Alec Baldwin forsvarer Woody Allen: »Det er uretfærdigt og sørgeligt«

Alec Baldwin forsvarer Woody Allen: »Det er uretfærdigt og sørgeligt«
Alec Baldwin. (Foto: Eugene Gologursky/Getty Images)

Oven på #MeToo- og Time’s Up-bølgerne har omtalen af Woody Allen bestemt ikke været flatterende. Den aldrende filminstruktør blev tilbage i 2014 beskyldt for seksuelle overgreb af sin adoptivdatter Dylan Farrow, og fortiden synes nu at have indhentet ham.

Ellen Page og Greta Gerwig har tidligere offentligt udtrykt deres fortrydelse over at have arbejdet sammen med Allen i ’To Rome With Love’. Senest fulgte Rebecca Hall og ’Call Me By Your Name’-stjernen Timothée Chalamet trop, da de donerede lønnen for deres medvirken i instruktørens kommende ’A Rainy Day in New York’ til blandt andet Time’s Up.

Som modreaktion til denne tendens tager Alec Baldwin, der selv har medvirket i tre Woody Allen-film, nu instruktøren i forsvar.

Sidste år slettede skuespilleren sin personlige Twitter-profil på grund af heftig kritik af sine udtalelser om MeToo-kvinderne Rose McGowan og Asia Argento. I stedet brugte han i december kontoen for sin velgørenhedsorganisation til at lange ud efter John Oliver og Stephen Colbert. Det er også gennem denne profil, at han nu udtaler sig om Woody Allen-sagen:

»Woody Allen blev retsligt undersøgt af to stater og blev ikke sigtet. Forsagelsen af ham og hans arbejde har uden tvivl et formål. Men det er uretfærdig og sørgeligt, som jeg ser det«.

Baldwin udtrykker i et opfølgende tweet sin støtte til Time’s Up-bevægelsen, men siger samtidig, at man skal passe på med at skyde beskyldninger af sted: »Intentionen er ikke at affeje eller ignorere den slags protester. Men at anklage folk for sådanne forbrydelser skal behandles varsomt. Også på vegne af ofrene«.

Tiden må vise, om diskussionen får betydning for Woody Allens kommende film ’A Rainy Day in New York’, som i USA bliver distribueret af Amazon.

Læs også: Alec Baldwin trækker i Trump-kostumet igen: Se den spiddende ’SNL’-sketch

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af