’Stalins død’: Satirekonge står bag modbydeligt sjov og grundabsurd farce

’Stalins død’: Satirekonge står bag modbydeligt sjov og grundabsurd farce
En sand parade af erfarne komiske kræfter er samlet til 'Stalins død'
4 6
Spillefilm
Instruktion

Armando Iannucci

Medvirkende

Steve Buscemi Simon Russell Beale, Paddy Considine, Rupert Friend, Jason Isaacs, Michael Palin, Andrea Riseborough, Jeffrey Tambor

Spilletid

107 min.

Biografpremiere

Den 14. december

Det har været et stærkt år for satiren på det store lærred med ’Get Out’ og ’The Square’ som topspillere, og minsandten om ikke kongen af moderne politisk satire, Armando Iannucci, på falderebet giver dem kamp til stregen. Ikke at det er en overraskelse fra den skotske instruktør og manuskriptforfatter, når man tænker på hans bagkatalog af ætsende idiotifremstillinger af den politiske elite i England (’The Thick of It’ og ’In the Loop’) såvel som USA (’Veep’).

Faktisk fungerer Iannuccis nye film, der tager udgangspunkt i en fransk graphic novel, dog bedre som modbydeligt sjov farce end moderne satire.

Præmissen er nemlig det politiske magtspil af sammensværgelser, der fandt sted bag Kremls mure, da man i 1953 fandt Joseph Stalin død i sine gemakker efter mere end 30 år i spidsen for det kommunistiske Sovjetunionen. Omstændighederne og dødsårsagen er i dag stadig omgærdet af mystik, da den herskersyge leder beordrede, at ingen måtte betræde hans personlige værelser uden tilladelse.

Det er blot en af de mange bizarre dominobrikker, der sættes i bevægelse i første halvdel af filmen. Da den afdøde Stalin endelig findes på gulvet, er næste problem at finde en kvalificeret læge, når størstedelen af dem er slået ihjel eller deporteret som led i Stalins omfattende udrensninger. Døden bliver lige så absurd som den frygt, Stalins mangeårige tyranni har sat i alle omkring ham. Den mindste forkerte bemærkning fra hans følge af aldrende, men infantile og selvhævdende patriarker kan føre til en plads på den berygtede dødsliste.

Undersåtterne stimler sammen om deres afdøde leder.

Efter hans egen bortgang sværmer hans underordnede om den ledige tronstol som fluer om en lort. De tæller først og fremmest den slimede Lavrentij Berija (Simon Russell Beale), der var leder af sikkerhedstjenesten NKVD, den ængsteligt positionerende generalsekretær Nikita Khrusjtjov (Steve Buscemi) og den gumpetunge tronarving Georgij Malenkov (Jeffrey Tambor), mens den tidligere udenrigsminister Vjatjeslav Molotov (Michael Palin) ser sit snit til at komme ind i varmen igen efter at have været ude i kulden hos Stalin.

Palins medvirken i det mandsdominerede ensemble af komiske sværvægtere giver naturligvis associationer til Monty Python, og filmen besidder da også, når den er bedst, noget af de britiske humorpionerers galskab og tørre deadpan-levering.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Det skyldes ikke mindst Iannuccis evne til at skrive snappy og vulgære replikskift, som fungerer fortræffeligt i accenter som cockney, yorkshire og amerikansk, som flyder frit ud af munden på skuespillerne. Når møderne om de sovjetiske langborde foregår på syngende engelsk uden bare antydningen af russisk, tilfører det et ekstra lag af bizar komik, som er svær at stå for.

Jason Isaacs med britisk Yorkshire-accent som Stalins yndlingsmarskal Georgij Zhukov.

Mængden af platte jokes er dog i overkanten, og man kunne også have sparet på plottets dramatiske drivkraft, som i anden del træder mere i forgrunden. Rædslerne ved et Sovjetunionen i opbrud med tusindvis af dræbte må man aldrig glemme, men i det absurde rums afdramatiserende kontekst skal det hænge bedre sammen, før man kan lade vanvidskomikken erstatte af patos. Iannucci er bedre som Iannucci end som Spielberg.

I ’In the Loop’ satte han filmens balstyriske tone fra start, da en britisk minister i radioen har brugt vendingen »krig er ikke til at forudse« om deltagelsen i Mellemøsten. I ‘Stalins død’ er åbningsscenen ligeledes et mesterstykke ud i velorkestreret gag – et af årets højdepunkter i surreel komik. Stalin hører Mozarts ’Piano Concerto No. 23’ i radioen og ønsker en optagelse, uvidende om at koncerten blev opført live, så en producer (altid formidable Paddy Considine) med sveden piblende på panden må sætte opførslen op igen, mens dirigenten er besvimet og store dele af publikum gået hjem.

Den virkelige historie er i øvrigt endnu mere grotesk: Efter sigende skulle man først have fundet en ny dirigent i tredje forsøg, da de to første kiggede for dybt i vodkaflasken.

Chaplin-klassikeren ’Diktatoren’ er en oldefar til ’Stalins død’. Men hvor Chaplin var i dialog med sin samtid og derfor kunne fremkalde stærke og rørende øjeblikke midt i absurditeten, virker Iannucci historiske boble mere letkøbt.

Filmen kan selvfølgelig bruges som billede på moderne vestlige magtcentre, hvor rænkespillet bag kulisserne sikkert er omtrent lige så stupidt. Men vi kan også bare stille os tilfredse med, at Iannucci har skabt en original og morsom film i sit historiske frikvarter og ellers vente på, han igen stikker i nutidens politiske nonsens med sin satiriske drillepind.

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’

Advertisement