Nu sparker de kvindelige actionhelte glasloftet ned – men vi vil se andet end John McClane med bryster

Nu sparker de kvindelige actionhelte glasloftet ned – men vi vil se andet end John McClane med bryster
Alicia Vikander i den kommende 'Tomb Raider'.
En række hårdtslående kvinder gav filmlands supermænd kam til pomadehåret i et år, hvor Wonder Woman bankede sine mandlige kolleger ved de amerikanske billetluger. Men actionkvinderne skal ikke kun dele håndmadder ud, hvis de for alvor skal gøre en forskel for kvindelige publikummer.
Nu sparker de kvindelige actionhelte glasloftet ned – men vi vil se andet end John McClane med bryster
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR. 2017 blev et uforvarende metaprofetisk år for actionheltindens gennembrud.

Måneder før Weinstein-skandalerne og #metoo i efteråret satte deres uudslettelige præg på 2017’s kønspolitiske samfundsdiskurs, raslede film- og serielands heltinder med de tematiske sabler som fiktive fortropper for virkelighedens oprør mod patriarkalsk dominans og krænkelseskultur i underholdningsindustrien.

Langt fra alle var så fysisk passive som indestængte Offred i årets mest politisk ladede serie ’The Handmaid’s Tale’: På det store lærred smadrede ’Wonder Woman’ med Gal Gadot glasloftet for kvindedrevne blockbusters, Daisy Ridley vendte tilbage som lyssværdssvingende Rey i ’Star Wars: The Last Jedi’ og Hollywoods go-to actionheltinde Charlize Theron knækkede knogler – både sine egne og fjendernes – i ’Atomic Blonde’.

Charlize Theron i fuld aktion i ‘Atomic Blonde’.

Og actionkvindeinvasionen stoppede ikke her:

På Netflix haltede modellen Suki Waterhouse med amputerede lemmer igennem et dystopisk ørkenlandskab befolket af machomænd med svulmende biceps i ’The Bad Batch’, og i Marvel-genistregen ’Thor: Ragnarok’ var den flotteste kampscene en fabelagtig slowmotion-sekvens med guddommelige Cate Blanchetts Galadriel-gone-bad-skurkinde over for Tessa Thompsons seje valkyrie.

Nye actionboller på suppen

På papiret er det velkomment, at Hollywood langt om længe er ved at få øjnene op for, at der også er et marked for kvindebårne blockbusters, der ikke har ordene ’sex’ og ’city’ i titlen. Og at det ikke nødvendigvis er mandlige instruktører, der spår succes for superhelte og actiongenren ved billetlugerne.

Langt fra alle kickass-kvindernes udflugter var dog lige vellykkede, mens andre måtte stå til regnskab for deres modesans: Især længden på Wonder Womans skørt fik hårde ord med på vejen fra virkelige medsøstre, der ud fra en pinligt misforstået tolkning af feminisme og politisk korrekthed syntes at mene, at kvinder ikke bør finde filmkvinder seje, hvis mænd samtidig finder dem sexede (for Batman og Superman er jo ikke hyper-erotiserede idealbilleder … ).

Når selverklærede feminister troller (tegneserie)kvinder for at klæde sig labert, er patriarkatets systematiske slut-shaming af kvindelig seksualitet for alvor lykkedes (at den mandlige kostumier på fadæsen ’Justice League’ senere på året frarøvede Wonder Woman underbukserne, er en ganske anden, unødvendigt lummer sag).

Så er det trods alt mere relevant at diskutere, hvorvidt de kvindelige actionstjerner bragte noget nyt til bordet – og ikke mindst om de overhovedet interesserede sig for at tale til kvindelige publikummer, eller blot repeterede gennemtærskede actionformler med kvindekarakterer castet som John McClane-ripoffs med bryster.

Katherine Waterston som Ripleys afløser i ‘Alien: Covenant’.

I wifebeater-segmentet havde ’Alien: Covenant’ og Ridley Scott alle muligheder for at skabe en mindeværdig rumheltinde med Katherine Waterston, og forhåbningerne til xenomorphernes nye banekvinde var store. Så meget desto mere ærgerligt var det, at filmen fortabte sig i eksistentialistisk pladder, og Scott syntes i sidste ende mere tændt på at lade Michael Fassbenders to robotroller måle fløjtestørrelser på hinanden end på at lade Waterston udvikle sig til andet end et sjusket skrevet ekko af Sigourney Weavers feisty ånd. Synd.

Værre gik det i ’Atomic Blonde’, hvor instruktør David Leitch udelukkende leflede for et savlende mandligt publikum og bovlamt dyrkede den mest stereotype actionkvinde: En nådesløs, tough-guy femme fatale, hvis frådende sexdrive får hende til at knalde som en mand med saftige damer, ind imellem at hun selvfølgelig også har sex med mænd (meget vigtigt). Charlize Theron er badass og stjal fuldstændig billedet i forrige års actionbrag ’Mad Max’, men ’Atomic Blonde’ reducerede den Oscar-vindende skuespillerinde til en tåkrummende marketingsgimmick uden et gran af personlighed. Uagtet at hun så bragende godt ud.

