Det bedste og værste i ‘Black Mirror’ sæson 4: Fra sci-fi-gys til metaltrætte robothunde

Det bedste og værste i ‘Black Mirror’ sæson 4: Fra sci-fi-gys til metaltrætte robothunde
Jesse Plemons i 'Black Mirror's 'USS Callister'.
Foto: Netflix
’Black Mirror’ 4 skilte sig ud fra seriens forrige sæsoner på både godt og ondt, idet Charlie Brookers dystopiske mareridtshit prøvede kræfter med nye fortælleformer, ambitiøse visuelle greb og metatunge selvreferencer. Ikke alle afsnit landede lige heldigt, mens andre fik nakkehårene til at rejse sig af ren frydefuld gysen. Vi hylder de fire bedste ting ved sæson fire – og runder af med de fire værste.

Spoilers for alle fire sæsoner af ‘Black Mirror’.

Bedste: Jesse Plemons gav galaktisk gåsehud i ’USS Callister’

Jesse Plemons (’Friday Night Lights’, ’Fargo’) er en gave til ethvert film- og serieset og således også til ’Black Mirror’s aparte univers. I fjerde sæsons ubetinget bedste episode, ’USS Callister’, spiller Plemons it-troldmanden og tegneserienørden Robert Daly, der bliver kuet i sit eget succesfulde tech-firma af partneren Walton (Jimmi Simpson fra ’House of Cards’) og føler sig ignoreret af samtlige hunkønsvæsner omkring sig.

Plemons udnytter sin ludende bjørnefysik og tegner Daly som en genert, forknyt mand, man ikke kan undgå at få ondt af. Lige indtil han åbenbarer sit sande jeg som modbydeligt afstumpet sci-fi-diktator i ’virtual reality-rollespillet’ ’USS Callister’, hvor Daly piner digitalt klonede bevidsthedskopier af sine kolleger. Vores seersympatier vendes totalt på hovedet, da episoden ryster sit første es ud af ærmet, og Plemons psykologiske Mr. Hyde-forvandling og portræt af det voksne mobbeoffer, der har givet kald på sin egen medmenneskelighed i jagten på hævn, er gruopvækkende godt. En Emmy-nominering ved bord et, tak.

Den stakkels plysabe i ‘Black Museum’. (Foto: Netflix)

Bedste: »Monkey needs a hug«

‘Black Museum’ gik anden sæsons ‘White Christmas’ i bedene med en fortælling, der åbnede sig op som en babusjkadukke fuld af fortidens synder. Det var en episode præget af sadistisk vold, men de grafiske ubehageligheder blev overgået af historien i historien om Carrie, en kvinde i koma, hvis bevidsthed transplanteres ind i kærestens hjerne som en digital ’gæst’, så hun fortsat kan følge med i deres datters liv.

Fra sit nye bo kommenterer Carrie på alt, hvad manden foretager sig (herunder at han skal slå toiletbrættet ned, for hulen!), men da han med tiden bliver træt af hendes ’hakken’ og får ny dame på, overføres Carrie til en plysabe, hvis eneste mulighed for kommunikation består af to sætninger: ja-hatten »Monkey loves you« og nej-hatten »Monkey needs a hug«.

Teknologien lægger sig tæt op ad ’White Christmas’ klaustrofobiske cookie-gadget og opleves takket være ’Black Museum’s selvreferentielle univers som en naturlig udvikling af selvsamme. Alexandra Roach er fremragende som Carrie, der for evigt er låst inde i abebamsen, hendes søn hurtigt bliver træt af at lege med, og det løber en koldt ned ad ryggen, hver gang hun fra sit isolationsfængsel råber om hjælp: »Monkey needs a hug«. Carrie får i sidste ende en vis oprejsning i ’Black Museum’s slutning. Men vejen dertil er det (tøjdyrs)stof, dine værste mareridt er lavet af.

Der var amoriner i luften i ‘Hang the DJ’. (Foto: Netflix)

Bedste: Forløsende slutninger – med et bittersødt twist

Det er ikke uden grund, at ’Black Mirror’ hedder ’Black Mirror’. Serien udforsker det digitale samfunds moralske sorte huller såvel som menneskedyrets mørkeste, mest egocentrerede indre – og den ene mere forfærdende mavepuster efter den anden har givet selv M. Night Shyamalan baghjul.

