Hvorfor hader fansene ‘Star Wars: The Last Jedi’, når anmelderne elsker den?

Hvorfor hader fansene ‘Star Wars: The Last Jedi’, når anmelderne elsker den?
Luke Skywalker (Mark Hamill) ved siden af de mytiske jedi-skrifter i 'Star Wars: The Last Jedi'

(Kæmpe spoiler alert: Læs naturligvis først, når du har set ‘Star Wars: The Last Jedi’)

I sidste uge berørte vi i forbindelse med en artikel om ‘Lucasfilm’-præsident Kathleen Kennedy – en af de absolutte nøglepersoner i skabelsen af de nye ‘Star Wars’-film – det fundamentale spørgsmål: Hvad er Star Wars?. Med premieren på ’Star Wars: The Last Jedi’ er spørgsmålet mere aktuelt end nogensinde før, efter Rian Johnsons film har delt anmelderne og mange af de mest inkarnerede fans i to modstridende lejre.

I et for ‘Star Wars’-franchisen uhørt scenarie viser aggregatsiderne Rotten Tomatoes og Metacritic, hvordan anmelderne med et gennemsnit på henholdsvis 93 og 86 procent positive vurderinger er ovenud begejstrerede for ’The Last Jedi’, mens brugernes dom står i skærende kontrast med 56 og 49 procent.

Man kunne næsten tro, at Disney har betalt anmeldernes julegaver, men det er nok mere sandsynligt, at de fagkyndige og fansene har to vidt forskellige ideer om, hvordan en Star Wars-film bør være.

Mange var enige i, at J.J. Abrams’ opstart af den nye trilogi med ‘The Force Awakens’ var vellykket, men også bar præg af lidt for meget genbrug af formularen fra den allerførste ‘Star Wars’-film fra 1977. Og forventningerne til ’Looper’-instruktøren Rian Johnsons opfølger var tårnhøje. Johnson havde endda selv udarbejdet manuskriptet.

Adam Driver overbeviser de fleste som Kylo Ren i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

Mange anså det for at være et positivt tegn, at der var så stille om projektet i modsætning til de andre sideløbende Star Wars-produktioner, ’Rogue One’, ’Solo’ og ’Episode XI’, der var plaget af instruktørfyringer og reshoots. Forventningerne blev ikke mindre af, at Lucasfilm kort før premieren annoncerede, at de havde givet Johnson ansvaret for at udtænke en hel ny trilogi.

Annonce

Tweets i kølvandet på verdenspremieren forrige lørdag var lovende, men det var intet imod euforien i løbet af tirsdagen, hvor anmelderembargoen blev løftet og et sandt bombardement af berusende lovprisninger sprang frem. Rian Johnson havde gjort lige præcis det, fansene kun turde drømme om og skabt den bedste film siden seriens hovedværk ’The Empire Strikes Back’. Ja, nogle mente ligefrem, at ’The Last Jedi’ overgik den klassiske 2’er. Som Jordan Hoffman fra The Guardian skrev i sin femstjernede anmeldelse:

»Mens der er solide guldklumper af hengemte easter eggs for de hardcore fans, så er det ekstraordinære ved ’The Last Jedi’, at det er den første Star Wars-film efter Lucas, der føles fri til at danse til sit eget beat«.

Men da verdenspremieren oprandt torsdag, viste det sig, at fansene ikke var klar til at danse med.

Annonce

Der var selvfølgelig også mange positive fans, som så filmen som et nyt bibelbind til religionen, og senere har der været rygter om, at scoren på Rotten Tomatoes skulle have været udsat for regulær troll-hacking. Alligevel var det påfaldende, hvor stor et had, der blev lagt for dagen – som i kommentarfeltet til Star Wars-nørden Chris Stuckmans Youtube-anmeldelse, eksploderende efterreaktioner eller på Reddit-tråde med overskrifter som ’The Emperor Has No Clothes’.

Disney har i kølvandet på den voldsomme utilfredshed hos fansene ligefrem udsendt en pressemeddelelse. Her udtrykker de glæde over, at Rian Johnson har »leveret en oplevelse, som er total Star Wars og alligevel frisk, uventet og ny«, og, »at filmen får folk til at tale, gruble over dens mysterier, at og det er meget at tage ind«.

For Disney er al omtale altså god omtale, og det er næppe afgørende for deres økonomiske resultat på filmen, om en gruppe af giganørder kan lide den. Men ’Star Wars: The Last Jedi’ er alligevel blevet et særdeles interessant studie i divergensen mellem et kulturkritisk og et kultdyrkende perspektiv.

