Sundance: Armie Hammer er kokain-sniffende mutantskaber i topkandidat til årets mest syrede filmoplevelse

Sundance: Armie Hammer er kokain-sniffende mutantskaber i topkandidat til årets mest syrede filmoplevelse
Lakeith Stanfield i 'Sorry to Bother You'.

Park City, Utah. Det er tidligt at kalde den, når kalenderen stadig kun viser januar måned, men jeg vover alligevel pelsen: Årets mest syrede filmoplevelse er landet.

Titlen er ’Sorry To Bother You’, og bagmanden er rapperen Boots Riley, der spillefilmsebuterer med en af de mest opfindsomme film længe.

»Jeg ville lave en film, hvor jeg ikke engang selv vidste, hvad der ville komme til at ske«, fortalte Riley under sin introduktion af filmen, der blev vist i hovedkonkurrencen for amerikanske spillefilm på årets Sundance-festival. Og med en dybt absurd præmis, en kokain-glad Armie Hammer og genetisk muterede menneskeslaver må det siges at være lykkedes.

Lakeith Stanfield (’Short Term 12’, ’Get Out’) spiller slackeren Cassius Green, der bor i sin onkels garage, er fire måneder bagud med huslejen og kører i et vrag af en bil, mens han kæmper for at holde sin kæreste Detroit (Tessa Thompson fra ’Thor: Ragnarok’) tilfreds. På opfordring fra sin onkel (Terry Crews), der står til at miste sit hus til en uoverkommelig gæld, beslutter Cassius for at rejse sig fra bunden af fødekæden og blive helt almindelig lønslave.

Han får fuppet sig til et job i et telemarketingselskab, hvor den faderlige kollega Langston (Danny Glover) indvier ham i hemmeligheden bag at være en top-telefonsælger: Man skal finde sin hvide stemme – og altså ikke bare »Will Smith-hvid«. Det er de visdomsord, der sætter gang i en skarpsindig satire over raceforskelle på arbejdsmarkedet, som undervejs bliver til et antikapitalistisk syretrip.

Et delirisk vanvid

Inden Cassius når at se sig om, bliver han hyldet af sine hvide chefer, da han viser sig at være et naturtalent inden for white voice-disciplinen – Lakeith Stanfield bevæger læberne, men det er David Cross’ (’Arrested Development’) stemme, der kommer ud, og pludselig er det ikke længere svært at sælge ting over telefonen.

Hver gang Cassius griber knoglen, bryder filmen fysikkens love og transporterer hans kontorplads hen til den modsatte ende af røret, hvor Cassius må lægge sin selvrespekt på hylden, når han kigger sine modvillige kunder direkte i øjnene og giver den hele armen som glat og hurtigt snakkende hvid sælger. Det er den slags originalitet, der gennemsyrer ’Sorry to Bother You’ fra start til slut.

Cheferne er hurtige til at vise deres tilfredshed, når de klasker hans næve og fremfører en glædesdans, på grænsen til dryhumping, i en genial montagesekvens, som fik en fuld sal til at knække sammen af grin i Park City.

Lakeith Stanfield og Tessa Thompson i ‘Sorry to Bother You’.

Cassius er så god til sit job, at han bliver forfremmet til stillingen som power caller – den ultimative telefonsælgerstilling. Her arbejder man på den mytiske overetage, der har sin egen private elevator, og hvor alle går i dyre jakkesæt og tjener big bucks. Det eneste minus er sådan set, at man kun må snakke med sin hvide stemme, og den er kæresten Detroit allerede godt og grundigt træt af at høre. Men som det er tilfældet i et kapitalistisk samfund, er pengene i sidste ende for gode til at afslå.

Det viser sig dog hurtigt, at jobbet som power caller har en større pris end den nedværdigende stemmeforandring, som Cassius overraskende hurtigt vænner sig til. Han må vinke farvel til sine kollegaer på underetagen, der anført af kontorets aktivist Squeeze (Steven Yeun fra ’The Walking Dead’) planlægger et oprør mod firmaets ledelse og ikke har meget tilovers for Cassius’ forvandling fra Oakland-gadedreng til selvhøjtidelig forretningsmand. En udvikling, som også tænder Detroit af, da hun som aktivistisk fritidskunstner afskyer at have en lønslave som kæreste – også selvom det betyder en flot, ny lejlighed.

Det er her omkring, at Armie Hammer gør sin entre som turbo-topchefen Steve Lift, der har opfundet det 21. århundredes svar på slaveri: Et frivilligt program kaldet WorryFree, som tilbyder den hårdtprøvede arbejderklasse livslangt husly og mad i bytte for gratis arbejde. Lift har hørt om Cassius’ taleevner og dermed inviteret ham til en kridhvid coke-fest med et jobtilbud i ærmet. Og så eskalerer tredje akt ellers i et delirisk vanvid, hvor muterede hestemennesker vælter nøgne ud af skabsdørene i milliardærens gigantiske hjem. Hvorfor skal vi ikke afsløre her.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

»Nigga shit«

Det ville være en underdrivelse at sige, at Boots Riley går i mange forskellige retninger med sin debutfilm. Den er fyldt med afstikkere, der i visse tilfælde drukner i mængden, men som står i logisk forlængelse af instruktørens erklærede mål om at ville overraske. Og et par skæve pointer står da heller ikke i vejen for det stærke billede, ’Sorry to Bother You’ tegner af henkastet racisme i det moderne arbejdsmiljø.

Samtidig fortsætter rapperen sin karrierelange socialkritik af klassesystemet, når filmen med en passende humor prædiker oprør mod kapitalismen og middelklassens lod som lønslaver på en evig jagt efter monetær lykke.

Men det er for det nyskabende visuelle udtryk og den surrealistiske humor, at man for alvor husker ’Sorry to Bother You’, der består af en guldmine af geniale enkeltscener. Som når Steve Lift overtaler en modvillig Cassius til at fyre en rap af foran forretningsmandens hvide gæster, selvom Cassius ikke ville kunne spytte et rim, om så hans liv afhang af det. I stedet ender han med at råbe »nigga shit, nigga shit, nigga, nigga, nigga shit« til et ekstatisk publikum, der bryster sig af at være kulturelt åbensindede, når de hører autentisk ’sort’ musik.

Rileys galehus skaber ikke mindst en legeplads for det glimrende cast. Lakeith Stanfield slår sit navn fast med en fremragende hovedrolle, der følger op på en lang række mindre roller i film som ’Selma’ og ’Straight Outta Compton’. Men det er Armie Hammer, der nupper overskrifterne for sin overgearede og utilregnelige skurkepræstation, hvis kokain-indtag udfordrer selv Leonardo DiCaprio i ’The Wolf of Wall Street’, og som en gang for alle understreger, at han ikke bare er et kønt ansigt, men en alsidig skuespiller.

’Sorry to Bother You’ er nøjagtig lige så skør, som den lyder.

Læs også: Tarantino møder ’Skam’ i en af nyere tids mest voldelige highschool-film