»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

300 Hollywood-kvinder indleder 2018 med aktivistisk initiativ mod krænkelser på arbejdspladsen

300 Hollywood-kvinder indleder 2018 med aktivistisk initiativ mod krænkelser på arbejdspladsen
Natalie Portman under Venedig-festivalen sidste år.
Foto: Andreas Rentz/Getty Images

Mens 2017 var præget af at tømme skabet for skeletter, starter 300 kvinder fra film, tv og teater-branchen ud med at fokusere på at destruere skabet. Med et nyt initiativ trækker de en streg i sandet med en målsætning om at skabe en mere lige arbejdskultur og gøre op med krænkelser.

Time’s Up hedder initiativet, som fremtrædende skikkelser som Selena Gomez, Dakota Johnson, Emma Stone, Natalie Portman, Eva Longoria, Shonda Rhimes, Ashley Judd, America Ferrera og et hav af både kvindelige og mandlige kolleger bakker op om. Det gjorde de indledningsvist i går ved at underskrive et langt åbent brev, der kan læses på initiativets hjemmeside og for eksempel i helsidesannoncer i amerikanske aviser.

Målet for Time’s Up er ikke blot at gå i brechen for Hollywoods kvinder, men at bekæmpe chikane og krænkelser i en lang række brancher, hvor kvinder er udsatte ved at udnytte opmærksomheden fra underholdningsbranchen.

Initiativet er delvist afledt af en sympatierklæring fra den amerikanske Alianza Nacional de Campesinas, der er en interesseorganisation for amerikanske kvinder i landbrug, der i høj grad afslørede, at #MeToo-lavinen i Hollywood bare var isbjergets lillebitte top.

»Nu, som aldrig før, har vores adgang til medierne og vigtige beslutningstagere potentiale til at føre til reel ansvarstagen og konsekvenser. Vi vil have, at ofre for chikane alle vegne bliver hørt, bliver troet på og ved at ansvarstagen er mulig«, skriver de blandt andet i det åbne brev.

Det er i øvrigt den samme gruppe, der står bag den omdiskuterede, tavse protest under den kommende Golden Globes-uddeling, hvor en lang række skuespillerinder vil ankomme i sorte kjoler. Derudover skraber initiativet sammen til en støttefond, der skal hjælpe mindre bemidlede kvinder med at føre chikaneretssager.

Læs også: Harvey Weinstein havde en hemmelig liste på 91 navne over folk, der kunne afsløre ham