Derfor vakte det også opsigt, at tredje sæsons ’San Junipero’ gav sine to forelskede heltinder intet mindre end en solnedsgangs-romantisk happy end. Det faldt ikke i lige god jord blandt alle, men hos os var der ingen tvivl: Emmy-vindende ’San Junipero’ rangerer blandt ’Black Mirror’s bedste episoder, ikke mindst fordi den udfordrede seernes dystopiske forventninger, og overraskende omfavnede fremtidens teknologiske landevindinger som en potentiel lise for ensomme sjæle.

Optimismen har sneget sig med videre til fjerde sæson, hvor hele tre ud af de i alt seks afsnit nyder mere eller mindre optimistiske udgange. ’Hang the DJ’, ’Black Museum’ og ’USS Callister’ giver alle sine hovedkarakterer mulighed for at tage skæbnen i egen hånd, og selvom karaktererne må gå adskillige grusomheder – og tåkrummende dates! – igennem for at vinde bittersøde forløsninger og slå et slag for retfærdigheden, indgyder alle tre historier et lille lysende håb for, at det menneskelige hjerte, som ’Black Mirror’ så ofte har taget gidsel og fordærvet til digitaliserede stumper og stykker, banker videre i maskinens mørke. Life will find a way.

‘Black Mirror’s tur til Island i ‘Crocodile’. (Foto: Netflix)

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Bedste: Overlegne islandske billeder og sort-hvid originalitet

Med al respekt for genistregen ’USS Callister’ var ’Black Mirror’ 4 seriens til dato svageste sæson. Men hvad episoderne manglede i originalitet, forsøgte de prisværdigt at gøre op for på billedsiden. ’Black Mirror’ har alle dage leget med interessante visuelle greb, der har enten underbygget eller stået i skærende kvalm kontrast (på den gode måde) til fortællingernes skrækscenarier – tredje sæsons ’Nosedive’ fremelskede et vellykket Barbie-lyserødt helvede, mens anden sæsons ’White Bear’ var så grumset gritty som torture porn-horror.

I fjerde sæsons ’Crocodile’ tager filmholdet et smut til Island, hvor vulkanøens golde vider og sorte lavamarker udgør et bjergtagende scenografisk bagtæppe. ’Black Mirror’ har en forkærlighed for kølig, minimalistisk arkitektur i glas og stål, der afspejler karakterernes ditto minimerede og gennemsigtige sjæle, og ’Crocodile’ udnytter til fulde sine atmosfæriske locations i og omkring Reykjavik. Panoramaudsigten fra hovedpersonens millionærvilla er lige så ubarmhjertig i al sin vindblæste skønhed som kvindes egen korrumperede natur og snedronning-afblegede frisure, mens menigmands træhuse trækker klasseskellene op.

Episoden ’Metalhead’ leger ligeledes med en anderledes original billedside i knivskarp sort-hvid der illustrerer, at blodet ikke altid behøver at flyde rødt på skærmen for at fryse til is i årene. Lys vs. mørke, good vs. evil, metal vs. kød og blod. I en farverig serietid er det nemt at glemme, hvor effektivt sort-hvide billeder kan koncentrere dramaet i centrum – som et sort-hvidt portræt, der synes at give subjektet anderledes vægtig karakterdybde. Det klæder den ellers træge ‘Metalhead’, hvis æstetik langt trumfer dramaturgisk substans.

Den Jodie Foster-instruerede ‘Arkangel’. (Foto: Netflix)

Værste: Jodie Fosters haltende slutning

Der var store forventninger til Jodie Fosters ’Arkangel’, hvis historie om en mor, der bruger teknologi til at overvåge og censurere sin datters oplevelse af verden, skrev sig ind i den aktuelle samfundsdiskurs om, hvor grænsen går for curlingforældres insisteren på at geo-tracke deres unger.

Det synes ikke helt urealistisk, at episodens kontroversielle Arkangel-program – hvori en mikroskopisk kamerachip indopereres i børns hjerner – kunne blive virkelighed i en ikke så fjern fremtid. Glem Apple og Big Brother: Det er dine egne forældre, der hungrer efter at snage i dit privatliv.

Den lovende præmis til trods snublede ’Arkangel’ imidlertid på halvvejen, da historien løb tør for originalitet og famlede sig frem mod en fad slutning. Moderens (stærkt spillende Rosemarie DeWitt) desperate forsøg på at kontrollere/’hjælpe’ sin teenagedatter fængede tilpas forargeligt, men ’Arkangel’s spontant voldelige udgang, da den digitale navlestreng blev kappet, sprang over, hvor gærdet var lavest.