Man kan nemt argumentere for, at mandlige actionhelte generelt er stereotyper – fysisk som psykisk – og at man derfor ikke kan forvente, at kvindeversionerne skal være et hak bedre. Men hey, Hollywoods actionligestillingsbrigade: Kan vi så ikke også få en Mark Wahlberg-film med flere skud af skuespillerens røv end ansigt såvel som random svedige homosexscener mellem ham og eksotiske unge mænd?

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Amputeret heltinde

Filmkvinder bør kunne slå en proper næve, uden at deres kvindelighed – fysiske attributter ikke medregnet – automatisk går fløjten ud fra gammeldaws betragtninger om, at stærke kvinder partout må være drevet af maskulin psykologi, er iskolde kællinger eller på anden vis ’afviger’ fra deres køn.

Action er traditionelt en genre, der i højere grad taler til mandlige publikummer, jovist, men ’Wonder Woman’s enorme succes slog fast med syvtommersøm, at kvindedrevne actionfilm også kan appellere stort og bredt til kvinder så længe den kvindelige hovedrolle som udgangspunkt portrætteres som: En kvinde.

Ganske vist er Gal Gadot ikke just nogen Meryl Streep, men hendes Diana var både svært kampdygtig og følelsesmæssigt relaterbar. Sympati er oftere en svaghed end en force i actionregi, men ’Wonder Woman’ ramte rigtigt i forhold til målgruppen, netop fordi den lod sin kvindelige hovedrolle fremstå sympatisk og håbefuld i stedet for fatalistisk desillusioneret som så mange mutte mænd i genren, der bekræfter alle hverdagsantihelte derude i, at life is hard and then you die.

Suki Waterhouse som hårdtslående amputeret heltinde i Ana Lily Armipours ‘The Bad Batch’.

Sympati og håb var der ikke spandevis af i den syrede indiefilm ’The Bad Batch’, der pt. lever en kulttilværelse på danske Netflix. Modellen Suki Waterhouses uheldige Arlen mister både et ben og en arm for at overleve i en brutal outlaw-stat, og filmfeberdrømmens ubehageligt stemningsmættede pulp-iscenesættelse og samfundskritik fortjener flere point end værket som helhed. Waterhouses spinkle skikkelse emmede imidlertid effektivt af trodsig råstyrke i 2017’s suverænt vildeste visuelle, feministiske allegori over, hvordan underholdningsindustrien bogstaveligt æder unge kvinders værd. Og hvordan selvsamme kvinder ikke længere vil finde sig i at lege passiv snack.

Mens vi venter på ‘Tomb Raider’

’Wonder Woman’ og ’The Bad Batch’ blev begge instrueret af kvinder. Førnævnte af Patti Jenkins – hendes første spillefilm siden Oscar-belønnede ’Monster’ med Charlize Theron – og den anden af Ana Lily Amirpour, instruktøren bag den prisbelønnede iranske feministgyser ’A Girl Walks Home Alone at Night’. Filmene var selvsagt vidt forskellige, men det kvindelige blik bag kameraet afspejlede sig alligevel i karaktertegningerne: På tværs af forlæg og universer dannede Diana og Arlen fælles front mod actiongenrens kvindedogmer.

Det gjorde de ikke ved at dække kroppene til og give Wonder Woman overalls på – som nogle fejlagtigt ville mene var det mest oplagte – men ved at tage kvindernes roller alvorligt og bruge deres smukke kroppe som mørbankede, sønderlemmede, sexede lærreder for kvinders ret til ikke at føle skam. I ’Wonder Woman’s tilfælde uden at gå på kompromis med sin uimodståelige popcornsværdi.

Gal Gadot i ‘Wonder Woman’.

I 2018 lander ’Tomb Raider’ med svenske Alicia Vikander i titelrollen. Det er en film, Hollywoods pengemænd lige nu krydser fingre for vil skovle kontanter i kassen i lige mål med ’Wonder Woman’s performance, og selvom Angelina Jolie i sin tid ikke var nogen ringe Lara Croft – i modsætning til de to film, hun medvirkede i – bør man kunne forvente, at ambitionerne denne gang er tilpasset en anderledes kønsbevidst filmtid.

Lara Croft har siden 90’erne vækket mangen en præpubertær computerspillende drengs seksuelle drifter. Men hun har også været et fyrtårn for eventyrlystne piger, der har set hende som den kvindelige Indiana Jones, karakteren er. Norske Roar Uthaug skal forvalte Laras arv, så hun går rent ind hos begge køn, også blandt dem, der aldrig har spillet spillet. Det kræver personlighed et par levels over Laras vanlige pixellerede åndsliv, og at hendes toughness ikke filmmuterer til ensidig drengerøvsjargon.

Udfordringerne og fordommene er på forhånd mindst lige så store som dem, ’Wonder Woman’ stod overfor. Men lykkes projektet kan ’Tomb Raider’ anno 2018 blive en af de nye kvindeactionfilm, der også rykker ved noget udenfor herreværelserne.

Læs også: ’Wonder Woman’ er superheltinden, vi alle har ventet på