’En frygtelig kvinde’: Tafdrups kønskomedie går planken ud
Hun er en tyran bevæbnet med aubergine, fælleskalendere og fengshui-planter. Hun er den djævelske dukkefører, der vrider gonaderne rundt på mandslinge og bestemmer alt, så de vænner sig til ikke at mene noget. Og hvis det er nødvendigt, er hun kvinden i nød, der smiler indvendigt, mens skvattet lader sig vildlede af tårerne.
Så, ja, hun er en frygtelig kvinde. Og han er gudsjammerligt vattet.
Han glemmer, hvem fanden han er, parerer ordre, selvom alle celler i hans krop vånder sig og lader vreden stege på indersiden, indtil den sprøjter ud i en ussel udløsning. Han er som ofrene i ’Get Out’, en passiv tilskuer til sig selv.
Hans skuldre sidder om ørerne, og hans overlæbe strejfer gulvet. Det er muligt, at kvinden har skabt pjokket, men man forstår hende, når hun siger, at det ikke var ham, hun forelskede sig i.
Christian Tafdrup udstiller altså ikke bare én, men to tidstypiske kønsroller i sin herlige parforholdskomedie, ’En frygtelig kvinde’. En film, der marinerer sine skarpe iagttagelser i satirens overdrev, så alt stemmer.
Og så er den vildt morsom.
Det er en undergangsfortælling læsset med absurde scener, hvor kunstkenderen Marie kastrerer fodbolddrengen Rasmus. Højdepunkterne står på række, fra indkøbsturen, hvor hun hiver ham hjem fra burgerbaren og fodrer ham med kålwraps, til museumsbesøget, hvor han ihærdigt imiterer hendes kropssprog foran busterne.
Anders Juul og Amanda Collin er vidunderligt castet som Rasmus og Marie, den ene mere betuttet, den anden mere despotisk for hver scene. De har ligesom Tafdrup et fast greb om parforholdets moderne arketyper, skvattet og herskerinden, og Rasmus’ tragikomiske deroute skildres med en overlegen blanding af observation og satire. Oprigtig analyse og glimt i øjet.
Det er dog særligt Collins fortjeneste, at kavalkaden af sketchagtige scener fra et parforhold aldrig bliver fersk eller fortænkt. For jo, ’En frygtelig kvinde’ boltrer sig faretruende tæt på klichéerne, men Collin er så overbevisende – på samme tid forførende, manipulerende, charmerende og diabolsk – at hun holder Oddset-humoren på sikker afstand.
Hun er med til at sørge for, at ’En frygtelig kvinde’ bliver et tiltrængt los i røven på den danske komediegenre, der længe har savnet friske vinde. For hos brødrene Tafdrup, der sammen har skrevet manuskriptet, er genstanden for satiren ikke mænd i dametøj og provinsielle dummernikkers falden-på-halen, men et subtilt magtspil mellem intelligente mennesker, udført med et skarpt blik for parforholdets koder og mekanismer.
Tafdrup stod allerede i sin debutfilm, ’Forældre’, bag et af de mest outrerede twists i dansk filmhistorie, og nu iler han hovedkulds ind i kønsdebatten, beredt på at få læsterlige prygl på de sociale medier. Man mærker, at han nyder at være en sten i skoen, ikke mindst når han generaliserer det feminine tyranni og gør den frygtelige kvinde til de frygtelige kvinder.
Det er åbenlyst ikke et sandfærdigt billede af kønsrollerne, men det er heller ikke Tafdrups mission. ’En frygtelig kvinde’ er en fuldblodssatire, der nok tager afsæt i reelle observationer, men dernæst forvrænger og forstørrer analysen med latter til følge. Det er ikke et udsnit af virkeligheden, det er en komisk fortolkning af den.
Og filmen spiller med åbne kort: Marie fremhæver illusionen ved at bryde den fjerde væg, mens Vivaldi-stykket på lydsporet kommenterer maskulinitetens nederlag med en vis kølig distance.
Netop distancen er vigtig, for Tafdrup ville have kvalt satiren, hvis han havde tvunget sig ind i knolden på Marie og Rasmus. I stedet holder han psykologien på behørig afstand, mens vi ser parret udefra, nærmest som man betragter dyr i zoologisk have. Det er et studie fra satirens observationstårn.
Måske er Tafdrup havnet på øretævernes holdeplads, fordi han i diverse interviews holder fast i filmens overdrivelser i en anden kontekst end satirens. Det er et klogt pr-træk, men det er lige før, at han gør sin egen film en bjørnetjeneste. De mest provokerende udtalelser kan nemlig få kritikerne til at overse genrekoderne og forkaste filmens satiriske behandling af et tabu, der er værd at diskutere.
Selvom filmen dissekerer parforholdet fra mandens ståsted, bør den i sidste ende invitere til selvironi for begge køn. Man kan mene, at Tafdrup bare er et bittert pjok, der opgylper sin undertrykte vrede fra forliste forhold – men, ja, i filmen påstår han aldrig andet. Rasmus er et skvat, det er han virkelig. Marie er en tyran, uden tvivl. Og de findes i den virkelige verden, bare ikke i de her satirisk forstørrede udgaver.
I sidste ende sejrer Tafdrup, netop fordi han vover at gå planken ud på satire og nægter at trække i land i et anfald af behagesyge.
Kort sagt:
Christian Tafdrup hudfletter to af parforholdets moderne arketyper, skvattet og herskerinden, i en forrygende komedie, sprængfyldt med kostelige scener fra et parforhold – fra grønsagshylderne til elskovssengen. Alt serveres med det helt rigtige miks af skælmsk satire og oprigtig analyse.
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne