Joe Keery barberer sig skaldet, hvis David Harbour vinder en Golden Globe

Joe Keery barberer sig skaldet, hvis David Harbour vinder en Golden Globe

Steve Harrington får en dramatisk makeover i ‘Stranger Things’ sæson 3, hvis David Harbour vinder en Golden Globe. De svulstige Farrah Fawcett-lokker bliver nemlig udskiftet med en kronraget isse, hvis Harbour tager prisen i kategorien Bedste Mandlige Birolle. Det har Joe Keery kålhøgent lovet i en kommentar til en Instagram-post, som David Harbour lagde op for at fejre nomineringen.

Til billedet skrev Joe Keery, der på Instagram kalder sig Uncle Jezzy: »If you win, David, the Duffers [brødrene bag serien, red.] get to shave my head«. Det er der rigtig mange på Instagram, der er temmeligt ængstelige over, for Harbours chancer er rimeligt gode.

Selvom der desværre er lang tid til næste sæson af ‘Stranger Things’, kan Joe Keery næppe nå at gro en frodig hårpragt igen som den Steve Harrington flasher i Hawkins, Indiana. Måske er det derfor, han har indlagt den lille buffer, at det er seriens bagmænd, der får lov at kronrage ham – det er de næppe selv interesserede i.

Hvis ikke den mulige kronragning har forhøjet indsatsen for dig, så er dette måske: David Harbour har lovet at genskabe Hopper-dansen – du ved, den han laver i oprydningsmontagen – hvis han vinder. Så er det bare med at krydse fingre.

Læs også: ‘Stranger Things’ bliver endnu særere som 80’er-corny ‘Bad Lip Reading’-serie