ’Modern Family’, ’This Is Us’).

I forvejen har Disney over de seneste 10-15 år erhvervet sig nogle af de stærkeste filmbrands i Miramax, Pixar, Marvel Entertainment og Lucasfilm, som alle er blevet synkroniseret med Disney-ånden.

Disneys seneste styrkelse af sin monopollignende tilstand, hvad angår blockbuster-franchises, har allerede mødt stor modstand. Ikke mindst for dem, der ikke vil fastlåses i at skulle tænke inden for Disney-boksen.

Således har manuskriptforfatternes fagforening, The Writers Guild of America, udsendt en pressemeddelelse, hvor man giver udtryk for, at der bør ses på den såkaldte antitrust, der er love mod monopoltilstande.

»I det ubarmhjertige pres for at eliminere konkurrence har store virksomheder en umættelig appetit for at konsolidere sig. Disney og Fox har i årtier profiteret på den oligopolistiske kontrol, som de seks store mediekonglomerater har udøvet på underholdningsindustrien, ofte på bekostning af skaberne, der giver liv til deres tv og film«, hedder det.

»Nu vil sammenlægningen mellem direkte konkurrenter gøre tingene endnu værre ved ganske betragteligt at forøge markedskraften med en kombineret Disney-Fox-virksomhed. De antitrust-bekymringer, som handlen rejser, er åbenlyse og markante. The Writers Guild of America West går kraftigt imod denne sammenlægning og vil arbejde for at sikre, at nationens antitrustlove forstærkes«, fortsætter fagforeningen ifølge The Playlist.

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1