’Counterpart’: Dobbelt J.K. Simmons svigtes i thrillerserie på Viaplay

’Counterpart’: Dobbelt J.K. Simmons svigtes i thrillerserie på Viaplay
J.K. Simmons i 'Counterpart'.
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Justin Marks

Medvirkende

J. K. Simmons, Olivia Williams, Harry Lloyd, Sara Serraiocco, Ulrich Thomsen

Spilletid

10 afsnit á 60 min.

Premiere

Kan ses på Viaplay

2017 må have været et rekordår for dobbeltroller på film- og tv. Både via tvillingetricket som med James Franco i ’The Deuce’ og Ewan McGregor i ’Fargo’, men også med mere kringlet udgangspunkt i ’Twin Peaks: The Return’ og danske ’Qeda’.

Justin Marks har i serien ’Counterpart’ fundet på, at østeuropæiske videnskabsmænd i en sidste koldkrigskrampetrækning kom til at dele verden i to. Det har givet rum til J.K. Simmons’ frygtindgydende tour de force i dobbeltspil – og en tam opdatering af spionthrilleren i traditionen efter John Le Carré.

Vi møder først den bløde og underdanige kontorrotte Howard Silk (J.K. Simmons). Han har i tre årtier arbejdet med det samme papirnusseri for et bureau i Berlin. Konen (Olivia Williams) ligger i koma på sjette uge. Man mærker ømheden i de sorgfulde indsunkne øjne bag skuespillerens markante rander, nærmest mere omsorgsfuld og empatisk karakter end selv den mindeværdige faderrolle i ’Juno’.

Howard sidder fast. Men som i en Philip K. Dick-fortælling vendes der på et splitsekund op og ned på vores hovedpersons verdensforståelse.

En kvindelig lejemorder (Sara Serraiocco) – kort hår, sortklædt, tyk østeuropæisk accent, hård barndom og lesbiske fornemmelser – begynder at myrde løs. Hun er fra en parallelverden. Howards arbejdsplads er i virkeligheden en bureaukratisk organisation kaldet The Office of Interchange, som behandler diplomatiske anliggender mellem de to verdener.

J.K. Simmons i ‘Counterpart’.

Sagesløse Howard bliver hevet op på et både fysisk og mentalt next level, da en koldblodig spion kommer ind fra kulden – eller i dette tilfælde den anden verden – for at komme lejemorderen til livs. Spionen er Howard selv i J.K. Simmons’ mere ranke, selvsikre og kontante machoskikkelse. En mindre dæmonisk variant af musikunderviseren i ’Whiplash’.

»Hvorfor er jeg blevet draget ind i alt det her?«, spørger den krumbøjede bureaukrat-Howard på et tidspunkt sit spion-alter ego.

»For et få dage siden var du ingenting. En livløs søvngænger. Se dig nu«, svarer han.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Undermåleren har rigtig nok fået en sidste chance for at realisere sit potentiale, men det skal være på hans egne betingelser. »Gør mig en tjeneste: Stop med at skabe mig i dit billede«, beder han oprigtigt.

Brætspillet Go optræder i titelsekvensen og som bureaukrat-Howards hobby. Ligesom tunnelovergangen i Berlin mellem de to parallelverdener er en allegori over det forrige århundredes opdeling af et øst og vest, bliver de sorte og hvide brikker en metafor for de to Howard’ers gradvise territorielle og følelsesmæssige krydsning.

Hvordan kan de to identiske personer have haft så divergerende livsveje? Er vores identitet givet på forhånd eller et produkt af vores valg og handlinger? Det er nogle refleksioner som lidt banalt, men ikke uinteressant, formuleres i spejlingen af de to figurer.

Simmons skaber distinkte og formfulde personligheder, som man alligevel fornemmer stammer fra samme vugge. Den evige birolleskuespiller er i et niveau for tvedelt personkarakteristik, som nærmest kun Jeremy Irons i Cronenbergs ’Dead Ringers’ har befundet sig på tidligere.

Olivia Williams i ‘Counterpart’.

Det samme kan ikke siges om resten af serien. Universets lemfældige konturer gør det svært at leve sig ind i den trægt udfoldede fortælling om diplomatiske knuder og tilslørede operationer i toppen af de to verdeners hiearkier.

Der er antydninger af forskellige sociale og teknologiske udviklingshistorier. Den ene side er ikke kommet længere end til 90’er-computere, den anden er båret af futuristisk arkitektur og hygiejne-besættelse. Man mangler dog grundlæggende spilleregler for at engagere sig i spionspillet, der udløser forvirring frem for spænding.

Norske Morten Tyldum (’The Imitation Game’) er en professionel og glat konceptuerende instruktør. Stilen skejer hæver sig kun over farveløsheden, når konventionerne svulmer op med overdramatiske strygere og symboltykke cues.

Selv ikke Simmons’ flertalsekvilibrisme kan til sidst udligne europølen af klichefyldte plotfigurer og livløst skuespil. Det gælder desværre især for Ulrich Thomsen, der blev hentet ind som erstatning for tragisk afdøde Michael Nyqvist. Som skummel direktør for kontraspionage flekser han udelukkende sit mest sammenbidte udtryk.

Justin Marks havde ikke behøvet at dele verden i to. Han kunne bare have placeret Simmons og Simmons på en restaurant til en snak om deres forskellige perspektiver på livet. Det havde været en mere spændende præmis.

Anmeldt på baggrund af fire afsnit.