Jimmy Kimmel udfritter det hemmelighedsfulde ‘Star Wars: The Last Jedi’-cast

Jimmy Kimmel udfritter det hemmelighedsfulde ‘Star Wars: The Last Jedi’-cast

Jimmy Kimmel dedikerede i fredags – som den midaldrende nørd han er – et helt afsnit af sit late night show til den forestående premiere på ‘Star Wars: The Last Jedi’. Blandt en del forskellige sketches var aftenens højdepunkt utvivlsomt da stort set hele castet blev samlet omkring gæstesofaen i Hollywood: Mark Hamill, Daisy Ridley, Laura Dern, Adam Driver, John Boyega, Kelly Marie Tran, Gwendoline Christie, Andy Serkis og Oscar Isaac, foruden filmens instruktør Rian Johnson, BB-8 og de nye karakterer Porgs.

Med Disneys hardcore regler om tavshedspligt i baghovedet blev der ikke røbet meget om den nye film, men til gengæld diskuterede de følelsen af at være en del af ‘Star Wars’-familien hvortil både Laura Dern og Kelly Marie Tran er nytilkommende.

Det mest åbenmundede castet kunne svinge sig op til at være, var da talen faldt på Porgs, der ikke var alles favorit. John Boyega er eksempelvis ikke fan.

Helt til slut fik Jimmy Kimmel dog lokket noget ud af Rian Johnson, nemlig filmens første ord: »We’re«. Og det er mere end nok til at gøre sande fans helt eksalterede.

Læs også: Daisy Ridley rocker Leia-hørebøffer i ‘Star Wars’-mundaflæsningsudfordring hos Fallon