Hvad blev der af Kylo Rens bad ass broderskab af omvendte jedi-lærlinge?

Fandom’en bag Star Wars fik for alvor lov til at blomstre i årene mellem den første og anden trilogi, da mange så deres snit til at digte videre på fortællingen og universet ved hjælp af de byggeklodser, George Lucas havde lagt ud. Her blev Star Wars for alvor et galaktisk rum for fantasien.

Da ’The Force Awakens’ kom ud i 2015, spillede den sammen med den udbyggede mytologi, fordi den indeholdt en række af de manglende brikker, som fansene nu på diverse fora kunne stykke sammen til en helhed. Den på overfladen ubrugelige viden, nørderne havde opbygget igennem de mange fiktioner uden for filmene, battede pludselig for alvor.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Kunne Supreme Leader Snoke i virkeligheden ikke være den magtfulde Darth Plagues, som blev teaset i ’Revenge of the Sith’, og som i en selvbetitlet roman blev beskrevet som en ’munn’, der i udseende var lig Snoke? Og så var der Rey, hvis herkomst man gisnede om kunne udgå fra Obi-Wan Kenobi, Luke Skywalker, Palpatine eller endda være kunstigt skabt af Snokes tag om Kraften.

Fansenes fortørnelse skal ses i lyset af, at Rian Johnson, som han selv påpeger, har taget sig store friheder i forhold til oplægget i J.J. Abrams og Lawrence Kasdans manuskript til ’The Force Awakens’. Johnson har i alle sine film udvist en iver efter at eksperimentere og spække sine film til randen med ideer, som ikke altid er motiveret i trit med historierne. I tilfældet ‘The Last Jedi’ kan det føles, som om Johnson enten har læst det som godnatlæsning med blot et halvt øje åbent eller stædigt har valgt at være Rasmus Modsat.

Alle fanteorier blev i hvert fald skudt mere eller mindre i sænk, og det forarbejde, Abrams og Kasdan gjorde synes mere eller mindre eroderet sammen med mytologien som helhed, mener mange.

John Boyega og Kelly Marie Tran i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

Strukturen kan fremstå tilfældig med for hurtige overgange og uforståelige afstikkere som missionen på Canto Bight. Desuden er det meste bortset fra Rey og Kylo Rens meditative kammerspil små lukkede historier, der – som Snokes Star Destroyer – meget symptomatisk rykker sig i sneglefart for den større fortælling.

Over the top-scener med Leias brug Kraften i rummet og den mere ironiske tone med Marvel-lignende jokes og insisterende Terry Gilliam’ske skævheder er ligeledes blevet kritiseret for at ramme ved siden af, som når glorværdige Luke Skywalker tapper mælk af et Loch Ness-lignende dyrs patværk.

Annonce

Man kan godt argumentere for, at det er mere operette end opera, da Rey og Lukes storladne møde i slutningen af ’The Force Awakens’ punkteres fuldstændig i ’The Last Jedi’ med en gammel og tvær jediridder, der smider lyssværdet fra sig og giver fingeren til de myteomspundne jediskrifter.

Rian Johnson har ønsket at gøre historien om kraften mere universel og mindre ekskluderende. Fra Skywalker-familien som deocentrisk midpunkt for religionen til en polycentrisk verdensforståelse. Men i sit forsøg på at gøre jedidrømmen til et allemandsforetagende med plads til Oliver Twist-stalddrenge og proletarbørn træder han samtidig på fansenes drøm, der i hypoteseform stammer fra en kombination af mystik, mytologi, melodrama og ære, som franchisen ellers har beroet på.

»Du har ingen plads i denne historie. Du kommer ud af ingenting. Du er ingenting«, forklarer Kylo Ren til Rey i et af filmens højdepunkter, hvorefter han lader følelserne tale og bekender, at hun skam betyder noget for ham. Rey og Kylo Ren er kernen i ’The Last Jedi’, og sagaens videre historie er et diktat fra dem og udelukkende dem – ikke fra gamle bøger, mytologier fanforummer.

Måske har kulten fat i noget. Eller måske skal de bare vænne sig til at dyrke et nyt testamente, som endnu ikke er skrevet færdigt.

Læs også: Anmeldelse af ‘Star Wars: The Last Jedi’

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Advertisement