Ny trailer til Steven Spielbergs ‘Ready Player One’ er spækket med filmreferencer

Steven Spielberg hviler ikke på laurbærrene. Men måske den 70-årige instruktørlegende snart ville have godt af en morfar med tanke på, at han inden for kort tid er klar med Oscar-kandidaten ’The Post’ og dernæst filmatiseringen af sci-fi bestselleren ’Ready Player One’.

Sidstnævnte har nu fået sin anden trailer, hvor man får et lidt bedre indtryk af Spielbergs take på det virtuelle potpourri af 1980’er-referencer i spillet The Oasis.

I et postapokalyptisk slumsamfund anno 2045 følger man den unge gamer med det superhelteinspirerede navn Wade Watts, spillet Tye Sheridan (‘Mud’, ‘X-Men: Apocalypse’). Han kæmper under aliaset Parzival for at erhverve sig den afdøde spildesigner James Hallidays (Mark Rylance) milliardarv, der går til den spiller, der først finder et digitalt Easter Egg gemt i den virtuelle virkelighed The Oasis.

I det farefyldte spilunivers kan folk stille op som den karakter, de ønsker. I traileren er der således ikke sparret på figurer, gadgets og automobiler fra ’Akira’, ’Mad Max’, ’A Nightmare on Elm Street’, ’Duke Nukem’ og ’Drengen og Jernkæmpen’. Stemningen og brugen af lys ligner dog umiskendeligt Spielberg og den faste fotograf Janusz Kaminski, der også arbejdede på de genrebeslægtede ‘War of the Worlds’ og ‘Minority Report’.

Hollywoods nye go-to-baddie Ben Mendelsohn (‘Rogue One: A Star Wars Story’) spiller den magtsyge leder af det multinationale selskab Innovative Online Industries, Oliva Cooke (’Me and Earl and the Dying Girl’) er Wades hjælper og love interest Samantha Cook/Art3mis, og T.J. Miller og Simon Pegg står for grinene.

’Ready Player One’ får premiere i Danmark den 29. marts – en uge før Spielbergs ‘The Post’.

Læs også: De amerikanske anmeldelser af Spielbergs ventede ‘The Post’ er tikket ind

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’