Fanskabt trailer med Vega-brødrene viser Tarantino-filmen, du aldrig får at se

Selvom Quentin Tarantinos næste projekter altid er omgærdet af mystik og hemmelighedskræmmeri, så kan vi være ganske sikre på, at vi aldrig får filmen om Vega-brødrene at se, selvom Tarantino selv har luftet tanker om den.

Vega-brødrene er naturligvis Vic og Vincent fra henholdsvis ‘Reservoir Dogs’ og ‘Pulp Fiction’, som Tarantino har røbet skulle være omdrejningspunktet for en eventuel prequel til ‘Pulp Fiction’. Men så langt nåede han ikke og nu er Michael Madsen og John Travolta for gamle til at lave det stunt. Så er det til gengæld godt, at vi har fans som Tyler Hopkins, der har lavet den falske trailer herover.

I traileren herover bliver klip i VHS-kvalitet fra Michael Madsen og John Travoltas grønne og grynede ungdom sat sammen til et grindhouse-lignende actionbrag i den lidt fjollede ende. Og så bliver det afsløret, at de har en tredje bror – Vito Vega, spillet af Danny DeVito – hvis man altså skal tro den fanskabte trailer.

Læs også: Bekræftet: Leonardo DiCaprio skal spille med i Quentin Tarantinos 1969-film