’Broen’ sæson 4: Sidste sæson af DR’s søndagskrimi piller i Skandinaviens akut væskende sår

’Broen’ sæson 4: Sidste sæson af DR’s søndagskrimi piller i Skandinaviens akut væskende sår
Thure Lindhardt og Mikael Birkkjær i det nye 'Broen'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Hans Rosenfeldt

Medvirkende

Sofia Helin, Thure Lindhardt, Mikael Birkkjær, Sarah Boberg, Lars Ranthe

Spilletid

8 afsnit á 55 min.

Premiere

Den 1. januar kl. 20 på DR1

Da seneste sæson ’Broen’ startede for lidt over to år siden, roste jeg den for, at den med afsæt i den uundgåelige morderiske præmis satte fokus på emner som ytringsfrihed og hate crimes, hvor åndskløften mellem Danmark og Sverige virkelig kom til sin ret.

Som sæsonen skred frem, viste det sig dog at glide forbløffende langt ud i periferien til fordel for et mere perspektivløst plot om forældre og børn og en forsmået kunstkender med seriøse daddy issues. Imens undrede man sig over, hvor Sonja Richters hadprædikant og en række andre bifigurer, der engang føltes noget så vigtige, dog blev af.

Nu er fjerde og sidste sæson af den dansk-svenske samproduktion så skudt i gang, og før jeg igen roser serien for ambitionen om at bringe vægtige samfundsmæssige emner på banen mellem bestialske mord og skumle forbrydere til søndagskaffen, er en disclaimer på sin plads: Det kan meget vel være, at også den homoseksuelle iraner, Udlændingestyrelsen og den ekstreme politiske aktivistgruppe er red herrings, der blot skal aflede opmærksomheden (læs: få tiden til at gå), indtil de rigtigt skyldige og dertilhørende motiver bringes i spil.

Det lover dog godt, at sæson 4 blot består af otte afsnit mod de sædvanlige 10, så behovet for plotalibier og twists forhåbentligt mindskes tilsvarende. Og igen må man faktisk sige, at hvis man ikke her på første dag i 2018 er lige så træt af nordic noir som af marcipan og brunkager, så starter sæsonen lovende.

Udgangspunktet er mordet på den danske chef for Udlændingestyrelsen, som er mere end almindeligt ubehageligt: Hun er blevet stenet til døde under Øresundsbroen.

Saga i fængslet i det nye ‘Broen’.

Thure Lindhardts Henrik Sabroe sættes på sagen sammen med sin nye makker (Mikael Birkkjær), en lettere ubehøvlet mandschauvinist, der vist ikke ville give meget for #MeToo og således – i Sagas foreløbige fravær – sætter flere hyperaktuelle emner fint i scene: Spændingsfeltet mellem politisk korrekthed, ytringsfrihed, krænkelse og overfølsomhed.

Og Saga? Ja, hun frister en grum tilværelse i fængsel for drabet på sin mor, som hun ikke begik, og første afsnit slutter på lidt af en cliffhanger, men lur mig, om hun ikke rejser sig fra blodpølen og giver sit besyv med i mordsagen, som kun hun vel sagtens kan finde hoved og hale i.

Vanen tro introduceres vi for en lang række bifigurer: To unge piger, der på nærmest Dickens’k maner småsvindler sig til smør på brødet. Et tvillingepar, hvoraf den ene er tv-journalist, og den anden laver damer på at give sig ud for at være ham. Den homoseksuelle iranske flygtning, som mødtes med den afdøde kort for hendes død, selvom hun var øverste ansvarlig for hans udvisning af Sverige. En uforsonlig taxachauffør, spillet af Lars Ranthe, der tæsker sin ekskone, som med deres fælles søn må flygte til et mystisk lokalsamfund. Jeg har sikkert glemt nogen.

Mordet under broen.

Det er ikke så lidt. Og måske også for meget.

Men foreløbigt pirrer hovedforfatter Hans Rosenfeldt & co. effektivt. Man vil gerne vide mere om de fleste. Især hvis de faktisk viser sig at have noget at gøre med plottet. Og i Henrik Sabroe og Saga har man fortsat et interessevækkende centrum, på hver deres måde ramt af sorg og desillusion, men heller ikke helt fortabte sjæle. I sig selv vil jeg hænge på for at finde ud af, om serien her i sin sidste sæson løser gåden om Henriks forsvundne børn, der fortsat er en levende del af hans liv.

Det dystre Skandinavien, Saga og Henrik indrammes i, er nok mørkt og glædesfattigt, men ikke overdrevent melankolsk eller kliché-traurigt. Nordic noir-genren synger afgjort på sidste vers, men det er fint, at det smedes af den utroligt flot iscenesatte ’Broen’, der interesserer sig oprigtigt for at pille i det nordiske samfunds akut væskende sår.

For ambitionen om under krimiunderholdningens paraply at danse omkring nogle af de tungeste temaer i samfundsdebatten fortjener serien point, som opvejer, at vi igen-igen skal svælge i klamme mord på kvinder og muligvis rundforvirres af så mange twists, at fortællingen twistes af led.

Og i år håber jeg så bare, den holder fast – at tema og mordgåde går op i en højere enhed. Så vi ikke skal gentage den anmeldelse, vi bragte til sidst i forrige sæson.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.