En ung Steven Spielberg blev irrettesat for grov opførsel under optagelserne på ‘E.T’

En ung Steven Spielberg blev irrettesat for grov opførsel under optagelserne på ‘E.T’
Steven Spielberg under Oscar-uddelingen i 2016. (Foto: Mike Windle/Getty Images)

Den ellers så venlige Steven Spielberg var ikke altid lige rar over for sit filmhold, da han startede som ung stjerneinstruktør. Det fortæller manden selv i et stort interview med The Hollywood Reporter. Og det kommer nok som lidt af en overraskelse for de fleste, at den søde ældre herre engang har været lidt af en nar.

Instruktøren fortæller, at han godt kunne være utålmodig og ubehagelig over for sit filmhold, mens de optog. Det blev der dog sat en stopper for, da den nuværende ‘Star Wars’-producer, Kathleen Kennedy, irettesatte instruktøren.

»Dybest set var jeg lidt af et hothead, utålmodig og hård over for mit hold – jeg var kærlig over for mine skuespillere, men hård ved filmcrewet. Og omkring 15 dage inden i optagelserne på ‘E.T’ trak hun (Kathleen Kennedy, red.) mig ind på sit kontor og gav mig mit livs skideballe. For hun kunne ikke lide måden, jeg talte til mit hold på. Hun var ikke glad for min utålmodighed og min skarphed«, fortæller Spielberg i interviewet.

»Hun sagde, ‘det her er uacceptabel opførsel’, og jeg havde ikke hørt den slags, siden en skolelærer i min skole eller min egen mor (skældte mig ud, red.) – og det var et stort skridt i mit liv. Jeg blev meget opmærksom på det, fordi én, jeg stolede på og respekterede, havde irettesat mig«, fortsætter instruktøren.

Den tidlige historie om to af filmbranchens sværvægtere er i kølvandet på #Metoo-bølgen interessant – og også bemærkelsesværdig når man tænker på, at ‘E.T’ var Kennedys første spillefilm som producer. Spielberg og Kennedy har siden samarbejdet flere gange på film som ‘Schindlers liste’, ‘The Color Purple’, ‘Lincoln’ og senest ‘Den store venlige kæmpe’.

Læs også: Anmeldelse af ‘Spielberg’ – et must-see for enhver filminteresseret

Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af