David Lettermans nye Netflix-show udstiller et vist MeToo-relateret hykleri

David Lettermans nye Netflix-show udstiller et vist MeToo-relateret hykleri
David Letterman og Barack Obama i kulissen til det nye Netflix-talkshow 'My Next Guest Needs No Further Introduction'.
For 10 år siden var David Letterman hovedperson i en sexskandale. Nu er han tilbage i centrum som hyggelig bedstefar hos Netflix. Det er efterhånden svært at se den røde tråd i reaktionen på Hollywood-magtmændenes ugerninger.
David Lettermans nye Netflix-show udstiller et vist MeToo-relateret hykleri
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. ’My Next Guest Needs No Further Introduction’, hedder David Lettermans comeback til hovedscenen – et talkshow, hvor den ellers pensionerede late night-legende taler med højprofilerede mennesker gennem en lille times sendetid.

I første afsnit er gæsten ingen ringere end Barack Obama, og stemningen er hyggelig, lun og leflende. I de kommende programmer følger notabiliteter som Jay-Z, George Clooney, Malala, Howard Stern og Tina Fey.

Det er Netflix, der har kastet penge efter en nu fuldskægstildækket, bedstefar-udgave af Letterman. Det er to et halvt år, efter han trak sig fra ’Late Show’-skrivebordet hos CBS. Og det er lidt over ni år, siden han på live-tv indrømmede, at han var blevet afpresset af en anonym gerningsmand, der truede med at afsløre talkshow-stjernens utroskab. Letterman fortalte med hele verden som tilhørere, at han havde haft sex med flere af sine kvindelige ansatte gennem årene – og siden blev en producer fra CBS’ true crime-program ’48 Hours’ dømt for afpresningsforsøget.

Ifølge New York Times hævdede advokaten for afpresseren at have beviser på, at Letterman begik sexchikane mod sine ansatte. Og en måneds tid efter, i november 2009, beskrev en kvindelig, tidligere forfatter på ’Late Night with David Letterman’, Nell Scovell, hvad hun kaldte et »fjendtligt arbejdsmiljø« på grund af de seksuelle relationer mellem både Letterman og andre mandlige chefer på programmet og kvindelige underordnede. Scovell agiterede ikke for, at Letterman skulle rives ned i sølet (»oh, grow up, people«, skrev hun), men konkluderede, at han burde hyre flere kvindelige forfattere, og at han skulle behandle dem ordentligt.

Selvom sagen utvivlsomt blev en skamplet på Lettermans gode renommé, kom han ud fra alle objektive kriterier videre i karrieren uden at tage langvarig skade. Og i dag hygger han sig med Barack Obama på verdens største streamingtjeneste.

Tør man anslå, at var Letterman-sagen kommet ud i dag og ikke for 10 år siden, havde det haft helt andre konsekvenser? Det tror jeg.

Annonce

Og jeg er ikke ude efter at trække Letterman ned i den pøl, hvor Harvey Weinsten, Kevin Spacey, Louis C.K., Brett Ratner og James Franco lige nu svømmer rundt. Ej heller at hævde, at når Letterman går fri, bør de øvrige også.

Men det udstiller en grundlæggende absurditet og dobbeltmoral i de sanktioner, de store virksomheder af frygt for folkedomstolens fordømmelse nedlægger over de outede gerningsmænd i disse måneder. For mens Netflix resolut gav Kevin Spacey sparket, har de tilsyneladende ikke noget problem med et prominent samarbejde med David Letterman. Om noget viser det, at strafudmålingen langt fra handler om moral, men om opportunisme, populisme og kommercialisme.

De skyldige sendes ud i kulden, ikke fordi de har gjort noget forkert, men fordi deres navn er i vælten netop nu og associeres med gerninger, som kan skade forretningen.

David Letterman med Barack Obama i sit nye talkshow.

Men er det vigtigt at påpege dette hykleri? Er det ikke en underlig forvridning af det store perspektiv sådan at holde de foruroligende aktuelle sager op mod andre kendissers skumle fortid? Det reducerer jo ikke bankrøverens forbrydelse, at hans makker undgik at blive fanget.

Ja, det er vigtigt, fordi vi befinder os i en fase af Metoo, hvor misforståede anklager både truer med at underminere den vigtigste bevægelse i Hollywood og omegn i årtier (måske nogensinde) og truer menneskers tilværelse uden ordentligt belæg. Det gælder især ugens anonyme anklage mod Aziz Ansari, som ikke kan rubriceres som meget mere end en date, der gik skævt, hvilket da også lødigt er blevet fremført af klummeskribenter i medier som The Atlantic, The Washington Post og New York Times.

Midt i det essentielle opgør med en mandsdomineret og mandschauvinistisk kultur er blikket indad også centralt. Hvem er det, vi straffer og hvorfor? Hvilken straf er rimelig? Hvad baserer vi den på?

Kan vi fordømme Franco med den ene hånd – og hylde Letterman med den anden?

Læs også: Efter ‘En frygtelig kvinde’ – vi bør sætte pris på de film, der losser os over skinnebenet