‘The Usual Suspects’-stjerne fortæller om Spaceys sexchikane under optagelserne

‘The Usual Suspects’-stjerne fortæller om Spaceys sexchikane under optagelserne
Kevin Spacey som Verbal Kint i 'The Usual Suspects'.

Gabriel Byrne spillede hovedrollen Keaton i ‘The Usual Suspects’, hvor han arbejdede sammen med Kevin Spacey og instruktøren Bryan Singer. Filmen blev rost til skyerne ved sin premiere i 1995, men tilsyneladende var optagelserne mere problematiske end som så, og blev endog lukket ned for en kort tid.

Således fortæller Byrne nu om Spaceys sexchikane – af endnu unavngivne mænd – i et interview med The Sunday Times.

»Jeg kendte ærlig talt ikke til omfanget af hans gerninger. Han var lidt af en joke, fordi folk bare sagde, ‘Sådan er Kevin’, men der var ikke nogen, der forstod alvoren af hans krænkelser. Det var først flere år senere, at vi begyndte at forstå, at optagelserne blev lukket af en særlig grund, og at det skyldtes upassende seksuel opførsel fra Spacey«, fortæller skuespilleren.

Kevin Spacey vandt sin første Oscar for birollen som Verbal Kint i ‘The Usual Suspects’, der ligeledes gjorde Bryan Singer til et af Hollywoods varmeste instruktørnavne. Men i 2017 er det gået hastigt ned ad bakke for sværvægterne. Singer er netop blevet fyret fra optagelserne af filmen ‘Bohemian Rhapsody’ grundet private sager, mens Spacey som bekendt er ude af ‘House of Cards’ følgende de mange krænkelsesanklager mod stjernen. Netflix har dog annonceret, at de fortsætter ‘House of Cards’ uden Spacey.

I interviewet med The Sunday Times udtaler Byrne videre, at Spaceys opførsel mindede ham om en anden kendt krænker, nemlig Harvey Weinstein, som Byrne arbejdede sammen med på filmen ‘Into the West’. Byrne fortæller, at både Weinstein og Spacey havde »et element af absolut krænkelsesmagt« over sig.

Læs også: Netflix bør give ’House of Cards’ kniven én gang for alle