Douglas Hodge og Letita Wright i ‘Black Museum’. (Foto: Netflix)

Værste: ‘Black Museum’ myriader af plots

Akkurat som ’White Christmas’ bygger ‘Black Museum’ sin narrative ramme op om to hovedkarakterers samtale, hvoraf den ene agerer slesk historiefortæller – her museumsejeren Rolo (Douglas Hodge) – og den anden chokeret lytter: Den forbipasserende pige Nish (Letitia Wright). Men i modsætning til forbilledet navigerer ’Black Museum’ knapt så elegant mellem sine subplots i iveren efter at chokere og strø easter-eggs ud over snart sagt hvert et billede.

Både anekdoten om lægen, der tænder på at slå ihjel, og førnævnte Carrie i abebamsen er fascinerende nok til, at de sagtens kunne være foldet ud i hver deres selvstændige episode frem for den lidt for restriktive novelleform. På samme måde havde man også gerne tilbragt lidt mere tid i Rolos rædselskabinet, og ikke mindst sammen med Nish (en af fjerde sæsons mest indtagende karakterer).

Ved tæppefald gør Nishs udspekulerede hævn over Rolo seriøst godt, og binder akkurat sløjfe på ‘Black Museum’s tonale og dramaturgiske afstikkere – også selvom ideen med at indkapsle skurkens bevidsthed i en nøglering er identisk med ’White Christmas’ cookie-twist, hvor det var Jon Hamm, hvis verden skrumpede ind.

Andrea Riseborough tabte sutten i ‘Crocodile’. (Foto: Netflix)

Værste: Crocodile’s tematiske fiasko

Den tematiske filosofi bag ’Black Mirror’ går fløjten i ’Crocodile’, der forfalder til en forfladiget historie om en tiltagende psykopatisk kvinde, hvis mission om at dræbe en række vidner til hendes egen forbrydelse, lugter af generisk tv-krimi.

Jovist, en central del af plottet udspringer af en lille gadget, der i stil med implantatet i ’The Entire History of You’ kan afspille en persons minder, men funktionen kunne lige så vel have været erstattet af gammeldags bevismateriale – helt almindelige overvågningskameraer, for eksempel. Teknologien har dermed ingen original konsekvens for handlingen, og både hovedpersonens hysteriske faldskærms-karakterudvikling og episodens lattervækkende selvhøjtidelige ’twist’ – oh ve, barnet var blindt, mens marsvinet så alt! – føles himmelråbende teatralsk.

Maxine Peake spiller kvinden på flugt i ‘Metalhead’. (Foto: Netflix)

Værste: ‘Metalhead’s metaltræthed

Visuelt er sort-hvide ’Metalhead’ en friskt pust. Men gud i himlen, hvor er den noget nær ikkeeksisterende historie kedelig. Fjerde sæsons korteste fortælling handler om en kvindes flugt fra en ustoppelig metal-’hund’. Menneskets bedste ven opgraderet til dræberrobot med knive, syl og kugler! Som sådan ganske skægt – var det ikke for episodens slæbende metaltræthed.

En af styrkerne ved ’Black Mirror’ er, at serien sjældent uddyber, hvordan vi nåede til det punkt i en nær fremtid, hvor teknologien løb mennesket over ende. Det gør ’Metalhead’ heller ikke, men i lige dette tilfælde mangler kræ og kvinde akut noget kød på sidebenene for, at vi kan give en døjt for universet.

I en scene venter vor heltinde ganske enkelt i et træ på, at robottens batteri løber tør, så hun kan komme væk. Hun venter. Og venter så lidt længere. Der en vis ironi i, at denne meget analoge detalje næsten redder dagen, men ’Metalhead’ har ingen anden pointe, end at robotter og digital krigsførelse er noget skidt, og at mennesket ender som et jaget dyr af egne opfindelser. Den har vi set før og bedre i ‘Black Mirror’-regi. Det påklistrede twist tager desuden prisen som seriens ringeste til dato: Kvinden satte livet på spil for … en kasse med bamser.

Læs også: Sådan hænger alle ‘Black Mirror’s episoder sammen

Læs også: ‘Black Mirror’s første 13 afsnit – fra sæson 1 – 3 – rangeret fra bedst til værst