»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

’Jean-Claude van Johnson’: Van Damme tager tykt pis på sig selv i uforudsigelig serie

’Jean-Claude van Johnson’: Van Damme tager tykt pis på sig selv i uforudsigelig serie
Ingen maskering er for fjollet til Jean-Claude i 'Jean-Claude Van Johnson'
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Dave Callaham

Medvirkende

Jean-Claude van Damme, Kat Foster, Phylicia Rashad, Moises Arias

Spilletid

Seks afsnit á 30 min.

Premiere

Kan ses på Amazon Prime

Tænk at en serie med Jean-Claude van Damme i hovedrollen skulle vise sig at være en af årets mest mærkelige og uforudsigelige serieoplevelser. Van Damme spiller sig selv. Afdanket, livstræt og ikke helt så adræt som i sine unge dage. En støt dalende stjerne, der henter bladet Variety i sin indkørsel på en segway, og som på en café bliver forvekslet med Nicolas Cage af en hipster-tjener. Og værst af alt: Det kniber alvorligt med at kunne gå i split.

Det ærlige selvportræt så vi også i meta-actionfilmen ’JCVD’ fra 2008, der markerede et nyt kapitel i karrieren for van Damme. Men hvor ’JCVD’ var meta på en eftertænksom måde, er ’Jean-Claude van Johnson’ ren gak og løjer.

I serien er ’Johnson’ van Dammes kodenavn, når han udfører rigtige missioner som spion for et hemmeligt agentur under dække af at være på filmoptagelse. Det giver mulighed for at lave grin med den slags film, som van Damme har haft hovedroller i gennem hele sin karriere, og samtidig er det endnu en hovedrolle af samme slags.

Egentlig har han pensioneret sig selv, men i et forsøg på at vinde en gammel flamme (Kat Foster) tilbage, erklærer den tidligere nærmest udødelige actionstjerne, at han vil tilbage i gamet, både som filmstjernen van Damme og superagenten van Johnson. Hans overordnede (Phylicia Rashad), advarer ham om, at det nok vil få ham dræbt.

»Bare rolig, ingen bliver dræbt. Kun dem, jeg dræber«, siger van Damme, helt uden påtaget patos eller med snerrende overspil, som han ellers har for vane i sine actionfilm. Det klæder ham at underspille en gang imellem, til en afveksling, for når plottet for alvor sættes i gang, er der ikke noget underspillet i ’Jean-Claude van Johnson’.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

I første afsnit er der en god gag med en dobbeltgænger, hvor van Damme klæder sig ud for at kunne infiltrere en narkofabrik i Bulgarien. Han er ikke særlig god til det, så han bliver hurtigt opdaget, men i stedet for at slå alarm, hilser de andre arbejdere bare venligt på ham. Han vælger at gå med det, indtil han får forklaringen: i hans forklædning ligner han fuldstændig arbejderen Philip (overspillet af van Damme som en Quasimodo-agtig version af sig selv). Philip elsker filmen ’Timecop’, som vi tidligere har hørt van Damme forklare er ligesom Rian Johnsons ’Looper’, bare en million gange bedre.

Jean-Claude Van Damme nu med hat.

Van Damme prøver desperat at slippe ud af situationen ved at fortælle, at han er Philip fra fremtiden. Det virker næsten.

I ’Jean-Claude van Johnson’ går van Damme linen ud. Plottet fyldes med så mange overdrevne klichéer, man har set før i film med Jean-Claude van Damme, at serien helt bevidst bliver totalt uforudsigelig. Det ene øjeblik skal han infiltrere et Fast & Furious-agtigt street race, og i det næste får han besøg fra en version af sig selv, der er rejst hertil fra fremtiden.

Det er ikke alle jokes, som går hjem i ’Jean-Claude van Damme’. Nogle gange bliver det for tåbeligt, som når en træningsmontage skal foregå i en nedlagt videobutik: »Ingen har ledt efter mig her i årevis«. Han vikler vhs-båndsalat om hånden, som var det en boksehandske.

Men man kan ikke andet end at sætte pris på, at han er med på legen. Van Damme er den eneste af de gamle 80’er/90’er-actionstjerner, der for alvor har turdet tage pis på sig selv. Jeg troede, ’The Expendables’-filmserien (hvor van Damme har en skurkerolle i toeren) ville blive de gamle actionstjerners selvbevidste og humoristiske hyldest til en æra, som er slut. Men de gamle drenge insisterer på at blive taget alvorligt, og ’Expendables’-filmene ender som netop en udstilling af, hvorfor æraen er forbi.

Jean-Claude van Damme beviser, at der er mere end muskler bag The Muscles from Brussels.


Kort sagt:
Jean-Claude van Dammes selvudleverende portræt giver serien tyngde, selv når plottet bevæger sig længere ud end selv de mest gakkede film, han engang havde hovedroller i. Selvom serien efter de første tre afsnit taber pusten lidt, er det god underholdning, især hvis du er velbevandret i van Dammes filmkarriere. Ironisk nok kan denne serie om en afdanket filmstjerne være med til at genantænde karrieren for seriens virkelige stjerne.

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Advertisement